Et fladt budskab fra det hinsidige
Hereafter er en film, der jonglerer med et tema, der under hele historien forbliver uden for dens rækkevidde, og filmen falder derfor til jorden på trods af dens fascinerende start.
Amerikanske George (Matt Damon) kan kommunikere med de døde. Denne gave er i virkeligheden en forbandelse, for hans forbindelse med efterlivet har destrueret hans evne til at knytte sig til de levende. Marie (Cécile de France) er en fransk journalist, der efter en nær-dødsoplevelse finder ud af, at hun nu ser glimt af en verden på den anden side af døden. Marcus og hans tvillingebror lever i London, hvor de tager sig af deres stofmisbrugende og socialt udstødte moder. Disse tre historier kolliderer i Hereafters forsøg på at behandle et af de vægtigste spørgsmål, menneskeheden har stillet sig selv: Hvad sker der, når vi dør?
Det er svært at forestille sig, at en instruktør med Mystic River, Gran Torino og Invictus på CVet kan træde så meget ved siden af, men bare fordi der står C. Eastwood på visitkortet, betyder det ikke, at man ikke kan lave noget bras af en film engang i mellem. Hereafter er en film, der dens to timer til trods ikke i virkeligheden formår at sige noget. Eastwood skøjter let og elegant hen over de dybereliggende emner, som filmen i sin titel ellers lover at undersøge, og lader i stedet historien forfalde til en forfladiget romance, der snarere minder om den katastrofalt dårlige City of Angels fra 1998 end hans tidligere så dragende film.
Hereafter cirkler omkring det store spørgsmål om, hvad der findes bag tæppet, men som i Troldmanden fra Oz, hvor alt det magiske bliver revet bort for øjnene af Dorothy, og troldmandens runkne og gnomagtige krop afsløres som mekanikken i et teknisk urværk, trækkes vi væk fra det guddommelige og efterlades med en halvmekanisk trækken-på-skuldren. Og ud fra et kristent synspunkt siger filmen endnu mindre i sit halvhjertede forsøg på at dele sol og vind lige – den går endda så langt som at lade historiens mest sympatiske karakter Marcus direkte afvise tanken om et himmelsk efterliv, og det eneste, vi står tilbage med, er Georges ikke-definerbare hokus-pokus-evne til at høre, hvad de døde siger. Her springer filmen over, hvor gærdet er lavest, fordi den ikke engang forsøger at byde ind med et svar.
Hereafter er Eastwoods mest underfundige og eftertænksomme film til dato, og mens man ikke kan andet end at applaudere ham for hans vilje til at skabe film, der tør takle svære spørgsmål, formår det nyeste udspil fra mesterinstruktøren simpelthen ikke at føre seeren til det filosofiske slutspil, som filmens præmis fortjener.
Hereafter 129 min. Biografpremiere: 3. februar
