Fin bog om danske jøders krigsoplevelser

Ifølge bogen ”Ikke noget at tale om” sluttede danske jøders krigsoplevelser ikke i 1945.”Ikke noget at tale om” er et svar, Dansk Jødisk Museum har mødt talrige gange i arbejdet med de danske jøders historie under besættelsen. ”Udsagnet kan undre”, hedder det i bogens forord, og fortsættelsen lyder: ”Hvordan kan det være, at voldsomme begivenheder som flugt, deportation og eksil ikke er noget at tale om? Tavsheden blandt danske jøder har været slående.”
Sætningen blev ofte fulgt op af ordene: ”Vi overlevede jo”. Tavsheden var næsten et kendemærke. Tavshed udadtil, men også tavshed i familierne.
Alligevel har det været muligt at lave bogen, der i bredeste forstand handler om danske jøders krigsoplevelser 1943-1945, og nogle begyndte i forbindelse med arbejdet med bogen at lukke op for det skjulte. Bogen beskæftiger sig med livet i besættelsestidens første år, med flugten til og eksilet i Sverige, men også med livet under jorden i Danmark og med vilkårene for fangerne i kz-lejren Theresienstadt. Desuden følger bogen den jødiske gruppe hjem til Danmark igen efter befrielsen i 1945 og forholder sig til deres oplevelser af krigens konsekvenser. Ligesom bogen også beskæftiger sig med de ”gemte jøder” – jødiske børn, der blev plejebørn i danske familier, hvor nogle af dem oplevede en kristen påvirkning.

Afsnittet om de gemte børn træder frem som noget særligt. De fleste var små, da de blev efterladt, ofte fordi forældrene ikke turde have dem med på flugten. Det var svært for dem at blive efterladt, men for flere var det mindst lige så svært at blive genforenet med familien efter krigen. Børnene havde forandret sig, men det havde forældrene bestemt også, og mange af de gemte børn har hele livet følt eftervirkningerne af deres oplevelser under krigen. Krigen blev for dem en voldsom psykisk belastning. Mange havde det rigtig svært. Ikke, fordi de blev behandlet dårligt af plejeforældrene eller børnehjemmet, men fordi de havde oplevelsen af et dobbelt svigt. Først da de blev forladt af deres forældre, og siden da de skulle forlade deres plejeforældre, som de havde nået at knytte stærke følelsesmæssige bånd til. Børnene havde det værst i de tilfælde, hvor forældrene – af forskellige grunde – nægtede børnene at have kontakt med plejeforældrene. En af dem, Tove, kunne slet ikke falde til hos moderen, der var blevet skilt fra faderen. Hun nægtede at acceptere kun at komme på besøg hos plejeforældrene i Gilleleje. Det blev meget problematisk, og til sidst gav moderen op og lod hende flytte tilbage til hendes plejeforældre. Siden blev hun efter eget ønske døbt og konfirmeret, og som 18-årig og myndig besluttede hun, at plejeforældrene skulle adoptere hende.
I flere tilfælde var det svært for plejeforældrene at give slip på plejebarnet, og børnene blev part i forbitrede opgør. Det har helt givet også været med til at gøre oplevelserne som gemt barn traumatiserende.

Bogen er absolut anbefalelsesværdig. For første gang får man indblik i de langtrækkende konsekvenser af flugt, eksil og deportation. De danske jøders krigsoplevelser sluttede ikke i 1945, for krigen trækker for dem et langt spor ind i vores nutid.
Se evt. også interviewet i uge 4.

Sofie Lene Bak:
Ikke noget at tale om
– Danske jøders
krigsoplevelser 1943-1945
275 sider • 290 kr.
Dansk Jødisk Museum