– For mange kameler at sluge
Teolog Birger Reuss Schmidts tro og overbevisning førte til et personligt opgør med udviklingen i Folkekirken.
Forkyndelsen var anderledes, dengang jeg var ung. Mere direkte og appellerende. Nogle gange blev alle, der troede på Jesus, bedt om at række hånden op, husker Birger Reuss Schmidt på 52.
Birger voksede op i et kristent præstehjem, og som ung teenager kom han ud i en troskrise troede han nu virkeligt på Jesus?:
– Det faldt på plads ganske udramatisk i en samtale med min mor. Det gik op for mig, at det ikke handler om, at jeg får svaret Jesus på den rigtige måde, men om at han har gjort det hele for mig.
Og det er Birgers udgangspunkt både for liv og lære. Også selvom det ikke altid er ganske uproblematisk.
– Vi kan ikke fortjene os til at være kristne. Vi kan ikke gøre det godt nok. Alligevel har en sund tro konsekvenser i vores liv. Hvordan kan man holde den balance? Det er meget udfordrende, konkluderer han.
Troen har fået nogle konsekvenser i Birgers liv. Han valgte som ung at læse til præst. Og selvom det er mere end 30 år siden, syntes han allerede dengang, at samspillet med Folkekirken var problematisk.
– I min opvækst kom jeg både i missionshuset og i Folkekirken. Ellipsemodellen kalder man det i Luthersk Mission (LM). Jeg begyndte at læse teologi og blev mere og mere uvenner med Folkekirken, som uddannelsen skred frem. Da jeg var ved at være færdig, måtte jeg konkludere, at jeg ikke kunne se mig selv i Folkekirken. Der var bare for mange kameler at sluge, konstaterer han og skynder sig at tilføje:
– Altså sådan var det jo for mig. Andre når til andre resultater.
Selvom Birger og hans familie selv forblev i Folkekirken efterfølgende, blev utilfredsheden ved med at ruge.
– Jeg mente og mener, at Folkekirken accepterer forkyndelse og praksis, som er i fundamental modstrid med Guds ord. Nogle præster fornægter Jesu legemlige opstandelse, andre tror ikke på, at Gud eksisterer. Nogle fornægter det evige liv, og kun et fåtal mener, at der findes en evig fortabelse. Andre forkynder, at Jesus ikke er den eneste vej til Gud. Kun et lille mindretal anser ordningen med kvindelige præster for at være ubibelsk. Homofile ægteskaber velsignes i kirkerne. Folkekirkens dåbs- og nadverpraksis er med til at føre befolkningen ind i et selvbedrag, hvor man betragter sig selv som kristen uden nødvendigvis at tro på Jesus. Alt dette sker, uden at biskopperne griber ind, pointerer han med eftertryk og fortsætter:
– Der kom et tidspunkt, hvor min hustru Astrid sagde, at jeg enten måtte gøre noget eller holde op med at snakke om det, og det blev startskuddet til at tænke frimenighed.
Birger og Astrid og fem andre par gik i 1998 ind i en proces med at skabe noget nyt, hvor de ikke hele tiden skulle gå på kompromis med Folkekirken. Og resultatet blev en af de første frimenigheder i LM. Samtidigt trådte Birger ud af Folkekirken.
– Vi kaldte det ikke en frikirke. En frikirke er en hvilken som helst kirke, som ikke er Folkekirken. Vi markerede med ordet frimenighed, at vi stadig stod på Folkekirkens bekendelse uden at være bundet af Folkekirkens manglende forståelse af dens egen bekendelse, understreger Birger.
– Det var en rigtig spændende proces. Også for hele vores familie, som stod sammen om det. Alligevel har jeg trukket for store veksler på dem. Men jeg tror også, det skyldtes, at jeg virkelig oplevede, at det var det her, jeg skulle. Jeg oplevede, at det var Guds vilje for mig, fortæller han.
Undervejs i processen oplevede arbejdsgruppen også, at den slags nyskabelser kunne give konflikter.
– Vi ønskede ikke at provokere, men vi ønskede at lukke vores daværende LM-menighed ind i processen. Også selvom det kunne virke provokerende på nogle, konstaterer Birger, som også i dag værdsætter den besværlige debat mellem uenige brødre og søstre i troen. Bl.a. ved at være redaktør af LMs avis Tro og Mission og give plads til god og sober debat der.
De seks familier, som startede frimenigheden, oplevede et fantastisk arbejdsfællesskab og en stor glæde ved at få lov til at skabe noget, som de ønskede det.
– Vi var enige om, at vi ikke ønskede, at 80% af arbejdet skulle ligge på en præst, men at det skulle være et åndeligt sammenskudsgilde. Derfor har vi ikke en lønnet præst, men et ældsteråd, der fordeler præsteopgaverne imellem sig, og vi forsøger at give plads til, at alle kan sige noget ved vores gudstjenester, fortæller han.
I Hillerød Frimenighed har de oplevet en del vækst. Blandt andet fra tilflyttere til byen. Også mennesker med andre baggrunde end netop LM, så de i dag består af omkring 100 medlemmer. Men de ønsker at blive et endnu mere åbent fællesskab.
– Vi snakker meget om at få mere gang i smågrupperne, så de kan blive et middel til at få kontakt til flere mennesker, forklarer Birger.
Birger Reuss Schmidt er ansat som 80% redaktør og 20% frimenighedskonsulent i LM, som ønsker både at give plads til at fortsætte i den traditionelle ellipseform og til at skabe nye frimenigheder.
– Det er rigtig spændende at arbejde med. I dag er de fleste, som starter frimenigheder, unge. Og selvom de kalder sig noget med luthersk, betyder det jo ikke nødvendigvis, at arvesølvet er sikret. Der vil jeg gerne være med til at arbejde på kommunikationen, så vi både får erfaringen og dogmatikken fra den ældre generation med, men også rummer den yngre generations begejstring, forklarer han og understreger:
– Man skal jo ikke bare starte noget nyt, hver gang man er uenig om noget. Selvom jeg godt er klar over, at jeg selv er en del af den historie.
– Jeg plejer at sige lidt for sjov, at det kunne være godt for os alle at have et jubelår, hver gang der var gået 50 år, ligesom i Bibelen. Hvor alt skulle starte forfra. Det ville der komme meget godt ud af.
