Han fandt sine rødder på Sjælland

Kojo Agyeman Jantuah er fra Ghana. Han trådte sine barnesko i Ghana og Israel. Men han har nu – af mange, forunderlige og snørklede veje, blandt andet langs slaveruten i Vestafrika – fundet sine rødder i Svestrup på Sjælland.
– Jeg har været på en global rejse, der har lært mig, at vi alle er Guds børn, skabt i hans billede – uanset køn, race og hudfarve, og Gud ønsker at lede os, siger den 47-årige Kojo til Udfordringen, da vi mødes i Fælleskirken i Ølstykke.
Kojo Agyeman Jantuah er fra Ghana. Han trådte sine barnesko i Ghana og Israel. Men han har nu – af mange, forunderlige og snørklede veje, blandt andet langs slaveruten i Vestafrika – fundet sine rødder i Svestrup på Sjælland. Det har været en episk rejse, der har hjulpet ham til at opdage sin identitet.

Han var kun 11 år, da hans mor og bedstemor fortalte ham, at den mand, som han kalder far, ikke er hans far. Hans biologiske far var medlem af den kongelige familie fra det tidligere Ashanti-kongerige. Han var farmaceut og advokat og havde været minister i præsident Kwame Nkrumas sidste regering. Nu ønskede han at se mig.
– Jeg er født i Ghana, fortæller Kojo og fortsætter:
– Men jeg levede mine første år i Tel Aviv i Israel, hvor min stedfar var diplomat, og mine erindringer fra min barndom indeholder 6-dageskrigen i Israel; tv- billeder af Moshe Dayan med klap for øjet og den ”gamle kone”, Golda Meir; soldaterne i gaderne; også kvindelige soldater. Jeg kan stadig for mit indre øre hører tonerne fra Yerushalayim shel zahav (Jerusalem af guld). Jeg var i landet, hvor det hele begyndte.
Det var meget formelt, da jeg skulle møde min bioloigiske far første gang. Jeg blev placeret i én stue, mens de voksne talte sammen i en anden, og først bagefter kom jeg ind og så min far. Jeg boede sammen med ham og hans nye kone i et par år og vendte så tilbage til min morGhana.

Juleaften i 1973 kunne man møde Kojo som Kong Herodes i et krybbespil i Methodist Episcopal Zion kirke Mamprobi i Accra. Hans mor var uddannet musiklærer og fungerende skoleinspektør. Hun havde inspireret ham til at synge solo i den samme kirke, og i mange tilfælde for en fyldt kirke. Kojo siger om begivenheden:
– Jeg følte mig, som teenager, meget nervøs på grund af den opmærksomhed, som hendes smukke stemme gav, når vi – hendes tre sønner – sad dér ved hendes side på kirkebænken. Præsten nævnte mit navn i sin prædiken den nat og roste mig for min strålende optræden i spillet. Instruktøren opfordrede min mor til at sende mig på dramaskole.
– Når jeg ser tilbage nu, har jeg været på scenen i mine egne dramatiske livsbegivenheder lige siden.
– Dengang vidste jeg ikke, at jeg på en kold novemberdag i 2010 frivilligt skulle deltage i et gospelkor i Fælleskirken i Ølstykke i Danmark! Ved denne lejlighed stod der en dansk mand ved min side og beundrede min gode sangstemme. Efterfølgende inviterede han mig til sit hjem for at øve og synge med sit band.
– Det var imidlertid min indre stemme, der førte mig til Danmark og Ølstykke. Det har været en stemme, der forenede min personlige, nationale og globale historie.
Kojos levede sine første år i Tel-Aviv, Israel, hvor hans forældre var på en arbejdsmæssig diplomatisk rundtur.
I en alder af 21 år forlod Kojo sit hjem i Ghana og krydsede med succes Sahara-ørkenen. Dette blev en barsk tur, en del af vejen til fods. Det var ad den rute, hvor de afrikanske slaver blev transporteret til Middelhavet i århundreder.
– Den dag min morfar blev begravet, opdagede jeg, at nogle af mine slægtninge var lysere i huden, og min mor fortalte mig, at jeg havde en dansk forfader. Min oldemors bedstefader var dansk, fortæller Kojo og fortsætter:
– Min oldemor hed Augustine Ablewoga Swedstrup. Den dag besluttede jeg, at jeg en dag ville rejse til Danmark for at lede efter pårørende. Det var her, jeg opdagede, at en indre stemme vejledte mig på denne vanskelige og uforudsete rejse, som gang på gang bragte mig sikkert frem trods mange strabadser undervejs. En dag, da vi hvilede på et øde sted, tog jeg min bibel frem og læste fra Salme 23: ”Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig, din stok og din stav er min trøst”.

I 1998 kom Kojo til Danmark første gang. Han skulle deltage i en stor ungdomskonference. Allerede i lufthavnen følte han, at der var noget genkendeligt på trods af, at det var hans første møde med København. Da han ankom til lejligheden, hvor han skulle bo, genkendte han navnet Niels Christian Hvidt. Han havde nogle år tidligere mødt Nicola Hvidt, Christian Hvidts søster i Schweiz. Nu skulle han bo i Niels Christian Hvidts lejlighed, som blev stillet til rådighed for gruppen. Niels Christian Hvidt læste på det tidspunkt i Rom, og det var, før han skrev bogen om mirakler. Men Kojo så Guds ledelse i at være kommet til denne lejlighed. Og sådan mødte han mange gange Guds ledelse i ”jagten” på sin fortid.

En dag fortalte Kojos mor ham, at han havde en dansk forfader. Hans oldemor hed Augustine Ablewoga Swedstrup. Kojo besluttede, at han en dag ville rejse til Danmark for at lede efter pårørende.

– Efter at have studeret jura og diplomati på universiteter i Storbritannien, organiserede jeg en stor konference i London den 6. november 2001 med titlen ”Slaveri: Set tilbage – og fremadrettet”, fortæller Kojo til Udfordringen og fortsætter:
– I 2003 fandt jeg ud af på internettet, at min danske forfader var løjtnant Johan Wilhelm Svedstrup, der var udstationeret i det daværende danske Guinea (Ghana) fra 1844 til 1849. Svedstrup’s far var kommandør-sergent Erik Nielsen Svedstrup, og hans forfædre blev født i Ølstykke og boede i Svedstrup. Svedstrup modtog Dannebrogsordenen for sin modige indsats for at hjælpe med at stoppe slavehandelen langs Guldkysten.

Samme år fandt Kojo frem til nogle slægtninge i Danmark, og de sendte ham en kopi af et brev, som Svedstrups barnebarn havde skrevet i 1948 til Kojos mors familie. Kojo var på sporet af sine rødder. Og i 2003 gik rejsen til Danmark igen, hvor han besøgte Jørgen Svedstrup og hans familie, og han følte sig straks hjemme sammen med sine slægtninge. De havde altid vidst, at der var slægtninge i Ghana, men først nu mødtes de.

Kojos gode ven, Kjeld Jørgensen på Peter Bangsvej i Købehavn, førte ham på sporet af Fælleskirken i Ølstykke. Hos Kjeld Jørgensen traf han noget familie til Kjeld og blev inviteret til Ølstykke. Her fandt han frem til Fælleskirken, hvor han har nydt godt af fællesskabet, og hvor han også har talt ved en international aften.
– Jeg har altså nu mødt medlemmer af min danske familie. Jeg har også haft kurser på skoler i Danmark for at fortælle om min succesfulde søgen efter min identitet. Den 6. november 2010 ledte jeg en dialog om integration mellem indfødte danskere og ny-danskere i Fælleskirken i Ølstykke. Det var en bevægende begivenhed, hvor ”gamle” danskere og nydanskere bl.a. med muslimsk baggrund delte, hvad der lå på hinandens hjerter. Jeg har fuldendt en cirkel. Vi kan blive fri fra vores ”hyggelige fængsler” eller ”komfortzoner”, som er fyldt med stress og depression ved at følge vores indre stemme, som er Guds talerør.

Kojo skrev en Master’s afhandling om ”Politik for forsoning om den transatlantiske slavehandel” og afholdt en vellykket konference om emnet på Goodenough College i London i 2001. Han arbejder nu som coach for skole- og universitetsstuderende fra Afrika og Vestindien i Londons bydele Bromley og Croydon – det første projekt af sin art i Storbritannien. Men han underviser også rundt omkring i verden under Unescos skoleprogram, har bl.a. besøgt flere skoler i Danmark. Han pendler mellem London, hvor han bor, og København, hvor han skriver en bog om sin rejse, sin livsrejse, tilbage til rødderne. Hvis alt går, som han håber, vil bogen udkomme her i 2011. Kojo siger til Udfordringen:
– Jeg håber, at min historie vil øge kendskabet til arven fra Atlanterhavets slavehandel og det fortsatte behov for forsoning mellem efterkommere af alle involverede i slavehandel. – Afrikanerne, arabere og europæere, der solgte og transporterede dem, og slaveejere. Jeg har arbejdet på at etablere en doktrin om kollektiv skyld som grundlag for forsoning og udvikling. Jeg kalder det ”healing history”. Jeg håber inderligt, at min historie vil inspirere folk til at lytte til den indre stemme, der har ført mig på sådan en fantastisk rejse, min identitetsrejse. Hvis vi virkelig opdager, hvad ”healing history” kan, vil vi have færre problemer, personligt, nationalt og globalt.
Han vil fremover opholde sig mere i Danmark og håber på at få lært sproget, så han også kan gøre sig forståelig på dansk blandt danskere, men han føler sig ikke som dansker, heller ikke som ghaneser, men derimod som et globalt menneske.

Kojo er vokset op i et kristent hjem. De første år levede han i ”Det Hellige Land”, dér hvor det hele begyndte. Han har fra barnsben været vant til at komme i kirke og tilhører African Methodist Episcopal Zion Church. Bibelen er hans følgesvend, og han opsøger det kristne fællesskab, hvor han kommer frem.
– Hvis ikke jeg havde lyttet til Guds stemme, havde jeg ikke fundet ind på denne spændende rejse, og rejsen fortsætter. Jeg skal i gang med også at søge efter rødder på Bornholm. Jeg har helt sikkert meget godt og spændende til gode, slutter Kojo.

Kojo Agyeman Jantuah kommer gerne ud på skoler og gymnasier og fortæller om sin livsrejse. Han kan kontaktes: UK mobile: +44 (0)7951 709 602 – DK mobile: +45 26 91 90 08 e-mail: kojojantuah@gmail.com