Hverdags- kærlighedsdigte

Rig på kærlighed … en interessant titel, som nok kan fange manges opmærksomhed. Med en nysgerrighed over for, hvad kærlighed er for et andet menneske. For mon ikke kærlighed kan defineres og fortolkes, og mon ikke der findes mange udgaver af det så stærke og mægtige ord …Jeg stod spændt med denne lille tynde digtsamling i hånden og glædede mig til at få den åbnet. Spændt på, hvordan et andet menneske beskriver kærlighed og især kærligheden mennesker og Gud imellem. På baggrund af egne erfaringer og inspiration fra Gud har jeg selv fået et par ord i digtform, og det var derfor med stor interesse, at jeg åbnede denne samling af kærlighedsord.
Jeg måtte dog hurtigt sande, at disse digte ikke talte til mig. Digte er en speciel sammensætning af ord, som jeg tror, taler forskelligt til mennesker. Dorthe Hagerups måde at beskrive sin uden tvivl store kærlighed til Gud er for ligetil og for hverdagsagtig til at tilfredsstille mit ellers sultne øje eller berige min nysgerrige sjæl. Når man skriver om noget så banalt som syrener, forårsblomster, regnskyl og nordenvinden, kræver det en form for billedlig tale, tvetydige vendinger eller spændende og lidt krydrede sætninger, og desværre bliver Dorthe Hagerups betragtninger beskrevet for konkret og bogstaveligt.
Jeg er dog overbevist om, at disse digte nok skal tale til nogle mennesker, og rig på kærlighed – det er Dorthe Hagerup, og det er om ikke andet inspirerende. Så selvom digtene ikke rystede mine grundvolde, vil jeg håbe, at der sidder nogen derude, som kan lade sig fascinere af disse ord om livet og i særdeleshed af de små ting i hverdagen, hvor kærligheden gemmer sig.
Anmeldt af Sara Bech

Dorthe Hagerup: Rig på kærlighed 40 sider • 98 kr. • Queenswood