Israel har den norske model for øje ved enorme olie/gas fund

Enorme olie- og naturgas-fund er blevet gjort på israelsk område i Middelhavet og har kastet landet ud i en intens debat om, hvem der skal nyde godt af de kommende milliard-indtægter.Debatten raser om, hvor stor en del af de store beløb skal gå til olieselskaberne, staten eller – landets indbyggere.

Den såkaldte norske model er meget på tale i Israel. Norge har opbygget et fond på 500 milliarder dollars af statens indtægt på 87 procent af gas- olie-udbyttet. Renterne fra dette fond, ca. 20 milliarder dollars årligt, bruges til at fremme undervisning, miljøprojekter og på det sociale område.

Israel er måske i en lignende situation som Norge, og i Israel har man fulgt, hvordan Norges oliemillioner har gjort denne tidligere relativt ubemidlede nation til et rigt land med et bruttonationalprodukt på 53.000 dollars pr. indbygger og med en relativ lav arbejdsløshed. Norge er blevet et land med en af verdens højeste levestandarder, takket være disse naturresourcer.

Og nu melder Israel sig på banen. Der er tale om naturgas-forekomster til en værdi af mindst 45 milliarder dollars. Blot Leviathan-feltet menes at indeholde 453 milliarder kubikmeter gas

Ufattelige tal
De israelske tal er ufattelige. Olie- gas-fundene er en af de største begivenheder i landets blot 63 -årige historie. De menes at være et af de største sådanne fund i verden i det sidste årti. Felterne i Middelhavet 90 km udfor Haifa har et enormt potentiale i form af milliarder af kubikmeter olie- og gas-forekomster i en dybde af ca. 5000 meter under havbunden.

Med vore dages teknik anses det ikke for noget større problem at udvinde disse fossile brændstofressourcer.

Naturgas fremfor olie
I de senere år har det vist sig, at naturgas er at foretrække fremfor brændstofolie eller kul. Mens kul stadig vil være en vigtig energikilde, er olie til elektricitetsproduktion blevet drastisk reduceret og ventes at blive elimineret i en relativ nær fremtid. Dette indebærer en betydelig nedgang i forurening.

Fundene af naturgas har allerede berørt Israel. I elektricitetsproduktionen er brændselsolie allerede ved at blive erstattet af naturgas. I de kommende år vil halvdelen af elektricteten blive produceret med naturgas. Dette vil medføre lavere priser på elektricitet og vand i pumpestationer og afsaltningsanlæg.

Siden Israels oprettelse i 1948 har man jagtet efter olie- og naturforekomster i landet. Der blev boret efter olie i Negevø-ørkenen i den britiske mandatperiode, men fundene var ubetydelige. Siden blev der foretaget omkring 500 prøveboringer på land. Og 60 på havet.

Første gasfund
I 1999 gjorde israeske og udenlandske boreselskaber det første kommercielle gasfund i havet udfor byen Ashdod i det sydlige Israel.

Pludseligt havde man fundet en anden energikilde end solen.

I januar 2009 meddelte et konsortium af israelske og udenlandske boreselskaber, at de havde fundet enorme naturgasforekomster i Middelhavet udfor Haifa. Et af de største fund er Leviathan-feltet 130 km fra Haifa.

Shishinski rapporten
Vel vidende om den potentielle uventede indtægt for staten fra disse fund, blev der nedsat en ekspertkomite for at vurdere økonomien omkring boringen og udnyttelsen af naturrigdommene. I april ifjor indledte komiteen sin opgave under ledelse af den velrenommenerede nationaløkonom, professor Eytan Shishinski fra Det hebraiske Universitet i Jerusalem, der skulle studere anliggendet fra et økonomisk perspektiv.

Ifølge israelsk lov er alle naturressourcer statslig ejendom, og boreselskaber skal have licens og forpagtning for at producere naturgas og olie.

For få uger siden, den 18. januar, gav statsminister Boinyamin Netanyahu sin fulde støtte til Shishinski-komiteens anbefaling om at hæve skatten på gas- og olie-profit.

– Vi må tage os af to store behov, udtalte Netanyahu. Det ene angår selskaberne, der har investeret en masse penge og som fortjener at få en tilbagebetaling. Det andet vedrører israelske borgere, som er ejere af naturressourcerne. Jeg mener, at komiteen har fundet frem til den rette balance mellem israelske borgeres og investorernes behov, og derfor har jeg besluttet helt at godkende komiteens konklusioner.

Han sagde, at han vil oprette et særligt fond for gas- og olie-skattteindtægterne, hovedsageligt til brug for sikkerhed og undervisning. Denne gas, fortsatte han, skal bruges til at fremme vores naturlige ressourcer, som er vores unge generations og fremtidige generationer talenter og evner. Gas-indtægterne skal være for Israels fremtid. Fonden skal investere i underskoler og gymnasier, og nogle af pengene skal gå til forsvaret.

Netanyahu fik megen ros af pressen for sin klare holdning – og for ikke at give efter for olie-baronernes krav. Israels største morgenavis, “Ha’aretz”, skrev, at Netanyahu overraskede positivt, at han ikke var ubeslutsom, hvilket havde karakteriseret hans virke hidtil, men at han havde besluttet at gå helt ind for Shishinski-komiteens anbefalinger

Melchior roser beslutningen
En af Israels mest respekterede politikere, den dansk-fødte rabbiner Michael Melchior, der i en årrække har været overrabbiner i Norge, er grundlægger af aktions-organisationen “Israel Civic Action Forum”, som har virket intenst for at skabe et sådant fond til at finansiere undervisning, miljøprojekter og sociale programmer. Han roser Netanyahus beslutning.

– Statsministeren og finansminister Yuval Steinitz udviste mod og beslutsomhed ved at modstå gasselskabernes utålelige pres, siger han. Vi gratulerer dem. Men arbejdet er ikke forbi. I 2002 lykkedes det gasselskaberne at annullere en lignende regeringsbeslutning. Vores aktions-organisation vil fortsætte kampagnen, indtil knesset har vedtaget en fuld lovgivning. Den nationale investeringsfond vil medføre en revolution i vores undervisningssystem.

Melchior har i løbet af sin tid i Norge nøje fulgt hvad der er kommet ud af de vældige gas- og oliefund, der blev gjort i landet i 1970’erne, og hvordan nordmænd har opnået en af de højeste levestandarder i verden takket være dets naturresourcer.

Nu vil han og hans organisation sætte ind på, at noget tilsvarende måske vil ske i Israel.