Kirken i Norge vokser takket være kristne immigranter
De mange kristne immigranter i Norge danner egne kirker. De er årsagen til kirkevækst i Norge. Derimod mister Den norske kirke medlemmer, mens antallet af frikirker er stabilt.
Kirkeplantningsnetværket DAWN har lavet en undersøgelse af tilstanden i norsk kristen- og kirkeliv. Der er både godt og dårligt nyt for kristenfolket i Norge. Den norske kirke mister hvert år medlemmer, mens frikirkerne står stabilt, og nye immigrantkirker vokser frem ved menighedsplantning.
Der findes 1612 kristne fællesskaber og menigheder i Norge, og ca. 210-220.000 mennesker er aktive medlemmer. Der findes mellem 150-200 immigrantkirker, hvor der er 9300 aktive.
Et resultat, som overrasker, er, at andelen af aktive kristne i Oslo er højere end landsgennemsnittet, nemlig ca. 5%. Det skyldes Den Katolske Kirkes medlemstal på 21.000 dér, samt antallet af kristne immigranter i den norske hovedstad. Det er også de 90 immigrant-menigheder, som har stået bag ca. 80% af de nye menighedsplantninger i Oslo i de sidste ti år.
Immigranterne er ikke kun muslimer. Vi ser, at en stor mængde af immigranterne, ca. 50%, kommer fra lande med en kristen kulturarv. Mange udenlandske menigheder sender deres missionærer til Norge og til Oslo. Det viser, at mission i dag går alle veje, ikke bare fra nord til syd, siger Øivind Augland, daglig leder i DAWN Norge, til KPK.
Irene