På vej mod totalt kaos?
Befolkningerne er oprør mod regimerne i flere mellemøstlige lande. Ingen ved rigtig, hvordan det vil ende. Heller ikke for de kristne.Mange steder i Mellemøsten må præsidenterne nu ærgre sig over, at den tunesiske præsident for nogle uger siden gav efter for befolkningens pres og trådte af. Eftervirkningerne af det tunesiske oprør spreder sig øjeblikkeligt som ringe i vandet. Først og fremmest til Egypten, hvor Hosni Mubarak har siddet på magten i årtier, men også til mindre stater som Yemen og det palæstinensiske område.
Overalt spørger eksperter sig selv, om dette bliver en udvikling mod virkeligt demokrati eller blot kommer til at fremme ekstremistiske tendenser endnu mere i et område i Verden, der i forvejen er kendt som en heksekedel for oprør og terrorisme. I Egypten kan begivenhedernes gang pege i flere retninger.
Hosni Mubarak har været præsident i Egypten i 29 år, og hans forlængede præsidentperiode har hævet graden af korruption løbende. Samtidig har Egypten været i konstant undtagelsestilstand siden 1967, en situation, som har gjort arrestationer uden tilstrækkelig information og generel varetægtsfængsling af uønskede personer mulig. Den lave retssikkerhed og en oplevelse af et grundlæggende uretfærdigt styre er noget af det, som bringer den egyptiske befolkning på gaderne og har resulteret i kæmpe demonstrationer mod Mubarak i bl.a. Cairo.
Selvom demonstranterne er enige om, hvad der skal væk, er de ikke nødvendigvis enige om, hvad der skal komme. Den største oppositionsgruppe til præsidenten er Det Muslimske Broderskab, som findes i mange lande og arbejder for en islamisk stat under sharia-lovgivningen.
Men også kristne og muslimer, som ønsker, at islam mere skal handle om det indre end om ydre religiøse former, er med i demonstrationerne, selvom de bestemt ikke ønsker et land under sharialovgivning i stedet for under Mubarak.
Hanne Skovgaard Mortensen er udsendt af Danmission til Egypten og bor i Cairo. Hendes primære oplevelse af situationen er positiv:
– Alt det som skete omkring nytår med de kristne hernede, gjorde de kristne utrygge, men denne opstand er ikke muslimsk, den er folkelig, forklarer hun og giver et eksempel:
– Min mand var nede og kigge på demonstrationerne forleden, og på vejen derned kørte han med en muslimsk taxachauffør, som havde været med til at organisere demonstrationerne. Han havde en pepsi, som han fortalte, at han havde fået af sine kristne brødre til at vaske tåregas ud af øjnene med.
Samtidig oplever Hanne, at nogle af hendes kristne venner er lidt nervøse over, hvad der kommer til at ske:
– Selvom alle har fået nok af Mubaraks politistat med korruption og fattigdom, har han alligevel været lidt tryg for de kristne, fordi han ikke har været direkte negativ, forklarer hun.
Selv ved hun ikke, hvordan det ender:
– Men jeg håber det bedste for det egyptiske folk, det har de fortjent, pointerer hun.
Mubarak meddelte ved en tale den 1. februar, at han ikke genopstiller ved næste valg. Yemens minister fulgte dagen efter med en lignende erklæring.
