Stjernestunder
Af Inge Thomsen, sognepræst i Hjallerup.
Stjernestunder. Sådan kalder vi de øjeblikke eller højdepunkter i vores liv, hvor vi oplever det helt enestående – noget særlig smukt og overvældende.
For mig har vore tre børns fødsel været de største stjernestunder i mit liv. Og mon ikke de fleste har det sådan. Her mærker vi tydeligt, at livet er større end os selv, og at vi ikke selv håndterer det.
En stjernestund var også, hvad de tre disciple, Peter, Jakob og Johannes, en dag oplevede sammen med Jesus. Inden har de vel beklaget sig. Døjet med at se, hvad det skulle være godt for – denne vandren på Galilæas støvede veje. De kolde nætter. Mødet med verdens elendighed og deres egen med.
På en sådan mørk dag tog Jesus de tre disciple til side: Hør, skal vi ikke gå op på bjerget? Og skønt de sikkert først tænkte: Åh nej, flere anstrengelser! Så blev de hurtigt grebet, da Jesus på bjerget begyndte at fortælle om Gudsriget og om Guds omsorg for sit folk.
Og disciplene oplevede nu, hvordan Jesus forvandledes for deres øjne. Hans ansigt lyste som solen selv, og hans klæder blev hvide som lyset. En lysende sky overskyggede dem alle, og der lød en røst fra skyen: Det er min elskede søn. I ham har jeg fundet velbehag.
Matthæusevangeliet 17, 2.
På bjerget, tæt på himlen, stod Jesu guddommelighed lysende klart for dem. Hverdagens bekymringer og besværligheder syntes langt borte. I hvert fald fik disciplene lov at se det hele i et større perspektiv.
Jeg tænker på, om ikke vi kan opleve lidt af det samme, bl.a. ved at gå i kirke. For når livet bliver for stort for os – hvad enten det er i glæde eller sorg – så har vi brug for et særligt sted at gå hen. Et sted, hvor forklarelsens lys kan kastes ind over det liv, vi lever. Mange af vore gamle kirker ligger højt i landskabet, som udtryk for en tro på, at her mødes himmel og jord på særlig måde.
Disciplen Peter ville gerne fastholde den stærke oplevelse ved at slå lejr på bjerget. Men snart efter måtte han igen bevæge sig ned af bjerget sammen med Jesus. Og det første, de mødte dér, var en mand, der kom for at bede Jesus om hjælp til sin syge søn.
For at være Guds søn og at være i hans følge, det betyder at være i verden. En verden, hvor mennesker er i nød, hvor der lides og kæmpes mod lidelsen.
Og denne bevægelse ned ad bjerget er lige så vigtig som at bevæge sig opad. Underforstået: Vi skal ikke svælge i religiøse oplevelser. Men det korte glimt, vi måske fik på bjerget, er ment som en styrke til at vende tilbage til lavlandet igen. For hér venter hverdagen på os, hér er der brug for vores tro, vores håb og vores kærlighed.
Det var der også en munk, der måtte sande. Hele sit liv havde han bedt til Gud om, at han dog engang måtte få lov til at opleve Guds nærvær. Pludselig en dag følte han det meget stærkt og nært. En rigtig stjernestund.
Men så ringede det desværre på klostrets klokke, hvilket var signal til, at han skulle ud og give mad til de fattige. Han var godt nok lidt ærgerlig over afbrydelsen, men efter mange overvejelser besluttede han dog at gå ud og give de fattige mad.
Da han kom tilbage, opdagede han til sin overraskelse, at Gud stadig var lige så helt og fuldt til stede. Og Gud sagde som svar på hans undren: Fordi du gik, blev jeg hos dig. Var du blevet, var jeg gået!
Og sådan er det. Den Gud, der var i verden, og som satte sig selv i de nederstes sted; han sender også os samme sted hen. Og dér kan vi møde ham.
