Håb for ex-børnesoldater i Uganda

Tilgivelse og bearbejdning af fortiden hjælper ex-børnesoldater i Uganda med at komme videre fra en traumatiserende barndom. I Kampala opførte de deres eget barske liv for tusinder af tilskuere. Ugandas tyve år lange borgerkrig skabte flere end 20.000 børnesoldater. Restore Tour er en verdensomspændende turné, hvor fhv. børnesoldater fra det nordlige Uganda synger og fortæller om deres tvungne fortid i oprørsbevægelsen Lord’s Resistance Army.
Guerilla-militsen Lords Resistance Army (LRA) startede i 1986 en oprørskamp mod den siddende regering i Ugandas hovedstad Kampala. Regeringshærens overlegenhed tvang de hårdt pressede oprørere til at indføre en ny taktik, som udmøntede sig i nedbrænding af lokalsamfund og bortførelse af børnene. De kidnappede drenge blev udråbt til soldater, mens pigerne blev givet som sexslaver til oprørslederne. Frikirken Watoto står bag genopretningsprojektet Restore Tour, der siden september har turneret i USA, Canada og England.

Iveren i ansigterne får tilskuerne til at glemme, at det er virkeligt. At børnene fortæller deres egen tragedie som teater.

Det er torsdag aften, og vi befinder os i Kampalas megakirke Watoto, hvor der er plads til mere end 2000 mennesker. Her er højt til loftet, men tætpakket på gulvet, hvor folk sidder på smalle træbænke i begyndelsen af dramaet, overfalder en gruppe oprørssoldater en landsby. Det voldsomme skuespil med skyderi og overgreb afsluttes med en symptomatisk scene, hvor landsbydrengen tvinges til at skyde sin egen far. Første akt bringer stilhed over salen, og der høres kun få og spredte klapsavler. Folk er tydeligvis chokerede over den dramatiske virkelighed, der ligger til grund for teaterstykket. Børnene stiller sig efterfølgende frem til scenekanten for at fortælle publikum om deres personlige oplevelser. I baggrunden kører en videofilm på en storskærm. Her vises tragiske billeder af civile krigsofre, som har fået deres ansigt vansiret af oprørerne. Folk med afskårne læber, ører og næser. Showet afsluttes med en medrivende afrikansk dans og stående klapsalver fra publikum i den store sal.

Bag scenen i det smalle omklædningsrum møder vi projektleder Joseph Ogwal, som går direkte til sagen. ”Projektets mål er at fortælle om de voldsomme overgreb, som fandt sted på børn i Uganda. På vores tur til England og USA opdagede vi, at folks kendskab til krigen og fænomenet børnesoldater var begrænset. Vores show ønsker derfor at vise publikum den sande historie om børns lidelser og fangenskab,” forklarer han. ”Projektet har desuden været en stor hjælp for de 25 børn, som deltager i showet. Mange har set deres familie blive dræbt, levet i et brutalt fangenskab og har oplevet udstødelse fra deres lokalsamfund, når de vendte hjem. Mange lider derfor af posttraumatisk stress, angstanfald og søvnløshed. Men skuespillet har hjulpet dem til at bearbejde sorg og krigstraumer. Det har givet børnene en chance for at forholde sig kritisk og kreativt til deres problematiske fortid,” siger han og holder en pause.

Joseph Ogwal rejser sig for at introducere et af showets deltagere; Michael på 14. Han har ikke nået at skifte fra sit oprørskostume, da han sætter sig ned i stolen overfor. Michael var 9 år, da LRA angreb hans landsby og bortførte børnene. ”Min mor greb fat i mig og ville ikke give slip. Hun skreg til oprørerne, at de måtte slå hende ihjel, før hun ville give slip. Oprørslederen greb fat i hendes hår, og tvang hende ned på jorden. Hans machete huggede begge arme af hende, før hun blev halshugget,” fortæller han. ”Livet i oprørslejren var hårdt. Vi havde ingen mad, så vi var nødt til at angribe de omkringliggende landsbyer. Her tvang oprørslederen mig til at gøre forfærdelige ting, som jeg kun kan bede Gud om tilgivelse for. Jeg har brændt folk levende og tvunget deres efterladte til at spise af deres familiemedlemmer,” siger han nervøst. Han virker anspændt, og Joseph vælger at slutte samtalen her.

Drengene spiller de soldater, som de selv blev bortført af som børn.

Kort efter sætter den 17- årige Flavia sig ned i stolen overfor. Flavia var 7 år, da hun blev kidnappet. ”Jeg var alene med min farmor, da oprørene kom for at bortføre mig. De viste ingen nåde. Min farmor blev tævet ihjel, og nabofamiliens spædbarn blev kastet mod et træ, indtil det døde,” siger hun. ”Livet i fangenskab var frygteligt, og vi blev dagligt udsat for overgreb og voldtægt. Det skete ofte, at børn forsøgte at flygte. Men de blev som oftest omringet af oprørerne, der dræbte dem på stedet, mens resten af børnene i lejren blev presset til at overvære det. En dag var der to drenge, som blev tvunget til at bide en pige ihjel, fordi hun ikke ville stoppe med at græde.
Jeg var 5 år i fangenskab, inden det lykkedes mig at flygte. Da jeg kom tilbage, flyttede jeg ind i Watotos børneby for krigsofre og blev senere udvalgt til at deltage i projekt Restore. Her lærte jeg om tilgivelsens kraft. Den lindrede min sorg og fjernede den selvdestruktive vrede og bitterhed,” lyder den positive konklusion.
Af Jonas Høyer Rohde