Jesus har en plan
Af Børge Haahr Andersen. Rektor ved Dansk Bibel-Institut i KøbenhavnDer lå duelort på trappen i morges. Igen. Uden hensyn sidder duerne på tagryggen og sprøjter farverige og saftige klatter ned på min trappe.
Det hjalp lidt, da jeg så, at nu, hvor sneen er væk, spirer der gule erantis og andre forårsbebudere frem alle steder i haven. Sådan er hverdagen fuld af små fortrædeligheder og små glæder.
Ind imellem fortaber vi os i detaljer, og der skal ofte ske noget dramatisk, før vi stiller os selv de store spørgsmål: Hvad vil jeg med mit liv? Hvad vil jeg nå, før jeg dør?
Søndagens tekst røber, at noget sådant er ved at ske i Galilæa. Jesus er trådt frem, og folk har glemt småtterierne for en stund. For Jesus repræsenterer noget helt anderledes, og hurtigt begynder folk at knytte forventninger til, hvad Jesus kan gøre med deres liv.
Galilæa var en fattig egn i Israel, præget af krig, af sygdom og sult. Det gør mange optaget af Jesus og de uforklarlige kræfter, der gør, at han kan helbrede sygdomme. De er så opslugt af ham, at de helt glemmer at sørge for mad og drikke. Lidt af en udfordring, for ifølge teksten var der omkring 5000 mænd foruden kvinder og børn.
Om vi så havde 200.000 kr. i baglommen, så kunne vi ikke købe mad nok til så mange! siger Jesu discipel, Filip. Og Andreas demonstrerer deres afmagt ved at fremvise en madpakke, som en dreng har haft med. Så lidt har vi.
Vi er her vidner til et lille spil mellem Jesus og disciplene, for Jesus har hele tiden vidst, hvad han ville.
Johannesevangeliet 6, 9.
Lad dem sætte sig, siger Jesus og begynder at bede bordbøn.
Disciplene må have været rystede. Og først da de bagefter får besked på at dele små stumper af drengens madpakke ud til de mange mennesker, bliver de klar over, at et uforklarligt under bliver til mellem fingrene på dem. Der er mad nok. Rigeligt endda.
Også de mange mennesker, som nu får mad, bliver naturligvis overraskede. De vil gerne have, at Jesus skal være tilgængelig, så han kan virkeliggøre alle deres inderste ønsker og drømme. Men det vil Jesus ikke. Han har sin egen plan og udfordrer dem til at følge ham, ikke på egne betingelser, men på hans betingelser. Det ender med et opgør, hvor folket i vrede vender sig fra ham.
Men det gør hans disciple ikke. De lærte noget den dag. De lærte, at Jesus har en plan, men at han ikke altid diskuterer den igennem med dem. Jesus udfordrer dem til at handle i tillid til ham, og gennem deres afmagt og tvivl og mangel på forståelse fører Jesus sin plan igennem.
Endnu har de ikke grebet det, der var Jesu plan for dem og hele menneskeheden. Men de kan ikke slippe Jesus. De ved, han har noget evigt og umisteligt at give dem, så de overlader deres fremtid til hans plan og vilje.
Jesus har forståelse for de nære og jordiske ting i vores liv. Han mætter mennesker og viser, at han har omsorg for den enkelte og vil os det godt, helt ud i de nære ting. Men han har et ærinde, som går dybere end at tilfredsstille menneskers jordiske drømme. Han vil, at mennesker skal få tillid til ham og hans ord, for denne tillid er endnu mere fundamental, end at vores drømme og planer går i opfyldelse.
Har vi først denne tillid og denne forankring af vores liv, så har vi noget, der holder, også når vores jordiske mål og drømme brister.
