Jesus modstod fristelsen
Af Mette Dolberg. Sognepræst ved
Fredens kirke i Svendborg.
Jeg kan modstå alt, undtagen fristelser. Ordene er sagt så rammende af den engelske dramatiker, Oscar Wilde. For er det ikke det, vi så tit gør: modstår alt, undtagen fristelsen?
1. søndag i fasten hører vi om, at Jesus modstår alt, også fristelsen. Af Guds Ånd bliver han ført ud i ørkenen, og efter 40 dage melder sulten sig. Og det gør Fristeren, Djævelen, også.
Tilsyneladende var det venligheden og imødekommenheden selv, han mødte derude. Med gode råd om, hvordan Jesus skulle få mad og magt: Gør stenene dér til brød, så du kan få noget at spise, tilbed mig og jeg vil give dig magt over alle verdens riger og herligheder.
Fristeren lyder ikke som rendyrket ondskab. Men noget er ikke, hvad det giver sig ud for at være. Fristeren taler til selvfølelsen. Han ved godt, at han står over for Guds Søn, som vel burde været hævet over at lide menneskelig nød. Guds Søn har da ubegrænsede muligheder. Hvorfor bruger han dem så ikke? Kom nu! Vi kan næsten høre en slanges indladende hvislen…
Jesus står over for et valg: Vil han bruge sin magt for sin egen skyld, eller vil han være lydig mod sin far og gøre hans vilje? Jesus vælger det sidste. Han vælger at leve som Guds søn, som menneske, og han forsager Djævelen, altså, – viser ham fra sig.
Det kan godt synes mærkeligt, at Jesus skulle fristes og leve et menneskes liv, fuldstændig som vores. Et liv, der rummede tvivl, ridser og revner i facaden, et liv med sår. Vel at mærke uden at han faldt for fristelsen til at sætte sig selv og sit eget i centrum. Fristelsen til at ville være herre i sit eget liv.
Jesus ville ikke opgive at leve og dø som et menneske med alle menneskets begrænsninger. Han ville blive hos dét menneske, der ikke spares for bekymringer, sorger, – og glæder. Ja, han er blevet hos os for at dele ud af alt det, der er til liv for mennesker. Derfor er hans svar til Fristeren, at han er Guds søn, og at han følger Guds vilje.
Vig bort, Satan, siger han, ligesom han senere siger til disciplen Peter, som i bedste mening protesterede imod, at Jesus ville gå vejen til ende. Altså i døden. Også her modstår Jesus den sataniske fristelse til at vælge en mere magelig vej.
Vi kender det liv, – vi lever det selv og kan følge ham dér. Vi kender ikke opstandelsen, men det er vores håb, at vi får lov til at følge ham dér også. Sådan bliver det et glædeligt budskab, at Jesus modstod fristelsen i ørkenen.
Vi kender alle til at blive fristede af muligheden for at hævde os selv på en andens bekostning. Eller til at sige det, andre gerne vil høre for et øjebliks anerkendelse.
Men er vi da ikke selv herrer i vores eget liv? Ja, for at svare på det, kan vi jo spørge os selv, om vi på noget tidspunkt har tænkt, som Paulus gjorde for længe siden: Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.
Så er vi jo ikke frie. Så er vi fanget i alt det, vi ikke kan gøre om. Dét, der skiller ad. Men så er det, at Jesus går vores splittelse i møde og giver os en ny frihed. En frihed, vi har med evangeliet. En frihed, der rummer tilgivelse og nye muligheder. Fordi Jesus kunne modstå alt. Også fristelsen. Netop fristelsen.
