Vær glad!

Mere end 160 videnskabelige undersøgelser viser, at mennesker, som er glade, har det fysisk bedre og lever længere.
Ja faktisk er et glad hjerte vigtigere for kroppen end motion, viser undersøgelserne. Professor i psykologi ved Universitetet i Illinois, Ed Diener, som har sammenlignet de mange undersøgelser, blev nærmest chokeret over, at der var så tydelig en sammenhæng.
En af undersøgelserne fulgte 5000 studenter gennem 40 år. De mest pessimistiske døde også først…
Laboratorieforsøg på mennesker og dyr har vist, at en positiv sindstemning mindsker stress-hormoner, styrker immunforsvaret og er godt for hjertet.
Fedme, madvaner, rygning og motion har ellers været de store emner i diskussioner om sundhed og levetid, men nu er det på tide at opmuntre folk til at være glade, konstaterer professor Ed Diener.
Rapporten publiceres i seneste nummer af ”Applied Psychology: Health and Well-Being”.

Bibelen har i flere tusind år fortalt, at ”Et glad hjerte giver en sund krop, nedtrykthed dræner ens livsmod.”
”Vær altid glade!” opfordres vi til.
Nu er der nok nogle – bl.a. mig selv – der tænker: Det kan man da ikke bare – og så remser vi måske vores bekymringer og besværligheder op. Og der er altid nok – selv om vi ifølge statistikken er blandt dem i verden, som har det bedst. I Afrika har jeg lagt mærke til, at de kristne er meget lykkeligere end vi, selv om de er meget fattigere. De er taknemlige for lidt, hvor vi ofte forventer, at alt skal fungere perfekt – også vejret. Ellers føler vi os snydt.
Men faktisk har glæde og lykke ikke med omstændighederne at gøre – men med, hvordan vi tager livet. Og netop som kristne kan vi altid være glade.
Jesus sagde rent ud til dem, der følger ham: Vær ikke bekymrede for noget – kom til Gud med alt – for han har omsorg for jer.
Det er svært at vænne sig til, ja. Det handler om vores tillid til Gud. Om tro…
Det kræver en beslutning. Og vi kan alle begynde med at sige tak – under alle forhold. Og netop, når man er langt nede.
For så dukker glæden op i mørket.

Af redaktør Henri Nissen