Er der plads til jøder i det nye Mellemøsten?
Kronikken tegner et billede af den historiske og aktuelle situation for jøder i mange af de lande, der omkranser Israel.Da den jødiske stat brød sammen i år 70, og jøderne blev spredt ud over store dele af verden, kom mange jøder til at bo i arabiske lande. Da staten Israel blev oprettet i 1948, opfordrede mange arabiske ledere araberne til at flygte en uges tid, mens de skulle jage jøderne i Middelhavet, og så kunne araberne vende tilbage til deres hjem. Mange af disse arabere og deres efterkommere har boet i flygtningelejre lige siden. Den arabiske verden bruger flygtningeproblemet i kampen mod Israel.
Af Bjarne Nederby Jessen
Tidl. lærer, skolebiblitekskonsulent og missionær på Grønland. Mellemøst-ordfører for
Kristendemokraterne.
I 1948 var der næsten lige så mange jøder, der flygtede fra de arabiske lande til Israel, men de er for længst integrerede i det israelske samfund til forskel fra de arabiske flygtninge.
Men hvad så, er den arabiske verden renset for jøder i dag? Nej ikke helt, men i lande, hvor der tidligere boede rigtigt mange jøder, er der i dag kun få.
Lad os se lidt på den arabiske verden. Arabiske lande i hele Mellemøsten og i Nordafrika oplever uroligheder. Israel National News har bragt en kort oversigt over, hvad der sker med araberne og jøderne i de forskellige stater, og jeg har plukket lidt i det.
Hundredvis af demonstranter er stødt sammen med sikkerhedsstyrker i hovedstaden Algier. De krævede præsident Abdelaziz Bouteflikas afgang. Omkring 100 er blevet arresteret. Bouteflika er gået med til at ophæve den næsten 20 år gamle undtagelsestilstand, som landet er blevet styret af.
Algeriets jødiske befolkning kan spores tilbage til for 2.600 år siden. Efter at Algeriet opnåede uafhængighed fra Frankrig i 1962, udvandrede de fleste af landets 130.000 jøder, der længe havde lidt under lokal antisemitisme. I 1990erne var de fleste af de tilbageværende jøder udvandret. I 1994 erklærede den oprørske Armed Islamic Group krig mod alle ikke-muslimer i landet. Synagogen i Algier blev nedlagt og blev senere moské. Lidt mindre end 200 jøder befinder sig i Algeriet i dag.
Tusindvis af mennesker har marcheret i gaderne og kræver regimets fald. Det lille ø-kongerige (befolkning 1,25 millioner) er blevet styret af den kongelige familie Al Khalifa i næsten to århundreder – siden 1820.
Efter 2. Verdenskrig var optøjer målrettet mod det jødiske mellemklassesamfund. Omkring 1948 forlod de fleste af Bahrains jøder deres ejendomme og rejste til Bombay i Indien og senere til Israel og England. Fra 2008 var der 37 jøder tilbage. Spørgsmålet om erstatning blev aldrig afgjort. I 2008 bad Kong Hamad Bin Isa Al-Khalifa de jøder, der var udvandret, om at vende tilbage.
Urolighederne fortsætter trods af præsident Hosni Mubaraks tilbagetræden. Banker og børsen holdes lukket, mens hæren prøver at tage kontrol, indtil der er blevet udskrevet valg.
I 1956 udstedte den egyptiske regering en proklamation, der erklærer, at alle jøder er zionister og fjender af staten og truede dem med udvisning. Halvdelen af Egyptens 50.000 jøder forlod landet, og 1.000 blev arresteret. Efter krigen i 1967 blev næsten alle egyptiske jødiske mænd i alderen 17-60 enten smidt ud af landet eller fængslet og tortureret. Færre end 100 jøder bor i dag i Egypten.
Titusindvis af anti-Ahmadinejad-demonstranter marcherede i Teherans centrum forleden. Parlamentsformanden gav USA og Israel skylden for protesterne. Oppositionsaktivister fortsætter med at opfordre til flere demonstrationer. Snesevis er blevet arresteret, og to oppositionsledere er blevet sat i husarrest.
Parlamentet fordømmer den zionistiske, amerikanske, anti-revolutionære og anti-nationale indflydelse på de vildledte rebeller, sagde formanden Ali Larijani under en parlamentssamling.
Der har boet jøder i Iran 4.000 år tilbage. I 1948 var befolkningen tæt på 150.000, og i tiden for den islamiske revolution i 1979 var antallet 80.000. Fra da af øgedes jødisk udvandring dramatisk. Vurderingen af vore dages befolkning svinger mellem fra 20.000 og 35.000. Irans jødiske samfund, det største i de muslimske lande, bliver officielt anset for at være en religiøs minoritetsgruppe og er tildelt et sæde i det iranske parlament. Teheran har 11 fungerende synagoger.
Selv om premierminister Nuri al-Malikis regime ikke synes at være i overhængende fare, har tusindvis af mennesker samlet sig i den seneste tid i protest mod fattigdom, høj arbejdsløshed og mangel på fødevarer, elektricitet og vand. Al-Maliki har bekendtgjort en 50% nedgang i sin løn på 350.000 USD, samt at han ikke vil stille op til en tredje valgrunde i 2014.
Irakisk jødedom går mindst 2.600 år tilbage og talte omkring 120.000 i 1948. Næsten alle jøder forlod landet på grund af forfølgelse som følge af Israels Uafhængighedskrig; og i dag er der færre end 100 jøder tilbage.
Der er stadig tvivl om Tunesiens fremtid efter den gennem lang tid siddende præsident Zine El Abidine Ben Alis flugt som et resultat af urolighederne i december, der startede protesterne rundt omkring i Mellemøsten.
I 1941 var Tunesien hjemland for omkring 100.000 jøder og blev et år senere det eneste arabiske land, der kom under direkte besættelse af nazisterne under 2. Verdenskrig. Nazisterne tvang jøder til at bære den gule Davidsstjerne, konfiskerede ejendom og sendte cirka 5.700 jøder til tvungne arbejdslejre, hvor 150 døde i lejrene eller ved bombning. I 1950erne førte antisemitisme og andre former for forfølgelse til titusindvis af jøders udvandring. Hver person fik tilladelse til at rejse med omkring 5 USD af deres egne penge. I dag bor der 700 jøder i byen Tunis og 1.000 på øen Djerba.
Kabinettet, som ledes af premierminister Salam Fayyad, har indgivet sin afskedsbegæring til formanden for PA, Mahmoud Abbas, og Fayyad blev straks genvalgt som leder af den nye regering. Abbas, hvis Fatah-organisation styrer Judæa og Samaria, har opfordret til nye valg – senest i september men Hamas, der kontrollerer Gaza, siger, at de ikke vil deltage.
Der har kun været afholdt mindre demonstrationer, men Abbas-regeringen har været under kritik for de manglende fremskridt i forhandlingerne med Israel, for efter sigende at have givet indrømmelser til Israel samt i lyset af konstant kritik fra Hamas.
Per definition bor der ikke jøder i de PA-kontrollerede områder, men det gør der i praksis. I december 2010 sagde Abbas: Vi har åbent sagt – og vil altid sige: Hvis der er en uafhængig palæstinensisk stat med Jerusalem som hovedstad, vil vi ikke acceptere tilstedeværelsen af en eneste israeler. Nogle måneder tidligere sagde han endog, at han ikke ville acceptere en eneste jødisk soldat i en NATO-fredsbevarende styrke i regionen, men den udtalelse trak han senere tilbage.
Selvom Kong Abdullahs regime ikke står over for nogen akut fare, oplever han folkelige protester, og hans hustru, Dronning Rania, er blevet beskyldt for korruption. Et brev, underskrevet af 36 ledende beduin-repræsentanter siger, at Rania skal tilbagelevere jord og gårde, eksproprieret af hendes familie. Brevet støtter adskillige krav, udtrykt af den islamitiske opposition, og advarer om, at Jordan før eller senere vil opleve de samme demonstrationer som Tunesien og Egypten på grund af undertrykkelse af frihedsrettigheder og plyndring af offentlige midler.
Abdullah har dannet en ny regering som svar på protesterne.
Jødisk historie i det, der nu er Jordan, går tilbage til bibelske tider, da Moses gav tilladelse til, at to og en halv stamme kunne bo der, efter at de havde deltaget i krigen for landet Israel. Gennem århundreder svandt den jødiske befolkning ind til ingenting. I 1930erne anmodede toneangivende beboere i det daværende Transjordan jøder om at komme tilbage for at hjælpe med at genoplive økonomien; men englænderne, som herskede i området, ønskede ikke flere jødisk-arabiske problemer og vedtog love, der forbød jøder at bo der.
Efter at kongeriget Jordan blev dannet, ratificerede de denne lov i 1954 og erklærede, at enhver person kan blive borger, medmindre han er jøde (eller hvis et særligt råd godkender hans anmodning, og han har opfyldt andre betingelser). Jordan har for tiden ingen jødiske samfund.
Moammar Gadhafi, der har regeret landet siden 1969, mødtes i sidste måned med politiske aktivister og journalister og advarede om, at de ville blive holdt ansvarlige, hvis de deltog i på nogen måde at forstyrre freden eller skabe kaos i Libyen. Der er dog en blodig og folkelig opstand i gang i landet i øjeblikket.
I 1931 boede der 21.000 jøder i Libyen 4 % af den samlede befolkning under generelt gode forhold.
I slutningen af 1930erne begyndte det fascistiske italienske styre at vedtage antisemitiske love, og i 1942, da 44 synagoger fungerede i Tripoli, besatte tyske tropper det jødiske kvarter Benghazi og deporterede mere end 2.000 jøder til arbejdslejre rundt omkring i ørkenen, hvor mere end en femtedel af dem omkom.
Efter 2. Verdenskrig fik antijødisk vold og morderiske pogromer mange jøder til at forlade landet hovedsagelig til Israel; og under Gadaffis styre forværredes situationen så alvorligt, at kun 20 jøder var tilbage i 1974. I 2003 forlod den sidste libyiske jøde, 80-årige Rina Debach, landet.
En video er blevet omdelt, som opfordrer til protester og krav om lighed, social retfærdighed, beskæftigelse, boliger, stipendier og højere lønninger, samt forandring, politiske reformer, regeringens tilbagetræden og opløsning af parlamentet.
Før grundlæggelsen af Israel i 1948 var der over 250.000 jøder i landet, men der er kun mellem 3.000 og 7.000 tilbage i dag. I juni 1948 blev 44 jøder dræbt i antisemitiske optøjer, og en storstilet emigration til Israel begyndte. Mellem 1961 og 1964 udvandrede flere end 80.000 marokkanske jøder til Israel; i 1967 var der kun 60.000 jøder tilbage, og fire år senere var dette tal 35.000. I dag er staten Israel hjemland for næsten 1.000.000 jøder af marokkansk afstamning ca. 15 % af landets totale befolkning.
I et forsøg på at afværge demonstrationer trak Assads regering en plan om at fjerne nogle tilskud tilbage. Præsident Bashar Assad gav et sjældent interview til Wall Street Journal, hvori han sagde, at han ville afholde lokalvalg, vedtage en ny medielov og give mere magt til private organisationer.
Store jødiske samfund eksisterede i Aleppo, Damaskus og Qamishli i århundreder. For ca. 100 år siden udvandrede en stor procentdel af syriske jøder til USA, Mellem- og Sydamerika og Israel. Anti-jødiske følelser nåede i slutningen af 1930erne og i begyndelsen af 1940erne et højdepunkt. Aleppo-pogromen i december 1947 den tredje i 100 år efterlod mange døde, hundredvis af sårede og et ødelagt samfund. Endnu en pogrom i Damaskus i 1949 kostede 12 jøder livet. I 1992 fik de få tusinde tilbageværende jøder tilladelse til at forlade Syrien, så længe de ikke tog til Israel. Der bor i dag ganske få jøder i Damaskus i Syrien.
Her har vi set sammenstød mellem pro- og anti-regeringsdemonstranter i hovedstaden Sanaa. Flere er blevet såret, da 3.000 aktivister forsøgte at marchere mod præsidentpaladset. De kræver, at præsident Ali Abdullah Saleh, der har været ved magten i 32 år, trækker sig tilbage.
Mellem juni 1949 og september 1950 blev 49.000 yemenitiske jøder flertallet af landets jødiske befolkning transporteret til Israel i Operation Magic Carpet (Operation det Magiske Tæppe). Kun få snese for det meste ældre jøder er blevet tilbage i Yemen.
Midt i de arabiske krav om the restitution af arabiske flygtninge fra krigen i 1948 er det stort set glemt, at omkring dette tidspunkt levede flere end 870.000 jøder i de forskellige arabiske lande. I mange tilfælde blev de forfulgt politisk og fysisk, og deres ejendom blev konfiskeret; og omtrent 600.000 jøder søgte tilflugt i staten Israel, hvor de for længst er integreret i det israelske samfund.
