Joan og Joyce venner på tværs af hudfarve og landegrænser
Joan Sørensen er dansk, og Joyce Bukenya er ugandisk. Alligevel har de to piger fået et venskab for livet på trods af kulturforskellene.- Tit om aftenen, når vi er sammen, er vi så trætte, at vi bare griner af alting, vi kommer i tanke om. Det meste af det er pølsesnak ikke noget seriøst, smiler Joyce, som snakker engelsk til mig bortset fra ordet pølsesnak. Det er på dansk. Joyces fulde navn er Joycena Bukenya. Hun er ugander, fra Masaka, hvor hun er leder af Café Frikadellen Child Care Denmarks café ved deres hovedkontor.
Hendes bedste veninde er Joan Sørensen, som kommer fra Roskilde i Danmark. Siden 2006 har hun brugt sammenlagt omkring tre år i Uganda som volontør i Child Care Danmark. Joan er 28, og Joyce er 24.
– Jeg havde egentlig aldrig forestillet mig at ende i Afrika, men efter et ophold på Powerskolen blev det tydeligt for mig, at jeg skulle til Uganda. Jeg tror, det var Helligånden, som opmuntrede det, forklarer Joan.
Joan og høj og lys, Joyce er lille og mørk. Alligevel gik der ikke længe, før deres venskab begyndte.
– Jeg spiste næsten hver dag frokost i Café Frikadellen og lagde hurtigt mærke til Joyces evne til at få mennesker til at føle sig godt tilpas og velkomne. På mystisk vis kom vi tit til at sidde og snakke sammen. I begyndelsen var jeg ikke så fri og frimodig til at fortælle om mit liv, men det lod Joyce sig ikke hindre af, husker Joan. Joyce fortsætter:
– Jeg blev venner med Joan, fordi hun er så sød og har en dejlig personlighed og er let at være sammen med, forklarer Joyce og fortsætter:
– Jeg tror, at det er Gud, som har givet os det her venskab.
Både Joan og Joyce er taknemmelige for deres venskab med hinanden og oplever det som noget helt særligt.
Joan kan tale længe om alle Joyces kvaliteter, både som ven og som en anden kristen at stå sammen med.
– Jeg beundrer Joyce for hendes appetit på livet og hendes drive efter at opleve ting og leve fuldt ud. Også hendes måde at komme andre i møde på er meget inspirerende, fortæller hun. Joyce værdsætter også Joans personlighed.
– Jeg elsker, at hun er så ukompliceret. Vi kan bare være venner uden hele tiden at skulle løse problemer. Og så har hun bare været trofast i vores venskab, det er dyrebart, konkluderer Joyce.
I Uganda bliver hvide mennesker kaldt mzunguer og ofte lagt meget mærke til og behandlet anderledes end alle andre. Alligevel griner Joyce, da hun bliver spurgt, om kulturforskellene giver udfordringer i deres venskab:
– Jeg har aldrig tænkt over, at det kunne være udfordrende med Joan, for vi svinger så godt sammen, og vores venskab bliver bare smukkere for hvert år, der går, forklarer hun.
Joan uddyber lidt:
– Som tiden går, tænker jeg næsten ikke længere over, at vi har to forskellige kulturer. Og jeg tror ikke, at Joyce praktiserer de dele af hendes kultur, som kunne være blevet udfordrende for vores venskab. En lille udfordring er måske, at jeg har prøvet at opholde mig for en tid i Joyce´s hjemland og efterhånden kender en hel del til den ugandiske kultur. Hvilke problemstillinger mange ugandere går igennem med hensyn til fattige kår, og så videre. På den måde er det måske med tiden blevet nemmere for mig at forstå, hvad hun og mange andre gennemgår i løbet af deres liv.
– Joyce har endnu ikke rejst udenfor Afrikas lande, så kun ved at se billeder og høre fra andre har hun et begreb om, hvilket samfund jeg kommer fra i sammenligning med hendes eget. Det har ofte været en stille drøm for mig i mit hjerte, at Joyce en dag får mulighed for at rejse til Danmark og se mit hjemland. Der er så meget, jeg gerne vil vise hende. Min familie, min barndomsby, havet, sneen om vinteren, og så videre, forklarer Joan.
Det er tydeligt, hvor meget de begge værdsætter venskabet. Joan forklarer det sådan her:
– Det har strejfet mig, at det ofte kun er få venner, man virkelig kan tale med om næsten alt. Det er guld værd, når man har sådanne venner! Joyce er helt enig:
– Joan er min bedste ven, og jeg elsker at tale med hende om alting., Det er utroligt. Når hun har været væk i noget tid og kommer tilbage, så snakker vi løs, og nogle gange griner vi sådan, fordi vi bare hopper rundt i samtaleemner, før vi kommer tilbage til det, vi startede med. Vi elsker at snakke sammen.
Selvom Joan har brugt flere perioder i Danmark i løbet af årene, er deres venskab ikke gået i glemmebogen.
– Vi har ofte sendt breve og pakker til hinanden, når jeg har været hjemme i DK. Så har vi ligesom kunnet holde det hele ud, når vi ikke lige har haft mulighed for at sætte os ned og snakke. Så er det jo også en hjælp, at Facebook eksisterer, så vi af og til kan kommunikere med hinanden, forklarer Joan. Joyce tager over:
– Jeg synes, det er den største udfordring i vores venskab, at Joan tager til Danmark, for det er bare ikke det samme at kommunikere over Facebook. Jeg savner hende virkelig meget, når hun er væk, indrømmer Joyce, som samtidig er sikker på, at deres venskab ville overleve, selvom Joan boede i Danmark.
– Det slutter aldrig. Vi kommer til at holde af hinanden for evigt. Så hvis hun flytter til Danmark, betyder det da ikke, at vi holder op med at være venner. Joan giver hende ret:
– Jeg tror helt sikkert, at vores venskab vil forblive, selvom jeg rejser hjem til Danmark. Jeg tror, at vores venskab er en gudgiven gave, som vil være en velsignelse for resten af vores liv.
