Karismatisk sværvægter til SommerCamp
John Arnott fra den såkaldte Toronto-velsignelse taler ved Pinsekirkernes SommerCamp i juli.
Befriende latter. Himmelsk fred. Og et postyr af en anden verden.
Det var nogle af ingredienserne i den såkaldte Toronto-velsignelse i 1990erne. Mennesker blev befriede fra års angst, depression og det, der var værre, da Helligånden overvældede dem. Folk, som ikke havde smilet eller leet i årevis på grund af overgreb, kunne nu le i timevis.
The Toronto Blessing var virkelig en velsignelse for mange, og naturligvis også kontroversiel med de meget utraditionelle og lange møder hver dag i ugen gennem flere år.
Hovedfiguren i bevægelsen var John Arnott, præst i Toronto Airport Christian Fellowship (TACF). John Arnott formidler fortsat Guds faderkærlighed til glæde og gavn for millioner af mennesker verden over sammen med sin kone Carol. Og parret gæster pinsekirkernes SommerCamp i Mariager den 9.-15. juli.
John er uddannet på Ontario Bible College og havde derefter en succesrig karriere i forretningslivet. På en missionsrejse i Indonesien 1980 oplevede parret, at Gud kaldte dem til at tjene ham på fuld tid. Hjemme igen startede de Jubilee Christian Fellowship i Stratford, Ontario, og grundlagde derefter TACF i Toronto i 1994.
John er kendt for sin undervisning om Faderens kærlighed, nåde og tilgivelse. Han har en særlig evne til at rådgive og videregive redskaber til, at Helligåndens kraft kan manifestere sig i den lokale kirke. Carol underviser især om nærvær og fordybelse. Hun ønsker at føre mennesker ind i et inderligt kærlighedsforhold til Jesus.