Kristendommen stortrives i verden
En tredjedel af verdens befolkning er kristne, og hver dag kommer der omkring 80.000 nye kristne til rækkerne. Det er især på den sydlige halvkugle, hvor kristendommen er på fremmarch, mens Vesten sakker agterud. På trods af megen snak om radikalisering og om islams fremmarch ud over den arabiske verden, så holder kristendommen stand. Kristendommen er ikke under mere pres, end den var for 100 år siden, viser nye tal.
Procentdelen af kristne i verden er nærmest uændret, i forhold til målinger foretaget for 100 år siden. Således var andelen af kristne i verden dengang en tredjedel, ligesom den også er det i dag.
Det vil sige, at ud af verdens cirka 6,7 milliarder mennesker, så er omkring 2,3 milliarder af dem kristne, og af dem går 1,5 milliarder i kirke regelmæssigt. Det viser nye tal fra en rapport, der er udarbejdet af International Bulletin of Missionary Research. To tredjedele af jordens befolkning er altså ikke kristne, og af dem er cirka 1,6 milliarder muslimer, 951 millioner hinduer og 468 millioner buddhister.
Selvom man måske skulle tro det her i Danmark og Europa, så går det ikke så godt for verdens ateister. Der er godt 137 millioner ateister på verdensplan, men de bliver færre og færre. Således bliver der 300 færre ateister hver dag, mens der bliver 80.000 flere kristne og 79.000 flere muslimer hver dag. Langt den største andel af ateister findes i Europa og de andre vestlige lande.
Generelt trives religion rigtig godt i lande på den sydlige halvkugle, mens det sekulariserede Europa menes at have den største procentdel ateister.
Kina er et af de lande, hvor kristendommen stormer frem. Hvis udviklingen holder, vil Kina inden længe blive det land i verden med flest udøvende kristne. Latinamerika topper listen over at have en stor procentdel kristne.
I Afrika glider naturreligion og lignende mere i baggrunden, sådan at folkene på det store kontinent nu enten er kristne eller muslimske.
I offentligheden i USA er der ofte ophedede diskussioner om, hvorvidt landet bliver mere eller mindre religiøst. Ingen af delene er dog korrekte ifølge målingen. For USA er i dag hverken mere eller mindre religiøst, end det var for 70 år siden.
Der kommer mange tusinde nye kristne til hver dag, men der er også flere, der bliver slået ihjel på grund af deres tro. I løbet af de sidste ti år har International Bulletin of Missionary Research registreret en million kristne martyrer.