Liliana: Fra usselhed til storhed
Liliana Widinbergs liv har været fyldt med forkastelse, destruktivitet, misbrug, nedture og håbløshed.
Men et tilfældigt tv-program om Jesus blev begyndelsen på en rejse mod livet.
– Jeg kan sige med sikkerhed, at det kun er Jesus, der virker, for jeg havde prøvet alt.
– Jeg har gået til psykiater, psykoterapeut, psykolog, utallige terapiformer, og så har jeg også prøvet alt åndeligt. Scientology, shamanisme, buddhisme og alt muligt New Age-halløj, fortæller Liliana Widinberg.
Hun sidder i sin lejlighed ved Østerport med udsigt over Østre Anlæg og omkring 4 meter i loftshøjde. På væggene hænger portrætter af hende og hendes datter. Der er orange og turkise puder i sofaen, fladskærm på væggen og en udstoppet påfugl i hjørnet. Liliana sidder med en naturlig elegance og energi og fortæller om et usædvanligt liv, der tog sin begyndelse i Bulgarien for lige knap 50 år siden.
– Min mor giftede sig med min far af praktiske årsager, og jeg var ikke ligefrem et drømmebarn. Jeg fik meget kærlighed af min far, men da jeg var 3 år, sygnede han hen og døde. Min mor har senere fortalt mig, at det var en meget traumatisk oplevelse for mig, begynder Liliana.
I begyndelsen af 60erne var det ikke nogen spøg at blive enke uden formue i Bulgarien. Lilianas mor var blot syerske og havde ikke selv økonomisk mulighed for at skaffe de to tag over hovedet. Derfor gik hun til sin tante og lavede en arbejdskontrakt, hvor hun kunne få husly mod at hjælpe til, men der var ikke plads til Liliana, så hun kom på børnehjem.
– Jeg har svært ved at forstå, hvordan hun kunne gøre det. Men jeg tror, min mor er en praktisk kvinde, som følte at hun tog ansvar og fandt den løsning, som kunne give os begge tag over hovedet og mad, konstaterer Liliana.
Børnehjemmet var en forfærdelig oplevelse for hende. Det kørte efter kæft trit og retning, og alle havde uniformer på og sov på sovesale. Og man fik bank, hvis man ikke opførte sig ordentligt.
– Jeg var ensom og desperat og syg hele tiden. Når et barn på 3 år ikke får fysisk omsorg går det i stå, forklarer Liliana.
Selvom hun ikke var særlig gammel, forsøgte hun at flygte nogle år senere under en udflugt til en park sammen med nogle venner. Flugten endte dog med, at hun faldt i vandet fra en jernbanebro og kom på sygehuset – kun for at komme tilbage til børnehjemmet igen bagefter.
Først da Liliana var 7 år og skulle i skole, kom hun hjem til sin mor igen. Tæsk og fysisk misbrug var hverdagskost -og opdragelsesmetode. Had, kærlighedsløshed og forkastelse var den almindelige atmosfære i opvæksten.
– Men selvom vi havde tag over hovedet hos min mors onkel og tante, var vi hjemløse. Nogen gange sov vi på en madras på køkkengulvet, andre gange sammen på 70 cm briks i et værelse. Vi havde aldrig noget, der var vores. Og selv i dag kan jeg sove fra hvilken som helst larm, for det vænnede jeg mig til dengang. Jeg lukker bare af og sover, forklarer hun.
Hendes mors onkel misbrugte også Liliana seksuelt i flere år. Indtil hun blev stor nok til at forstå, hvad der foregik. Så stoppede det. Men hun vidste ikke, at der var noget der hed incest.
– Det var først da jeg kom til Danmark som 18-årig, at jeg fandt ud af, at det var forkert og traumatiserende. Al den forkerthed, skyld og krænkelse inden i mig kom fra det, men ingen talte om den slags i Bulgarien den gang, konstaterer hun.
Samtidig var Liliana en succes i skolen. Hun fik de bedste karakterer og gik bevidst efter at blive veninder med pigerne fra de bedste hjem.
– Så kunne jeg være lidt i deres hjem, og mærke hvordan det var, og blive smittet lidt, husker hun. Samtidig var hun fyldt af et dybt sort ensomt mørke. Og fik tidligt et misbrugsmønster.
– I slutningen af teenageårene røg og drak og festede jeg. Jeg gik helt amok og lavede sådan en sjov festpersonlighed, som kunne få folk med på hvad som helst, forklarer hun og fortsætter:
– Jeg var ikke prostitueret, men jeg levede af en rig gift elsker, som underholdt mig.
– Jeg havde en stærk selvmordsdrift, jeg kunne ikke se noget håb: Der var så meget smerte inden i mig. Nogen gange tænker jeg, at det største mirakel med mig er, at jeg findes. Der var ikke et område i mit liv, der fungerede. Jeg så rigtig godt ud, men det var en ulykke, for jeg brugte det til at manipulere mænd med, konstaterer Liliana, som også stjal for at få råd til sin livsstil.
Da hun var 18 år, mødte hun en dansk jurastuderende, som forelskede sig i hende. Og da hendes familie gerne ville af med hende, og hendes mor så det som en praktisk løsning, blev hun gift. Med en mand, som senere viste sig også at være alkoholiker. Sådan kom Liliana til Danmark i 1979.
Det var et stort kulturchok for hende, og selvom hun begyndte på flere uddannelser måtte hun stoppe med meget af det igen. Traumerne fra hendes fortid og alkoholmisbruget hindrede hende i at fuldføre noget og sendte hende ud i en søgen efter håb og indre heling.
Ægteskabet gled ud i sandet, og Liliana endte i en lille etværelses lejlighed på Amager. I weekenderne måtte hun af og til ud at samle flasker om natten, og hendes traumatiserede liv ramte bunden. Liliana søgte efter heling overalt. Hun gik i psykiatrisk behandling og var i 10 år på antidepressiv medicin. Det fysiske helbred begyndte også at krakelere, som resultat af et destruktivt liv i misbrug. Liliana opsøgte coaching, div. selvudviklings- -kurser, dyrkede nye og gamle religioner. Prøvede ALT – Men intet hjalp. Det store sorte mørke inden i hende var der stadig og voksede hele tiden.
– Jeg besluttede mig for at begå selvmord og gik i gang med at undersøge mulighederne. Det gav mig lidt fred at have taget den beslutning, forklarer Liliana.
Men Gud havde andre planer. Hun brugte en del tid på at se sæbeoperaer. Og en dag blev der sendt sådan en amerikansk vækkelses-prædiken bagefter, uden at hun fik slukket.
– Jeg kan huske, at manden talte højt, og jeg blev helt paralyseret, og så begyndte jeg at græde i en uendelighed. Han sagde,at når alt var håbløst, kunne man række ud efter Jes-us. At Gud var der. Midt i al min søgen havde det ligesom ikke været en option. Jeg havde prøvet alt undtagen dét. I min opvækst havde Gud bare været et teoretisk ord og Jesus en souvenir. Men manden må have sagt noget om at bede, for jeg begyndte at bede, bede, bede til Jesus hver dag. Jesus red mig frels mit liv jeg vil gøre alt for dig gør hvad du vil red mig! Jeg klamrede mig til det, som en druknende, der finder en træstamme, husker hun.
Det er omkring 20 år siden nu, og lige så langsomt begyndte forandringerne i Lilianas liv.
– Det første Gud tog fra mig var alkoholmisbruget. På en eller anden måde havde jeg aldrig anerkendt, at jeg var misbruger. Men en dag jeg var på vej til fest, viste Gud mig det. Jeg havde bare tænkt, at alle drikker, og det gør jeg også. Men efter Gud havde vist mig det, drak jeg ikke sprut længere. Jeg drak et glas vin eller to, men det kan jeg heller ikke længere. Min krop vil ikke have det, fortæller Liliana, som oplevede at Gud én efter én fjernede hendes mange store misbrugslaster. Samtidig begyndte den kreativitet og de gaver, hun havde haft fra sin fødsel at fungere. Liliana begyndte at male. Og fik et galleri lige ved Marmorkirken. Her solgte hun mængder af billeder til høj pris, og lige pludselig var hendes økonomiske skæbne begyndt at vende.
– For mig er al økonomisk velsignelse Guds godhed og hans svar på mine bønner. Han genoprejser og restaurerer efter al smerten, der har været i mit liv, forklarer hun. I denne periode mødte hun også sin kæreste og for 15 år siden fik hun en datter.
– Jeg havde aldrig rigtig tænkt på at gå i kirke, selvom jeg troede på Jesus. Men til min datters barnedåb rørte præstens prædiken mig meget, så jeg begyndte at komme fast i kirken. Og blev også introduceret til Bibelen og hele historien der. Hvordan alting hænger sammen. Og jeg slugte det råt, fortæller hun.
Liliana blev så betaget af præstens prædikener at hun lavede et maleriprojekt over det. Til sidst oplevede hun, at Gud stoppede det, fordi det var blevet til menneskedyrkelse. Lidt senere kom hun med i et gospelkor, som en dag skulle ud at synge i Københavns Frikirke. Her blev hun ramt af prædikenen og gik frem til forbøn og mærkede Guds kraft meget voldsomt.
– Jeg var vant til at sidde fredeligt på tredje række i folkekirken og følge liturgien, så frikirken skræmte mig lidt. Men jeg vidste, at jeg skulle være der, så jeg sad helt nede bagved i flere måneder og undrede mig over, hvad jeg lavede dér, smiler hun.
For syv år siden kom der et nyt vendepunkt i hendes liv, da hun besluttede at blive døbt.
– Det blev begyndelsen til, at Jesus gennemgik alt i mit liv igen. Og viste mig, hvad jeg skulle gøre op med og omvende mig fra, forklarer hun. Blandt andet måtte hun igennem et åndeligt opgør med alt det nyreligiøse, som havde været inde i hendes liv.
– Og for nyligt mindede Gud mig om at rydde op i min bogreol. Jeg var chokeret over, hvad jeg fandt der. Hare Krishna bibel, Profeten Rumi, Buddha og nærmest alt inden for New age, var repræsenteret. Alt røg ud. 7-8 store sække fyldte med bøger. Jesus sagde Ud, forklarer hun.
Samtidig med at ting skulle ryddes ud var der andre ting, der begyndte at dukke op.
– Mine nådegaver begyndte at fungere. Gud har givet mig en særlig åbenbarings- og profetisk gave, og mennesker begyndte at spørge mig til råds og jeg vidste pludselig præcis, hvad jeg skulle sige til dem, husker hun.
Liliana måtte også stoppe galleriet, fordi det var blevet til dyrkelse af hende selv, og hun oplevede, at Gud ønskede, at alt skulle give ham ære. I stedet for blev hun change navigator. Jesus-coach kalder hun det selv, for hun fik visdommen ved at bede til ham.
– Jeg gik fra at være det værste afskum til at være et kæmpe forbillede for mange mennesker. Jeg, som selv havde levet det værste liv af alle og levet så usundt, som man kan, kom til at vejlede andre om kost og livsstil. Og når folk intet håb havde, viste jeg dem hen til Jesus. Og så blev der mirakler, for det gør han, smiler hun.
Liliana ønsker at give Gud æren for alt, hvad hun er og alt, hvad hun har.
– Nogen gange synes jeg, det mest utrolige er, at jeg findes. At jeg ikke er død eller er spændt fast til en briks et sted. Det er virkelig, fordi Jesus tog sig af mig, længe før jeg kendte ham eller troede på ham, fortæller hun.
Også deres smukke lejlighed er for Liliana et bevis på Guds godhed:
– Jeg var hjemløs hele min barndom, og nu bor jeg det dejligste sted. Han har forvandlet al min usselhed til storhed, konstaterer den smukke kvinde. Selvom hun snart er 50 er der ikke mange rynker, og det er vanskeligt at se årtiers misbrug og usund livsstil i hendes ansigt. Jesus har taget mig på en fantastisk genoprettelses- rejse igennem alle områder af mit liv.
– Jesus har forvandlet alt i mit liv. Han er det største, som er overgået mig! Jeg elsker ham af hele mit hjerte. Jeg har udviklet mig fra blot at være Jesus-troende til at være Jesus-praktiserende. Der er ingen, der kan blive perfekt, men jeg ønsker at stå så fri så muligt foran Jesus. Og bare være lydig mod ham uanset hvad det koster. Han må bruge mig til, hvad han vil. Jeg skylder Jesus mit liv.
