Livet er ikke bare dagene der går?
Vi har alle sammen set den reklame, tror jeg. I hvert fald os der ser tv. Hvor skuespilleren hopper i poolen på ferien, mens en behagelig oplæserstemme i baggrunden bekendtgør, at livet ikke bare er dagene, der går, men de dage, man husker. Underforstået: Hverdagene er mere eller mindre ligegyldige, bare vi holder nogle fede ferier. Og den reklame provokerer mig helt vildt.
For det første, hvis man ikke har gode og vigtige hverdage sammen, så bliver ferien meget vanskelig at gøre mindeværdig. Hvis man ikke nyder hinanden som familie, ægtepar osv, og der ligger masser af konflikter i hverdagene, som ikke er løst, så bliver det først tydeligt, hvor skidt det står til, når man tager på ferie sammen og skal være sammen 24/7. Eller hvis hverdagene er meget på det jævne, og så man forventer det helt vilde på ferien, så skal alle enten tage nogle fede facader på, eller også falder det fuldstændig igennem. Ferier bliver jo ikke gode, bare fordi man bruger sindsyge pengebeløb på dem.
For det andet, det er da hverdagene, som livet består af. Kom ikke til mig og sig, du har et godt liv, hvis hverdagene bare er noget, du skal have overstået for at nå hen til ferier og andre højdepunkter.
Faktisk tror jeg, at sandheden er lige præcis omvendt af, hvad reklamen siger: Livet er ikke bare de dage, du husker, det er først og fremmest alle de hverdage, som bare går.
For jeg tror, at hvis vi lever livet og griber øjeblikket i dagene, der bare går, hvis vi husker at stoppe op og kysse den, vi er gift med, nyder naturen, når vi er på vej på arbejde, tager os tid til at lege gemmeleg i ti minutter med vores børn, hygger os, når der skal handles ind, værdsætter huset eller lejligheden, mens vi gør den ren, så får vi også gode ferier sammen. Men selv hvis vi ikke har råd til gode, fede ferier, så kan hverdagene blive bedre end mange ferier. Livet er i høj grad, hvad vi gør det til.