Den Norske Kirke laver om på gudstjenesten
Mere inddragelse af menigheden og større engagement i gudstjenesten. Det er nogle ordene bag reformen af gudstjenesten i Den Norske Kirke, der blev besluttet for nylig. Gudstjenesten i Den Norske Kirke, det der svarer til Folkekirken herhjemme, reformeres. Reformen har været undervejs i otte år, og den har til formål at give menighederne mere indflydelse på gudstjenesten og gøre kirken som institution mere demokratisk. Det er dog usikkert, hvad det vil betyde i praksis.
Valgfrihed, inddragelse, lokal variation og medlemsindflydelse. Hovedformålet med gudstjenestereformen er, at menighedsrådene og faste kirkegængere skal være med til at planlægge og gennemføre gudstjenesten. Præsten og kirkens ansatte skal altså ikke længere stå alene med ansvaret.
Det vil skabe større engagement for kirken og muligvis også lokke flere mennesker i kirke. Det er i hvert fald håbet bag reformen, som blev påbegyndt i 2003, da unge kristne forslog en række ændringer i gudstjenesten.
Menighederne skal blandt andet bestemme, om det er den nye eller gamle version af Fadervor, der skal bruges i kirken.
Reformen giver også mulighed for, at de enkelte menighedsråd kan vælge mellem forskellige formuleringer af bønner og lovsange.
Der bliver også åbnet op for, at lokale traditioner inden for musik og kunst i kirken kan bevares og endda spredes til andre kirker, såfremt de ønsker det.
Der er også en ny salmebog på vej.
Øvelsen går ud på at gøre statskirken mere tidssvarende og også nemmere at forholde sig til for kirkefremmede.
Hvorvidt det rent faktisk kan få flere i kirke er uvist, ligesom det også er uvist, om menighederne vil udnytte den større bevægelsesfrihed.
Reformen kommer efter længere tids debat om Den Norske Kirke.
I 2008 besluttede den norske regering og dens forligspartier at løsne båndene mellem kirke og stat, hvilket blandt andet skulle ske gennem en demokratisering af kirken. Det er det, der nu kommer til udtryk i gudstjenestereformen.
