Påsken i Vadum

Konfirmanderne i Badum Kirke lavede oplevelsespåske for de små.Levende æsler, palmegrene og et jødisk påskemåltid kunne opleves, da konfirmander genskabte påsken fredag den 8. april 2011 i Vadum nær Aalborg.

Sognegården i Vadum var omdannet til Jerusalem år 33. På forskellige kreative måder viste konfirmanderne påskeugens begivenheder.
Påskeugen startede med palmesøndag, hvor Jesus red ind i Jerusalem på et æsel, mens tilskuerne viftede med deres palmegren. I den moderne udgave foregik det sådan, at de fremmødte børn blev mødt af to tamme æsler, der bar dem op til sognegårdens indgang.
Indenfor i sognegården, eller skulle vi kalde det Jerusalem, blev der budt på smagsprøver fra det jødiske påskemåltid. Og konfirmanderne forklarede, hvad der skete skærtorsdag, langfredag og påskemorgen.
De mindste kunne forlyste sig med et påskespil, som konfirmanderne havde lavet under kyndig vejledning af deres præst, Jens Christian Meldgaard.

Betydningsfuld påske

– Når jeg har valgt at bruge tid til at arbejde på denne måde med påsken, er det, fordi påskens begivenheder er meget betydningsfulde i kristendommen, forklarer Jens Christian Meldgaard og fortsætter:
– Når konfirmanderne skal forsøge at formidle og fortælle mindre børn om disse begivenheder, bliver de nødt til at tænke begivenhedens betydning igennem.