To kristne fængslet i Saudi Arabien

Det religiøse politi i Saudi Arabien fængslede i januar to indiske kristne. Der er endnu ikke rejst nogen officiel tiltale mod dem.SAUDI ARABIEN: To indiske kristne sidder på 3. måned fængslet i Riyad. Det religiøse politi har beskyldt dem for at omvende muslimer til kristendommen, men har ikke rejst en officiel tiltale.
De to kristne, Yohan Nese, 31, og Vasantha Sekhar Vara, 28, blev den 21. januar arresteret efter et privat bedemøde for indere i Riyad. Indien og Varas arbejdsgiver nægter at hjælpe dem.
Nese og Vara, der boede og arbejdede i det olierige kongerige, blev forhørt og slået voldsomt af det religiøse politi, mutaween, i lejligheden, hvor de opholdt sig.

Anklaget for at omvende muslimer

Politiet anklagede dem for at omvende muslimer. Mutaween ødelagde også bibler og andet kristent materiale, fortalte en anonym kilde til compassdirect.org. Dagen efter dømte den religiøse domstol i Riyad Nese og Vara til 45 dages fængsel. De sidder nu på 3. måned uden nogen tiltale.

Forfærdelige forhold i fængslet

Deres forhold i fængslet er ”forfærdelige”, sagde en anden kilde. De er presset sammen i en celle, hvor de kun kan stå op. Kun to timer om dagen kan de sove på skift.
En uge efter arrestationen fik Vara mulighed for at ringe til sin familie og sin præst. Hans kone, der er i Indien og venter deres første barn, er meget bekymret for sin mand.
Da Vara talte med sin præst, fortalte han, at politiet havde lagt pres på ham, for at han skulle blive muslim.
Han erklærede:
– Hvis jeg skal dø for min Gud, er jeg villig til at dø for ham her. Han vil hjælpe mig. Vara bad også om forbøn.

Ingen hjælp fra Indien eller arbejdsgivere

Den indiske ambassade har nægtet at hjælpe sine egne statsborgere, og også Varas tidligere arbejdsgiver, som kunne have hjulpet ham til at blive løsladt mod kaution, har fyret ham og afvist ethvert ansvar for Vara.
Human Rights Watch har rapporteret, at Saudi Arabien systematisk diskriminerer migrant-arbejderne. Og Den amerikanske kommission for international religiøs frihed har i 2010 udtalt, at der i de seneste år har været anklager mod mutaween om vilkårlige tilbageholdelser, tortur og drab.