Bog af lægen der opvakte en død mand
Den anerkendte hjertespecialist dr. Chauncey Crandall bad for en 53-årig patient, som allerede var død – og patienten kom igen til live og blev kristen. Men forud havde lægen selv mistet sit barn.
Nu er hans dramatiske historie udkommet på dansk.- Jeg er her for at fortælle, at vores store Gud, Jesus, vil svare på dine bønner. Men det er noget, du selv må vokse i, ligesom et barn, siger dr. Chauncey Crandall.
– For mig var det en svær rejse, fortæller den verdensberømte hjertespecialist fra Florida, som også har været professor på et amerikansk universitet og leder af et stort hjertetransplantations-projekt.
Dr. Chauncey W. Crandall IV er 11. generation i en gammel amerikansk pionérfamilie. De første var med til at kæmpe for religionsfrihed i Amerika. Han kommer tilmed fra en præstegren i slægten med syv generationer af præster.
Hans smukke og bløde engelske sprog fortæller, at han er vokset op i østkyststaten Virginia, tæt på hovedstaden Washington D.C.
– Jeg voksede op i en religiøs familie, hvor man gik i kirke og frygtede Gud. Men vi praktiserede ikke det, som Jesus lærte. Vi tænkte ikke på Gud i det daglige arbejde, husker Crandall og tilføjer: – Det var ikke en kristen familie…
Allerede som 6-årig havde han dog en åndelig oplevelse, da han overværede et evangelisk møde i en lade.
Da den gamle kampsang Onward Christian Soldiers (Fremad Kristi stridsmænd) blev sunget, følte lille Chauncey for første gang Guds nærvær og en form for et kald.
– Som 19-årig student var han på en antropologi-studietur i Togo i Vestafrika. Her oplevede han, hvad han beskriver som et dybt mørke. Han var syg og bange, og på et bordel faldt han på knæ og bad til Gud:
Herre, Fader, jeg har hørt, at du er virkelig, og jeg beder dig om at komme ind i mit liv i Jesu navn. Jeg kan ikke fortsætte på den her rejse uden dig. Jeg er bange. Og jeg har brug for dig.
– Straks kom der en fred over mig. Gud kom ind i mig. Jeg blev født på ny, husker Chauncey Crandall.
Hans blik faldt på et verdenskort, som var delt i to. Den Nye Verden hang til højre, og Den Gamle Verden hang til venstre. Det talte til den unge Chauncey, som i det øjeblik forstod, at hans gamle jeg måtte adskilles fra hans nye jeg, som nu tilhørte Jesus Kristus.
– Jeg kom hjem og fortsatte mine studier ved universitetet. Jeg var også aktiv i det kristne studenterarbejde. Jeg gik til bibelstudier og i kirke. Men jeg fulgte ikke Jesus, husker han.
Men snart kom der en ny alvorlig udfordring:
Da han var 27 år og læste til læge, befandt han sig midt i den kommunistiske revolution på øen Granada i Britisk Vestindien. Påvirket af de voldsomme begivenheder følte han, at han i denne livsfare måtte se at blive døbt.
I en lille vig blev han døbt sammen med afrikanske brødre og søstre, mens de russiske og cubanske krigsskibe patruljerede langs kysten.
Også dette slap han levende fra og vendte hjem til USA.
– Så blev jeg gift med Deborah. Jeg fik min eksamen og kom i gang med at arbejde som læge. Jeg specialiserede mig som kirurgisk og forebyggende hjertespecialist.
Jeg blev professor ved universitetet. Jeg blev leder af et meget stort hjertetransplantations-program. Men jeg fulgte ikke Jesus
Jeg var en troende ude i periferien. Jeg var en videnskabsmand, som nok troede på, at Kristus var virkelig, men ikke følte hans kærlighed i mig. Jo, jeg gik da i kirke og endda i bibelkreds, men der var intet nyt i det, vi studerede, ingen ild, ingen begejstring.
Men jeg vidste ikke bedre
Og i 25 år levede jeg som mange andre kristne – uden at komme ud af stedet.
– Men så en sen aften blev jeg ringet op fra sygehusets laboratorium. Dr. Crandall, sagde de, vi har en alarmerende blodcelle-test, som ligger på over 80.000 hvide blodlegemer
– Det lyder ikke godt. Den patient må have blodkræft, men hvorfor ringer I til mig? Jeg er hjertelæge. Hvilken patient er det, vi taler om?
– Jamen, dr. Crandall, det er jo din søn…
Jeg faldt næsten sammen, da jeg fik nyheden.
Det var min 11-årige søn Chadwick, som havde det bedste fra min hustru og mig i sig. Han lignede hende. Han var alt, hvad jeg holdt af. Hvordan skulle jeg håndtere det som en tvivlsom troende i periferien?
Selv om det var næsten midnat, tog jeg straks hen og bankede på hos en ven, som også var læge og ekspert i blodsygdomme.
Næste dag undersøgte vi min søn, og det viste sig, at han havde en sjælden art leukemi, som ikke kunne behandles.
– Den dag gik jeg hjem og tog min gamle bibel frem og bad inderligt: Fader, du må helbrede mit barn, for jeg ved som læge, at vi ikke kan helbrede ham. Den dag blev jeg en anden slags læge.
Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle bede. Jeg kendte ingen, som havde oplevet et mirakel. Jeg læste i Bibelen fra ende til anden for at finde noget om helbredelse. Men jeg havde ingen, som kunne hjælpe mig til at forstå.
Jeg opsøgte kirkerne i omegnen og spurgte præsterne, om de troede på, at Gud kunne helbrede. Nej desværre, dr. Crandall, svarede de. Jo, de troede nok på mirakler dengang. På Jesu tid. Men ikke i dag.
Men jeg fortsatte med at løbe rundt og søge efter kirker, hvor man ville stå sammen med mig i tro for helbredelse af min søn.
Og en aften hørte jeg på en missionær fra Mexico, som fortalte om helbredelse. Og jeg vidste, at det han sagde, svarede til det, jeg selv havde studeret i Bibelen.
Mange blev berørt den aften, og til sidst overvandt jeg min egen skepsis og forbeholdenhed som læge og gik frem for at få forbøn – ikke for mig selv, men for mit barn.
Jeg rystede under Helligåndens berøring. Og jeg forstod ikke som læge, hvad der skete. Men fra den dag blev jeg mere fri. Jeg ville have mere af evangeliet. Jeg hungrede efter Gud.
Jeg besøgte missionæren i Mexico i to uger, og jeg så, hvordan Guds kraft virkede, når de besøgte landsbyerne. Allerede på vej hjem fra lufthavnen ringede jeg til min kone og sagde: Ja, vores Jesus er virkelig. Der sker helbredelser i dag, som det er lovet i evangeliet.
– Jeg følte, at Gud nu ledte mig til selv at bede for mine patienter. Én om ugen.
Det var ikke let for mig. Jeg var ikke godt tilpas ved at træde ud af min vante læge-rolle.
Den første jeg spurgte, var en gammel dame. Jeg ventede, til alle andre var gået hjem. Jeg vidste ikke, hvad der ville ske, men jeg spurgte bare, om jeg måtte bede for hende.
Ja, sagde hun, og da jeg bad, græd hun. Ingen har bedt for mig i 40 år, sagde hun og takkede mig.
Efterhånden som jeg bad for flere, begyndte der at ske noget. Gud greb ind.
Jeg prøvede mig frem. Jeg bad ikke lange bønner. For jeg tror ikke, at Gud har behov for lange bønner. Han har bare brug for tro. Jeg havde ikke megen tro dengang. Ikke som jeg har i dag. Når jeg gik fra dem, jeg havde bedt for, tænkte jeg nogle gange: De klarer det ikke. Men jeg så efterhånden, at Gud virkelig greb ind.
Og jeg blev begejstret og ville bede for alle mine patienter, så jeg fik nogle lange arbejdsdage, så mine sygeplejersker beklagede sig.
– Jeg husker en gammel dame, som havde en håbløs stor kræftsvulst. Og hun ville ikke behandles, men spurgte om min mening. Jeg tog mod til mig og spurgte, om hun ville tage imod Jesus.
– Ja, sagde hun.
– Vil du virkelig? spurgte jeg overrasket. Og så lagde jeg hånden på hendes mave og bad. Bagefter spurgte hun: Er dét virkelig alt?
Ja, det er alt. Og så gik hun. Men 4-6 måneder senere vendte hun tilbage og var rask. Hun sagde: Første gang reddede du mig fra et hjerteanfald ved at operere midt om natten. Anden gang reddede du mit liv ved at føre mig til Jesus.
– Men det, der også hører med, er, at min søn døde efter at vi havde kæmpet i fire år. Vi har to sønner, tvillinger, Chadwick, som døde af leukemi, og Christian.
Vi bad, og vi kæmpede for Chads liv. Flere gange oplevede vi, at svulster, der var så store som en knytnæve, kunne forsvinde efter bøn. Ofte forsvandt kræftceller, så der ikke var noget tilbage.
Vi fortsatte med medicinsk behandling ved siden af, at vi bad. Jeg afviser ikke medicinsk behandling. Jeg er læge, videnskabsmand, akademiker… Gud har givet os denne viden.
Men en dag fik Chad en svulst på ribbenene. Og efter den tid gik det tilbage. Den sidste dag, da vi sad med ham, og han havde problemer med at trække vejret, så jeg ud af vinduet. Det var en vidunderlig smuk dag, men en mørk sky med lyn nærmede sig i horisonten. Mørket var i den sky.
Og jeg råbte til Gud: Tag ham ikke ikke i dag. Jeg har fulgt dig, Herre Gud, med alt, hvad jeg har. Tag ham ikke!
Men da skyen kom over hospitalet, trak drengen sit sidste åndedræt.
– Kan du føle freden? spurgte min kone Deborah og min anden søn Christian.
– Nej, jeg føler ingen fred, svarede jeg. Jeg er vred. Det gik ikke, som jeg ønskede…
Mens jeg holdt mit barn i hænderne, vidste jeg, at jeg var nødt til at beslutte mig, som vi alle må: Jeg kunne enten løbe væk fra Gud – gå op i karrieren og alt mulig andet. Eller jeg kunne følge Jesus.
Så jeg bad til Gud og fortalte ham, at jeg var vred og havde lyst til at vende mig fra ham.
Men efter at have bedt en time, sagde jeg til Gud: Jeg har besluttet mig. Jeg vil ikke løbe væk fra dig, Gud, men hen til dig. Men til gengæld for min søn, så beder jeg om at vinde en million sjæle for Guds rige.
Og efter den dag lukkede dørene sig op for Guds herlighed.
Som om Gud sagde: Denne mand er blevet knust. Alt, han har tilbage, er mig.
– Først troede jeg, at jeg skulle rejse til ulandene som lægemissionær. Men Gud ønskede, at jeg skulle fortsætte med at arbejde dér, hvor jeg var. At jeg skulle bringe det gode budskab til de folk, der var omkring mig til mine patienter.
Nogle mennesker spørger mig: Hvorfor oplever netop du alle de mirakler?
– Det er fordi, jeg går ud i fronten. Det er, når vi er på slagmarken, at Herren viser sig. Nu beder jeg: Gud, send mig de værste patienter, så jeg må se din herlighed. Så jeg kan bede med dem og lede dem ind i dit kongerige.
Og det utroligste sker. Hvor jeg end går hen på kontoret, på operationsstuen dér dukker Guds herlighed op.
Den største udfordring oplevede dr. Crandall, da han en dag i 2007 blev kaldt til operationsrummet til en mand, som allerede var stendød…
Det var den 53-årige mekaniker Jeff Buckley. Han var vågnet op med symptomer på fordøjelsesbesvær og smerter i brystet og i den ene arm. Han vidste, at der var noget galt og tog straks til skadestuen, hvor han faldt om i modtagelsen. En afro-amerikansk sikkerhedsvagt løftede ham op og bad Gud gribe ind, men på skadestuen forsøgte man forgæves at genoplive Jeff.
Samtidig var Crandall i færd med stuegang på hjerteafdelingen. Så lød alarmen på hele hospitalet: Hjerte-teamet skulle straks møde på skadestuen.
Crandall besvarede ikke det første generelle alarmopkald, for der var flere hjertelæger på vagt.
Det andet alarmopkald var til Crandalls egen personsøger, og han gik derpå straks hen på skadestuen.
– Undervejs fik jeg den uhellige tanke, at patienten måske ikke ville overleve, og det ville bare betyde en uvelkommen afbrydelse i en fortravlet dag, indrømmer Crandall ærligt.
Hjerteteamet havde allerede arbejdet på at få hjertet igang i 30-40 minutter, før man tilkaldte Crandall. Da han kom ind, var der kaos på skadestuen – alle havde travlt med genoplivning, men patienten viste ingen livstegn. Han var helt sort.
– Jeg har aldrig set en mand så død, husker Crandall.
Personalet spurgte: Doktor – er der mere, vi kan gøre?
Crandall sikrede sig, at alle retningslinjer var fulgt til punkt og prikke. Så gik han igen.
– Men på vej ud hørte jeg en indre stemme sige: Gå tilbage til skadestuen til den patient og bed! Jeg svarede: Det kan da ikke være dig, Gud, der siger dette til mig. Der er jo ikke mere at gøre! Så jeg fortsatte. Men ude på gangen hørte jeg den samme besked.
Jeg følte mig ikke specielt hellig eller åndelig den morgen, men jeg vendte om og gik ind på skadestuen, hvor døden nu herskede. Alle havde forladt rummet på nær en sygeplejerske, der skulle gøre den døde i stand. Hvad vil De her, doktor? spurgte hun undrende.
– Jeg gik hen til den døde og bad indvendigt: Gud, hvad skal jeg sige?
Men jeg vidste nu, at hvis jeg åbnede munden, ville Helligånden tale gennem mig.
Jeg oplevede Guds Ånds nærvær i rummet og bad denne bøn: Gud Fader, jeg beder for denne mands sjæl. Hvis han ikke kender dig som Herre og Frelser, så væk ham til live igen, nu, i Jesu navn!
Sygeplejersken så mærkeligt på mig. Hun var ikke troende. Men mandens arm røg op. Skadestuelægen kom ind. Jeg bad ham give patienten endnu et stød.
Nej, doktor. De har afbrudt genoplivningen. Det er slut. Han er død, sagde han.
Vil du godt gøre det endnu en gang, for min skyld. Giv ham et sidste stød.
Han satte elektroderne på igen og gav et stød og straks var der en helt normal hjerterytme! Vi stirrede alle tre på monitoren. Så begyndte hans bryst at bevæge sig. Så bevægede hans hænder sig og så fødderne.
Sygeplejersken råbte: Hvad er det, De har gjort? Hvad skal vi nu gøre?
Jeg var selv i vildrede om, hvad der nu skulle ske med patienten, og om hvor alvorlige skader, han havde fået. Han var sandsynligvis hjernedød.
Patienten blev overført til intensivafdelingen og en anden læge overtog i weekenden.
Mandag besøgte dr. Crandall patienten Jeff, som sad op i sengen og havde det fysisk godt, uden nogen hjerneskade. Men han var deprimeret.
– Jeg var i et evigt mørke, hvor ingen kom for at hjælpe mig. Jeg lå i en kasse, og så kom der nogle og smed mig ud som affald, fortalte han om sine oplevelser efter døden.
– Jeff, hvis du lader Jesus komme ind i dit liv som Herre og Frelser, så kan du få evigt liv og aldrig mere opleve dette mørke, sagde Crandall. Og dér på stuen tog mekanikeren Jeff imod Jesus, mens tårerne løb ned ad hans kinder.
I dag kommer han i en kirke og en bibelstudie-gruppe. Da hans eks-kone for 20 år siden blev kristen, forlod han hende og børnene. Men de blev ved med at bede for Jeff. Netop den dag, da Jeff var blevet erklæret død, sad datteren og bad for sin far.
Gud hørte hendes bøn.
Se et tv-klip på hjemmesiden Udfordringen.dk
Crandalls dramatiske og åndeligt lærerige historie er netop udkommet på dansk på Udfordringens forlag.
