David Wilkerson æret
Tusindvis samledes for at ære afdøde pastor David Wilkerson i Times Square Church.Kirken var fyldt til bristepunktet, og mindegudstjenesten måtte transmitteres til flere andre lokaliteter, så de mange forsamlede kunne deltage og mindes David Wilkerson.
– Det handlede alt sammen om Jesus Kristus, sagde Carter Conlon, der er seniorpræst ved Times Square Church – den kirke som David Wilkerson grundlagde i 1986.
– Alt hvad Wilkerson gjorde, levede, troede og prædikede centrerede sig om Jesu Kristi kors. Tilgivelsen af synderne og det vidunderlige og rige liv, Gud lover dem, der vender sig til Kristus af et ærligt hjerte, fortalte Conlon.
Mange af talerne karakteriserede Wilkerson som en åndelig faderfigur og en nærværende mentor.
– Jeg står foran jer som det mest usandsynlige menneske, der nogensinde er blevet præst og det på grund af David Wilkerson, sagde William Carroll, der også er præst ved Times Square Church.
William Carroll var hjemløs, da han mødte Wilkerson.
Inden mødet med Wilkerson var William Carroll dybt skuffet over kristne, som han mente var uærlige, og han udfordrede derfor Gud til at vise ham én, der mente det med kristendommen seriøst.
Så fandt han vej til Time Square Church, hvor han hørte David Wilkerson prædike, og Carroll blev med det samme overbevist om, at her var en mand, der faktisk troede på Gud af hele sit hjerte.
Det blev en milepæl i Williams liv, og Wilkerson hjalp ham med at komme på bibel-skole, og senere inviterede Wilkerson ham også til at tjene ved Times Square Church.
William Carroll udtrykte sin dybe taknemmelighed over for Wilkersons familie:
– Tusind tak for, at I lånte ham til os. Sandheden er jo, at hvis Davids familie ikke havde lånt ham til os, lånt ham til mig, så ville jeg ikke stå her i dag. Det er jeg sikker på, sagde han.
Mange talere lagde i deres hyldest til Wilkerson vægt på at videreføre Wilkersons arbejde og opfordrede andre til at gøre det samme.
Carter Conlon mindede for eksempel de forsamlede mennesker om, at de også selv kan tjene Gud.
– En kæmpe del af Davids budskab var såre simpelt: Hvad Gud har gjort gennem mig, det kan han også gøre gennem dig, hvis du bare åbner dit hjerte og lader Jesus være i dig, og hvis du blot læser Skriften og gør, hvad Gud siger, at du skal gøre.
Mindehøjtideligheden blev også vist live via internettet, så folk fra hele verden kunne følge med. Videoen kan ses på kirkens hjemmeside.