En kirkemusikalsk opdagelsesrejse i tiden

Peter Dürrfeld tager i bogen ”Gud i musikken” læseren med på en ganske underholdende rundrejse i 1700- og 1800-tallets ”religiøse” musik – med en enkelt afstikker til 1968.Nye bøger på dansk om kirkemusik er så sjældne, at enhvert bidrag på området må hilses velkomment.
Peter Dürrfeld behandler i bogen Gud i musikken 14 værker – kronologisk fra Bachs kantate nr. 59 til Arvo Pärts Credo. Fire af de 14 værker kan ikke kaldes kirkemusik, men for tre af dem (Beethovens 6., Bruckners 9. og Mahlers 2. symfoni) gælder det, at man – som Dürrfeld gør – godt kan argumentere for, at de har et ”kristent” indhold. Et enkelt værk falder ved siden af, og ikke engang argumentationen i bogen overbeviser mig om, at det hører hjemme der. Det drejer sig om Mozarts skønne Sinfonia Concertante for violin, bratsch og orkester.
Men ellers er det store klassiske værker inden for kirkemusikken, Dürrfeld har udvalgt: Bachs Matthæuspassionen og Juleoratoriet, Händels Messias, Pergolesis Stabat Mater, Haydns Skabelsen, Mozarts Requiem, Beethovens Missa solemnis og – måske nok lidt overraskende – Mendelssohns Paulus (fremfor hans Elias).
Rækkefølgen, de kommer i i bogen, virker lidt tilfældig, selv om der er en vis logik i, at Haydns Skabelsen kommer først, og at der sluttes af med Mozarts Requiem (Dødsmesse) – samt at Händels Messias og Bachs Matthæuspassionen som de centrale værker, de er, er behandlet midt i bogen. Om disse to skriver Dürrfeld:
”Sandsynligvis vil Messias til alle tider blive stående som et af de væsentligste musikværker nogensinde, ja, en af de største kulturfrembringelser i den vestlige civilsation overhovedet.”
”Matthæuspassionen må være det måske væsentligste og mest dybsindige udsagn, nogen kunstner er kommet med om kristendommens inderste kerne”.
Her gælder det, som forfatteren anfører i forordet om alle 14 værker, at han har redegjort for, hvordan han har ”oplevet at møde Gud i disse værker.” Han skriver så, at valget er subjektivt og dermed på ingen måde kan gå for at være repræsentativt. Subjektivt er det efter min bedste overbevisning også, når han om Mahlers 2. symfoni skriver, at den er noget af det mest geniale musik, der nogensinde er skabt. I kapitlet om Mahler kommer i øvrigt en af de oplysninger, der kom lidt bag på mig: At Mahler, der var jøde, konverterede til katolicismen.
Peter Dürrfelds Gud i musikken er en oplysende og letlæst bog, som ikke kun ganske kort gennemgår de enkelte værker, men også fortæller små historier om baggrunden for dem, og forhåbentlg kan den virke ikke bare som øjenåbner, men også som ørenåbner: At flere får lyst til og udbytte af at lytte til disse 14 værker. Som yderligere hjælp hertil anbefaler forfatteren i forbindelse med gennemgangen indspilninger af værkerne, så man er rigtig godt hjulpet af Gud i musikken.

Peter Dürrfeld:
Gud i musikken
256 sider • 249 kr.
Kristeligt Dagblads Forlag