Kvinde var nøgleperson i 1700-tallets vækkelse
Marie Wulfs var en stærk kvindeskikkelse i 1700-tallets pietistiske vækkelse. Hun samlede en kreds af åndeligt søgende omkring sig til opbyggelige møder i sit hjem i København – selv om kongen forbød det. Marie Wulf (1685-1738) samlede i 1700-tallet mænd og kvinder i sit hjem til bøn og bibellæsning.
Af Jette Vibeke Madsen
Folkeskolelærer
Hun var blevet grebet af pietismens tanker i Sønderjylland, men var siden flyttet til København, hvor hun bl.a. havde oversat en tysk pietistisk andagtsbog. Som 43-årig blev hun enke og stod med en stor gæld, som hendes mand havde efterladt sig. Han havde været en velhavende entreprenør, men var blevet snydt i en byggesag. Dette havde ødelagt ikke bare hans forretning, men også hans helbred.
Marie sad i 1728 tilbage som enke med seks børn og et stort hus. Men hun fik ikke lang tid til at pleje sin egen sorg, for en kæmpe brand i København betød, at hun pludselig fik huset fuldt af hjemløse københavnere. Efterfølgende blev hun et vigtigt omdrejningspunkt for de pietistiske samlinger i hovedstaden.
Pietisme betegner en åndelig strømning inden for den protestantiske kirke, hvor man lagde vægt på personlig omvendelse og tro. Livsførelsen skulle afspejle troen, hvilket var vigtigere end at terpe de rette læresætninger. Man samledes – ud over gudstjenesterne – til opbyggelige samlinger og bibelundervisning i private hjem. Ofte var disse samlinger ledet af en pietistisk præst, men lægfolk kunne også lede og undervise, for man troede på det almindelige præstedømme, hvilket betyder, at alle troende er præster for Gud. Ydre mission og socialt engagement var også vigtige elementer i pietismen. Der blev oprettet fattigskoler og børnehjem, de såkaldte vajsenhuse, og i England kæmpede metodisterne, som kan betragtes som en engelsk gren af pietismen, for slaveriets ophør og bedre forhold i fængslerne. Man afstod fra forlystelser, hvorfor megen kunstudfoldelse også blev udelukket.
Pietismen kom til Danmark fra Tyskland i begyndelsen af 1700-tallet. Den kirkelige bevægelse var startet i 1600-tallet som en reaktion mod den stadigt mere stivnende lutherske ortodoksi, hvor præsterne var strenge opdragere og vogtere af den sande lære, og den enkeltes personlige tro på kristendommen var mindre væsentlig. Den tyske teolog Philipp Jacob Spener (1635-1705) formulerede de pietistiske tanker i en slags programskrift Pia Desideria i 1675. Dette skrift fik stor betydning inden for den lutherske kirke i Tyskland.
I universitetsbyen Halle var Speners bekendte August Hermann Francke professor i teologi. Omkring Francke voksede et stærkt pietistisk miljø, som ud over universitetet omfattede skoler og børnehjem. Pietismen i Halle fik stor indflydelse gennem studerende, som bragte pietismens tanker med sig til andre byer og lande. Pietisterne i Halle havde en rig sangtradition. De forfattede nye sange og salmer, der blev trykt i sanghæfter og andagtsbøger, som efterhånden blev oversat også til dansk. Det var fra Halle, pietismen spredte sig til Sønderjylland, hvor Marie Wulfs oplevede den i sin ungdom, og hvor også den kendte biskop og salmedigter Hans Adolf Brorson (1694-1764) blev inspireret til at skrive sine pietistiske salmer, som stadig er elskede og rigt repræsenteret i Den Danske Salmebog. Op al den ting, som Gud har gjort og Den yndigste rose er funden er blandt de mest velkendte. Det var kendetegnende for denne del af pietismen, at den spredte sig blandt præster og ved hoffet.
I København mødte Marie Wulfs i 1730 en anden gren af tysk pietisme, nemlig herrnhuterne. I forbindelse med Christian VI’s (r. 1730-1746) kroning var den tyske grev Nikolaus Ludwig von Zinzendorf nemlig kommet til København. Grev Zinzendorf havde på sine jorder en hel by af pietister. Disse blev kaldt herrnhutere. I Danmark fik bevægelsen navnet Brødremenigheden. Herrnhuterne var en mere folkelig gren af pietismen, som kan føres helt tilbage til den tjekkiske Jan Hus, som blev brændt som kætter i 1415. Jan Hus’ disciple var blevet fordrevet fra deres hjemland, og en lille flok havde fået asyl hos grev Zinzendorf, som havde givet dem tilladelse til at bygge deres egen by, Herrnhut, på sine jorder.
Marie Wulfs blev grebet af herrnhuternes inderlige tro og begyndte at holde herrnhutisk-inspirerede kvindemøder i sit hjem. Herrnhuterne holdt adskilte møder for kvinder og mænd, og Marie tog ansvar for en gruppe kvinder. De herrnhutiske brødre var ivrige efter at sprede deres tro og vandrede, især langs den jyske vestkyst, fra by til by og prædikede og underviste i præstegårde og skoler. De var lægfolk, og denne vækkelse var mere folkelig end den hallensiske.
Kong Christian VI og hans dronning Sofie Magdalene var selv pietister, en opdragelse kongen havde fået fra sin mor, enkedronning Louise. Men for den enevældige konge Christian VI blev den folkelige herrnhutiske pietisme for meget, og han fremsatte i 1732 en lov, som forbød private samlinger med bibellæsning og fællesspisning. I første omgang betød det ikke, at Marie Wulfs stoppede møderne i sit hjem. Hun var så bibelkyndig, at hun kunne undervise og holde sine opbyggelige møder uden direkte at læse op af Bibelen. Hun kunne citere skriftsteder udenad og på denne måde omgå den nye lov, der forbød oplæsning, men ikke citering af Bibelen. På et tidspunkt fik Marie alligevel en retssag på halsen. Hun blev frikendt, men måtte efterfølgende flytte fra sin bolig, fordi hun blev opsagt i sit lejemål. Dette blev, så vidt vides, enden på Marie Wulfs pietistiske hjemmemøder. Men hun havde uden tvivl været et stort forbillede og til stor inspiration i en periode, hvor kvindelige ledere hørte til sjældenhederne. I 1741 blev det forbudt overhovedet at samles uden præstens opsyn, men da var Marie død. Hun døde nemlig allerede som 53-årig i 1738.
Christian VI regerede fra 1730 til 1746. Pietismen var så at sige statsreligion i den periode, men man kan næppe sige, at det var befordrende for den pietistiske tanke, snarere tværtimod. Den folkelige pietisme, ledet af lægfolk, blev forbudt, og det var kun den af præsterne kontrollerede pietisme, der blev tolereret. Brorson, der var biskop i Ribe fra 1741 kunne således frit udbrede pietismen under Christian VI, hvorimod herrnhuterne havde trange kår.
Christian VIs strenge fromhedsideal betød, at han fremsatte love, der tvang folket til at deltage i gudstjenester om søndagen. Udeblivelse blev straffet med bøder og ophold i gabestokken. Man havde i 1722 startet et teater i Lille Grønnegade i København. Men i Christians VIs regeringstid var der teaterforbud, til ærgrelse for bl.a. Holberg, hvis komedier ikke kunne opføres. Folket havde ikke tilladelse til at deltage i nogen former for offentlige forlystelser. I stedet for at fremme pietismens ideer førte denne kongelige strenghed snarere til modstand imod den pietistiske fromhed. I 1746 døde kong Christian VI, og Frederik V overtog tronen. Allerede i 1748 blev der igen åbnet et teater i København, denne gang på Kongens Nytorv, hvor Det Kongelige Teater ligger i dag.
I 1773, hvor Christian VII var blevet konge af Danmark, vendte herrnhuterne tilbage til Danmark. Brorson var på det tidspunkt død, og Marie Wulfs havde længe ligget i sin grav. Christian VII var blevet betaget af herrnhuternes byggerihåndværk, som han havde set i Holland, og inviterede dem til at bygge en by i Sønderjylland, nemlig det nuværende Christiansfeld.
Den folkelige pietisme vågnede igen. Dette skyldtes ikke bare herrnhuterne, men lige så meget bondereformerne, som indførtes i slutningen af 1700-tallet. Særlig stor betydning fik, ifølge P. G. Lindhardt, udflytningerne af gårdene fra landsbyen til bondens egne marker. Dette ændrede nemlig bondens syn på sig selv og på præsten. I overensstemmelse med oplysningstidens tanker bevægede man sig i retning af en større grad af individualisme. Bonden blev herre i eget hus og ville følgelig også være herre over sin egen tro. I landsbyen havde præsten været Guds og kongens repræsentant. Stat og kirke var uadskillelige, men da landsbyen mere eller mindre blev delt, og der blev afstand mellem præst og bonde, mistede præsten en del af sin magt. Bonden blev bevidst om sin egen ret til at vælge åndelig vejleder. Han ville ikke have en præst i form af en embedsmand, indsat af kongen, men en præst, som kun havde den myndighed, han selv vandt sig ved sit gode eksempel.
I en tid, hvor man altså begyndte at stille spørgsmål ved den etablerede kirke og søge alternativer, blev pietisternes mangfoldige sanghæfter og andagtsbøger igen populære. Bibelen var ingenlunde allemandseje, selv om den i et par århundreder havde været oversat til dansk. Den var dyr og svær at læse for mange uuddannede. Pietisternes hæfter derimod var billige og letlæste. Derfor voksede der i slutningen af 1700-tallet en ny folkelig pietisme frem i Danmark, inspireret af de tidligere pietistiske bevægelser hallenserne og herrnhuterne. Det var bl.a. De stærke Jyder på Horsens- og Vejlekanten.
I England var pietismen vokset frem i form af metodismen gennem den sidste halvdel af 1700-tallet. Den startede som en bevægelse inden for den engelske statskirke, men blev i løbet af et halvt århundrede til en selvstændig frikirkelig bevægelse. Det var brødrene John og Charles Wesley og vennen Georg Whitefield, som var hovedfigurerne i denne vækkelse. Selvom brødrene Wesley havde mødt herrnhutere, var vækkelsen i England ikke en direkte følge af dette. I England var pietismen ikke, som i Tyskland og Danmark, en reaktion mod luthersk ortodoksi, men snarere en reaktion imod rationalismen.
Pietismen voksede videre i 1800-tallet, hvor også teologer som Grundtvig og Kierkegaard, ligesom pietisterne, satte spørgsmålstegn ved statskirken og præsterne som dens forvaltere.
I dag er Marie Wulfs ukendt for de fleste, men mange missionsforeninger og frikirker betragter pietismen, som hun var med til at sprede i Danmark, som en del af deres åndelige rødder.
