Tid til at mærke Gud

Efterskolen Solgården tog eleverne med i ”kloster” i foråret. Det styrkede de unges tro.Det summer af forår og liv på Efterskolen Solgården. Der er en intens atmosfære, og eleverne ønsker at få så meget som muligt ud af de sidste måneder.

Den smukke natur ved Ringkøbing Fjord gav en god ramme for at søge Gud i ”klosteret”.

Ikke mindst den åndelige del af efterskolelivet har fået et stor plads på dette elevhold. Der har bl.a. været en opbyggende klosterweekend på Hemmet Strand, hvor eleverne kunne få nogle redskaber til deres liv, inden de om kort tid lukkes ud af efterskolens trygge skal.

Elever bliver fyldt af Gud

Der var både tidebønner og tid til at søge Gud alene.

I anden weekend i april var eleverne på ”klostertur” til Hemmet Strand, som blev omdannet til kloster for weekenden. Her var fokus på bøn, stilhed og bibellæsning. Det blev en uforglemmelig weekend, hvor det åndelige liv fik et ordentligt skub i den rigtige retning.
– Jeg har fået en masse nye redskaber til at være i kontakt med Gud på og få ham ind i min hverdag, som skal praktiseres når vi kommer hjem. Det bliver spændende, fortæller Eva Bisgaard Larsen, som lige er kommet hjem fra weekenden, godt fyldt på efter et par intensive dage med Guds ord.
– Det mærkeligste var måske at holde tidebønnerne – fordi det ikke er noget, jeg er vant til at gøre. Men det var da meget godt at prøve, mener Eva B. Larsen videre og suppleres af Rebekka Larsen, som fortæller:
– På turen er jeg bare blevet så glad og stolt over, at være et Guds barn – at Han vil mig. Det er stort!