Den ægte vare

Det tager præcist to sange at finde ind til det ægte og inderlige på New Songs 17. udgivelse One True God. Men når man så er der, vil man ikke væk igen.De er ikke bare hvem som helst, de herrer i New Song. De otte mænd har solgt over 1,5 millioner plader og har blandt andet været Grammy-nomineret, og så har de 17 udgivelser på samvittigheden. Deres seneste plade er da også god. Rigtigt god, men – ja, der kommer et men – noget af det klinger en anelse bekendt.

Desværre er det blandt andet titelnummeret One True God, der lyder som noget, man bestemt har hørt før. Det hjælper hellere ikke, at det lyder som en sang taget direkte fra Highschool Musical 1-4, og at teksten er banal. Sang nummer to Love Is The Medicine er praktisk talt det samme, og rådet fra denne anmelder er, at man bare let og elegant springer over de to numre. Især hvis man ikke kender bandet i forvejen, for der er seriøs fare for at blive afskrækket af netop de to sange.

Og just som anmelderen troede, at det skulle blive en sur i sur-anmeldelse, så bliver alting godt. Rigtig meget godt! Helt rosenrødt, fløjlsblødt, lækkert og ærligt. Resten af pladen er nemlig en perlerække af sange, som man bliver helt glad i låget af at lytte til. Som tempoet på cd’en trækkes ned, så går kvaliteten i den grad op.

Det er endda svært at finde én af sangene at fremhæve, da de alle er gode. Men med pistolen for panden ville jeg alligevel vælge The way you smile, som er en kærlighedssang, hvor sangerinden Francesca Battistelli medvirker på. Den har sådan en James Blunt-agtig lyd, som giver de (selv)højtidelige tekster et glimt i øjet, og som uundgåeligt fremtvinger et smil på læben hos enhver.

Selv hvis man ikke er til den slags musik og ikke har til sinds at købe cd’en, så burde man alligevel tage et lyt til The way you smile. Så ind på Youtube med jer alle sammen!
Kristina