Den rige mand og den fattige Lazarus
Af Kim Legarth, sognepræst i Horne og
Asdal ved Hirtshals.
Lyden af en røgalarm er virkelig ubehagelig. Den er høj og forstyrrende, og vi vil egentlig helst være fri for at høre den. Men vi ved også, at den kan advare os om en overhængende fare og dermed redde liv.
Den bibeltekst, der prædikes over i kirkerne på søndag, er en sådan advarselslyd. Den handler om helvede og om, at det faktisk er muligt at gå fortabt. Det er ubehageligt og forstyrrende at høre på, men det er ligesom røgalarmen. Jesu undervisning har til hensigt at advare os om en overhængende fare, så vi kan handle anderledes og redde vores evige liv.
I lignelsen hører vi om en rig mand og den fattige Lazarus, der ligger foran den riges port. Jeg tror ikke, at den rige mand er specielt ond. Vi ville næppe se skævt til ham, hvis vi mødte ham i dag. Han havde vel knoklet sig til sin formue, og det var vel kun ret og rimeligt, at han til gengæld kunne leve godt.
Det ser også ud til, at den rige mand har tænkt på sin sjæl, for efter sin død ser han Abraham, som han straks genkender. Han siger endda Fader Abraham. Han er tillige en omsorgfuld mand, der midt i pinslen ikke bare tænker på sig selv, men også tænker på sin familie, at de må undgå pinslerne i helvede.
Mon ikke avisens nekrolog har højlovet den rige mand. Og præsten har sikkert sagt noget pænt over den dødes kiste. Men det går ikke altid, som præsten prædiker, og ifølge Jesu lignelse går den rige mand fortabt.
Ikke fordi han var rig, men fordi han havde svigtet den opgave, som Gud havde givet ham. Lazarus var lagt for den rige mands dør, og han lod ham ligge dér. Han lukkede ikke døren op og gik ud til ham og tog sig af ham. Måske tænkte han: Der er så mange fattige i verden, og jeg kan jo ikke tage mig af dem alle. Det er beklageligt, at der er nød i verden, men jeg kan jo ikke afskaffe verdens fattigdom.
– Maleri af Peer Laigaard.
Der var dog noget særligt ved Lazarus: Han lå ved den rige mands port. Hvordan han var havnet der, ved vi ikke, men Lazarus var så at sige blevet den rige mands forpligtelse. Den rige var ikke forpligtet til at afhjælpe hele verdens nød eller hele byens fattigdom. Men Lazarus var lagt for hans dør – og hans synd var ikke, at han ikke hjalp alle, men at han ikke hjalp netop Lazarus.
Vi skal ikke til at pege hånligt på den rige mand. For hvor mange Lazarusser har ikke ligget foran vores dør, uden at vi har skønnet på det?
Jesus forventer ikke, at vi skal tage os af alt muligt. Det er ikke meningen, at vi skal fare rundt og forsøge at være læge for al elendighed, der findes i verden om os, men der er meningen, at hver af os får sit at gøre. Mother Theresa sagde: Ingen kan redde hele verden, men kan man bare redde én, har man udrettet meget.
Kristendommen er ikke bare holdninger, men det er at sige ja til den næste, som det er blevet vores lod i livet at tage os af. Gud har lagt et eller flere mennesker i vores hånd, og det er op til os at vise vores kærlighed til Gud over for det menneske. Kærlighed til Gud er intet uden kærlighed til vor næste.
For hvordan kan vi elske Gud, som vi ikke har set, når vi ikke kan elske ham, vi har set. Kærlighed begynder med det, vi kan se og mærke – for kærlighed er heller ikke bare en holdning. Den skal udtrykkes i handlinger.
Hvordan går det med kærligheden til din næste – til det menneske, der er lagt foran din port?
Det er ubehageligt at tale om fortabelsen – lige som det er ubehageligt at høre røgalarmen – men kan røgalarmen redde os fra døden, så vil vi vel gerne høre den. Og på samme måde med talen om fortabelsen her i denne tekst – den er et kærligt vagt i geværerne for alle os, der ikke elsker, som vi burde.
Lad os bruge denne tekst til at tænke spørgsmålet igennem: Hvem er personen foran min dør? Og hvad har jeg tænkt mig at gøre ved det?
