Et møde i natten
Af Signe Malene Berg, natkirkepræst i København.
Kvinder glemmer intet, mænd husker intet. Kvinder er fra Venus, mænd er fra Mars.
Sådan lyder det om forskellen på mand og kvinde. De to køn er altså væsensforskellige, så meget at de ikke er i stand til at forstå hinanden. Og netop derfor kan de heller ikke undvære hinanden.
For uden den andens fuldstændige anderledeshed går man glip af nogle af livets dybder og hemmeligheder og bliver i virkeligheden heller aldrig rigtig sig selv.
Den anden behøver ikke nødvendigvis være en kæreste, så for alle singlerne er der håb. Anderledesheden kan vi møde mange steder, men skal mødet og relationen modne dig, gøre noget ved dig, kræver det selvfølgelig en intimitet af en eller anden slags.
Den intimitet af en slags møder vi i den bibelske fortælling om Nikodemus, der opsøger det anderledes i skikkelse af Jesus. Nikodemus kommer i nattens mørke, hvor sanselighed på en helt anden måde er på spil end i dagens klare lys. Natten er det uoplyste sted i os, og det er kun dér, vi kan se stjernerne.
Nikodemus er ellers en dagens mand. En mand med megen forstand og sågar en af samfundets meningsdannere. Han er også en magtens mand, og måske er det netop derfor, han kommer om natten. Fordi ingen af de andre meningsdannere må opdage, hvad han har gang i. Det ville være ligesom at afsløre, at man som del af kultureliten og intelligentsiaen ser For lækker til love og Unge mødre af lyst!
Nikodemus status og ære står afgørende på spil. Alligevel gør han det, opsøger det, han ikke forstår, og som der i hans kredse bliver set ned på, nemlig det, Jesus står for: troens virkelighed.
Nu er det at tro ikke noget fremmed for Nikodemus, han er faktisk en af sin tids religiøse ledere. Men Jesus forkynder tro på en helt ny måde, der virker enormt provokerende på dem, der ellers definerer den.
Johannesevangeliet 3, 3. Maleri af Peer Laigaard.
En nutidig Nikodemus ville nok repræsentere den religiøsitet, som holder sig inden for fornuftens territorium. Jesus derimod repræsenterer en tro, hvor forstanden må slå opgivende ud med armene. Jesus forkynder tro som noget, der er langt mere end forstanden, og hvor vi bevæger os ud på dybt vand, hvor vi ikke kan bunde.
Det kan jo være svært at acceptere, at der er noget, man aldrig kommer til at fatte, ligegyldigt hvor mange hjerneceller man så end er født med, og ligegyldigt hvor meget man så end taler tingene igennem.
Jesus siger, at Nikodemus er nødt til at blive født på ny for at forstå det troens rige, Jesus forkynder. Og det kan man jo, som Nikodemus hjerne korrekt ræsonnerer, ikke blive. Man kan ikke blive puttet ind i livmoderen igen, når man først er blevet født.
Nikodemus har altså et problem. Han vil gerne forstå Jesus, men Jesus siger, at for at forstå ham må han opgive at forstå ham. Sådan er det med troen.
Troen kaldes også det tredje øje. For tro er mere og på et dybere niveau end forstanden. Tro er en ressource, som kan være til stede på trods af den modløshed, forstanden og livets erfaringer med ret og rimelighed giver. Ligesom et lille barn helt impulsivt holder fast i, at der er flere muligheder, end fornuften og erfaringen kender til.
Nikodemus bliver ikke ramt af Jesu ord, bliver ikke troende. Er han så en fantasiløs rationalist? Måske. Sikkert er det, at han ikke glemmer Jesus eller den virkelighed, Jesus har åbnet døren ind til. Selv om Nikodemus måske ikke selv kommer til at gå ind ad døren og personligt kende til troens virkelighed, ønsker han, at døren skal stå åben. Senere hen forsvarer han således Jesus offentligt over for sine kolleger, og da Jesus er blevet henrettet, er han med til at sørge for Jesu begravelse.
