Stat og kirke?

Hvis vi får en S-SF regering, vil Folkekirken blive skilt fra staten efter et valg. Er det godt eller skidt for kirken?
Når Venstrefløjen nu lægger op til, at Folkekirken skal adskilles fra staten, er det egentlig gammel socialistisk politik. Karl Marx anså religion for kun ”opium for folket”, altså noget, som forhindrede, at proletarerne vågnede op og med vold tog magten. Kirken blev da også voldsomt forfulgt i det kommunistiske ”paradis” Sovjetunionen og bliver det stadig i det kommunistiske Kina.
Men inden for den ikke-revolutionære del af den socialistiske bevægelse, Socialdemokraterne, har man traditionelt haft en mere forsonlig holdning over for kirken. Det skyldes ikke mindst, at mange kristne også har været aktive i Socialdemokratiet.
Især efter 2. Verdenskrig accepterede venstrefløjen i Danmark mere eller mindre stiltiende, at den ikke kunne rokke ved danskernes tilknytning til Folkekirken.

Nu er situationen ændret. Kristendommen i Danmark er blevet svækket af liberal teologi, og humanismen har erstattet evangeliet i mange folkekirker. Derved mister kristendommen sin betydning i samfundet. Og ateisterne har fået alt for meget magt – især i perioden med Fogh som statsminister blev der lukket op for en katastrofal udvikling.
I dag er det stadig ateisterne, der dirigerer de fleste politiske partier. De vil – som Fogh – have religion ud af det offentlige, hvad enten det er skoler eller medier.
Derfor kræver de nu også, at Folkekirken skal ud af det statslige regi. Og når man véd, at de samme folk også vil indføre et ritual for homovielser, som direkte strider imod folkekirkens bibelske grundlag, så kunne man fristes til at tænke: Ja, lad kirken blive fri for statens indblanding.
Men samtidig er det en slags pagt, der brydes, hvis Danmark ikke længere officielt understøtter en kristen kirke. Danmark frasiger sig den velsignelse, der ligger i pagten.
Modsat kan et hus i splid med sig selv ikke bestå. Og hvis Folkekirken vil gå på kompromis med sit grundlag, så er dens dage alligevel talte.
Men heldigvis er det ikke flertallet i Folketinget, der i sidste ende bestemmer den åndelige udvikling. Vores bønner kan stadig ændre udviklingen til gavn for Danmark.

Af redaktør Henri Nissen