Facader er dårligt

Se, det kan vi alle sammen blive enige om, ikk’ ? Det tror jeg. Det er dårligt at vise en falsk facade. Især når man kalder sig kristen er der en vis forventning om, at vi skal være ægte.
Men problemet kommer, når det skal leves ud i praksis.
En helt tilfældig situation:
Du har haft en rigtig dårlig morgen. Dagen var svær at komme i gang med, og du har sådan en ked-af-det-følelse indeni. I bilen på vej til arbejde græder du faktisk lidt, men i det øjeblik, du træder ind ad døren til dit job/din skole, har du dit pæne kristensmil, så du kan vise dine venner, hvor fantastisk det er at være kristen.
En anden helt tilfældig situation:
Du går faktisk og keder dig lidt, da en ven ringer og spørger, om du ikke giver aftensmad. Desværre stod menuen på yoghurt med kammerjunkere, da det var alt, hvad du havde i skabet sidst på måneden, og dit værelse er bestemt ikke smukt organiseret. Du svarer, at det passer ikke lige så godt i aften.
En tredje tilfældig situation:
Du sidder til cellegruppe, bibelstudie, hjemmegruppe, eller hvad det hedder i din kirke, og I snakker om, hvordan det går med bønslivet. Du deler et par positive oplevelser om bøn, men har måske i virkeligheden lyst til at buse ud med, hvor svært du for tiden har ved at bede.
For at holde det helt klart:
Min pointe er IKKE at:
Du ikke må smile, når livet er svært. Eller at det er dårligt at rydde op, før vi får gæster. Eller at vi ikke må fokusere på de positive oplevelser. Min pointe er – jeg kunne så godt tænke mig, at jeg altid turde at vise, hvem jeg var. På godt og ondt. Hvad har jeg at miste? Venner, som kun vil mig, når overfladen er perfekt, er jo ikke meget værd.
Hvis jeg derimod er hudløst ærlig, kan jeg være med til at skabe en kultur af åbenhed og tillid og gøre min klasse eller arbejdsplads til et rigtig godt sted at være. Og hjælpe folk til at slappe af, også når de er på besøg hos mig, og ikke alt behøver at være perfekt.