Naser Khader søger kristne svar
Faderens død satte gang i folketingspolitikerens søgen. Han finder nu svar i teologistudiet.
– Siden min far døde i 1998, har jeg været søgende. Jeg vil så gerne finde svar på livets store spørgsmål, fortæller han til Bibelen & Verden, der er Bibelselskabets blad. – I islam er det aldrig lykkedes mig at finde svar på de spørgsmål. Det går lidt bedre, når jeg leder i Bibelen, siger Khader.
Han kommer oprindeligt fra Syrien og er i dag De Konservatives udenrigsordfører.
– Hvor jeg tidligere ville have kaldt Gud og Allah den samme, kalder jeg dem i dag fætre. Den muslimske Gud er straffende og fordømmende, mens den kristne elsker dig uanset hvad og tilgiver dig. Her er det troen, som er afgørende. I islam er det handlingerne.
Han tilføjer, at den kristne Gud er i forhold til Allah langt tættere på demokratiet.