Pinsedag
Af Jørgen Bo Christensen, studenterpræst ved Danmarks Tekniske Universitet i Lyngby.
Hele vores liv bygger på ånd. Legeme og sjæl. Det stof, vi er gjort af, de følelser, der løber gennem os: det hele bygger på ånd. Gud er ånd og vil tilbedes i ånd og sandhed.
Ånd er det, der gør, at cellerne i vores krop taler sammen, ånd er det, der gør, at vi ikke er døde som sten.
Ånd er kommunikation, vil man sige med et nutidigt ord. Det var Kierkegaard, der fandt på denne formulering, og han vidste, at kommunikation har rod i det gamle latinske ord for nadveren, kommunion. Ved nadveren deler Kristus i vinen og brødet sig med dem, der tager del i kommunionen.
Ånd er, at Gud oversætter sig selv til et sprog, vi kan forstå og tage imod. Det sker i nadveren, og det sker i al det, Jesus siger og gør. Her bliver det himmelske oversat til et jordisk menneskesprog.
Eller rettere til mange forskellige menneskesprog. Gud taler på alle modersmål.
Det er pinsens begivenhed. Pinsedag begyndte apostlene at forkynde om Jesus på alverdens forskellige sprog. Pludselig, ved Åndens mellemkomst, slog apostlene over i alle mulige tungemål, så de, der var samlede i Jerusalem fra vidt forskellige egne, kunne høre evangeliet blive forkyndt på det sprog, der var deres.
Og man undrede sig, og man spurgte, hvordan det dog kunne gå til, at disse jødiske apostle talte, så man kunne forstå det, selv om man kom fra Libyen eller Ægypten eller Mesopotamien listen i fortællingen er meget længere.
Vi har ikke fået samme sprog, men vi har fået samme budskab.
Vi kan for vores del høre om Gud på vort eget danske sprog, og vi kan selv fortælle videre om det underfulde, der er sket. – At Guds eget ord har været her i kød og blod. – At han er død og opstanden til frelse fra synd og død, og at vi er sat fri til at leve som mennesker, der har Guds nåde og kærlighed.
– Maleri af Peer Laigaard.
Det kan vi blive ved med at fortælle og vidne om. Og det skal vi gøre. Uden frygt. Og som mennesker, der ikke er bange for denne verden, heller ikke når den modsiger vores tro og håb.
Jeres hjerte må ikke forfærdes, siger Jesus til sine disciple. De frygtede at skulle være på jorden uden ham, og de frygtede for deres liv. Men pinsesøndag vendte det.
På den halvtredsindstyvende dag efter påske kom Guds Helligånd og fyldte huset, hvor de opholdt sig. Tolken, Guds egen Ånd, gjorde dem frimodige, nu kunne de tale, nu ville de forkynde. Og da forsvandt al deres frygt, og de kastede sig ud i verden på alle mulige sprog.
Pinsen er den dag, hvor frygten forsvandt ud af Jesu disciple. Og vi beder om, at Guds Ånd må gøre det samme ved os. Fylde os med mod og ord, der løfter os og fornyer vores kirke.
I dag er der flere missionærer, der tager fra Afrika til Europa end omvendt. Europa er blevet en missionsmark for kristne fra andre dele af verden. Vi har uden tvivl brug for denne hjælp. For det europæiske menneske er i egne øjne blevet højt som et tårn. Et babelstårn. Vi er så imponerede af os selv og af alt det, vi formår med vores videnskab og teknik. Vi har svært ved at være ydmyge, og kun få er taknemmelige over for vores kristne tradition. Som kulturkreds betragtet skal vi her i Europa lære kristendommen forfra.
Jesus siger: Rejs jer, lad os gå herfra. De himmelstræbende tårne skal vælte. Vi er skabt af Gud til at leve på denne jord og føle os hjemme her. Det er her på denne jord, at Guds Ånd knytter os til den nåde og kærlighed, som Kristus deler ud.
Han er det frie ord, det forsonende og nyskabende ord, han er Guds søn, som Ånden lærer os at elske. Og at vidne om.
Guds hellige Ånd er ikke vores, den er Faderens og Sønnens. Men den går gennem os, når vi tager imod den: sandhedens Ånd, kærlighedens Ånd, lysets og livets Ånd, trøstens og livsmodets Ånd.
Glædelig pinse.
