God hjælp til konfirmand-undervisningen
Konfirmander har med et par nyere udgivelser – et spil og et hæfte – fået mulighed for at spille eller lege sig til megen af den viden, der ellers har skullet terpes ind på normal vis.
Spillet hedder Kirkeåret rundt og er udviklet af Ingrid Schrøder-Hansen, pastor emeritus. Undervejs har det været afprøvet af forskellige konfirmander og præster, og de har givet positive tilbagemeldinger på det.
På spillebrættet vises alle kirkeårets søn- og helligdage, og ideen er, at spillerne skal fra advent til sidste søndag i kirkeåret. Til hvert felt svarende til en søn- eller helligdag er der en historie ud fra dagens evangelietekst og forskellige opgaver, som skal forsøge at få konfirmanderne til at leve sig ind i de bibelske beretninger. Der er to levels i spillet; på det første level skal man indsamle skatte, på det andet skal man satse dem.
Der er ingen tvivl om, at spillet, som det nu foreligger, har gode chancer for at blive en succes i en hvilken som helst konfirmandstue – om ikke andet fordi det giver et godt afbræk fra den traditionelle konfirmandundervisning. Men det stiller rimeligt store krav til Game-Masteren eller spilstyreren, som så almindeligvis vil være præsten. Han eller hun skal være godt forberedt og have forhåndskendskab til denne type spil – rollespil eller fantasy-spil – ellers kan det måske ende som en fiasko – med mindre nogle af konfirmanderne da er så velvilligt indstillet, at de vil hjælpe præsten med at finde ud af det, for helt enkelt er spillet ikke! –
Konfirmandmaterialet fra Aros – med fællestitlen Con Dios (Med Gud) – er blevet suppleret med endnu et hæfte, Con Dios – Praktiske øvelser.
Der er ligesom i Con Dios-materialet i øvrigt 19 kapitler med hvert sit tema, som indeholder beskrivelser af 2-5 øvelser, og som alle afsluttes med en opgave, der stiller det overordnede spørgsmål: Hvad synes du? Forfatterne skriver i forordet, at de fleste af øvelserne kan bruges som fritstående øvelser, og at de håber, at øvelserne vil blive betragtet som forslag, som man kan forandre og videreudvikle, som man synes. For de er (ud)tænkt som hjælp og inspiration til en varieret konfirmandundervisning.
Det er meget forskelligartede øvelser, konfirmanderne kan blive udsat for med dette hæfte: Byg et beskyttelsesrum til et æg, Tikamp, Kaoshockey, Bowling – for blot at nævne nogle enkelte ud fra indholdsfortegnelsen.
Fantasien har været i sving, og der er lagt op til at være kreativ, men jeg gad nok vide, hvad konfirmanderne vil sige til at skulle lave et spaghettikunstværk eller til at skulle rengøre og reparere cykler. Dog indeholder hæftet også så mange igangsættende og tankevækkende opgaver, at der nok skal blive gjort brug af det.
Niels Jørgen Vase
Kirkeåret rundt
– et spil for konfirmander
499 kr. (ved 2 stk. 399 kr. pr. stk.) Aros
Johan Reftel, Henrik Brosché, Kent Petterson og Elin Rugarn:
Con Dios – Praktiske øvelser
111 sider 399 kr. Aros