Som det sidste tilintetgøres døden
Harry Potter og Dødsregalierne – del 2 fortæller den største af alle historier – forklædt.Harry Potter og Dødsregalierne – del 2 er den bedste af alle Harry Potter-film, fordi den formår at fortælle den største historie bag alle Hogwarts finurligheder og alle actionbrag.
Vi fortsætter filmen, hvor den foregående slap, med Harry, Hermione og Ron på flugt fra Dødsgardisterne og det onde selv, Lord Voldemort. Undervejs har de vundet et lille slag, da de ødelagde en horcruxer og dermed en del af Voldemort selv, men de er langt fra at vinde krigen. Voldemorts magt vokser, for han har fået fingrene i den mægtigste tryllestav i verden; troldmandsskolen Hogwarts er blevet belejret af Dødsgardisterne med professor Snape i spidsen; de venner, som trioen før har støttet sig til, er forsvundet, og Harry må langsomt se i øjnene, at der ikke er nogen vej udenom: Den sidste kamp må stå mellem ham og Voldemort alene …
Den ottende Harry Potter-film indfrier til fulde alle de løfter, som de syv tidligere film gav. Den foregående film, den første halvdel af historien om Harrys sidste kamp mod Voldemort, var en introspektiv rejse, hvor Harrys, Hermiones og Rons mod gang på gang blev sat på prøve – denne film er afslutningen, det store actionbrag, hvor helten i modig kamp skal sønderslå det onde.
Men selvom filmen er fyldt med sprængfarlige actionsekvenser, er der stadig tid til, hvad man kan kalde de stille øjeblikke. Det er i de øjeblikke, hvor alting står stille, og vi får lov til helt stille at kigge indad i både karakterne og i os selv, at filmens budskab bliver klarest. Hvad er mod? Heltegerningen, ofret, synes så enkel på skrift, men det er den i virkeligheden aldrig. Hvem tør i sidste ende gå den sikre død i møde? Hvem vil bære det kors?
Som det sidste tilintetgøres døden, stod der på Harrys forældres gravsten. Voldemort er på jagt efter Dødsregalierne: Tre ting der vil gøre ham udødelig, uovervindelig. Men i filmen lærer vi, at det ikke er den form for tilintetgørelse, gravstenen henviser til. I et univers så fyldt med magi som det potterske er den egentlige magi en henvisning til en anden historie – historien om Jesus.
De otte film i sagaen om troldmandslærlingens kamp lægger op til een udgang af historien: Harry Potter vinder over det onde, bekæmper det onde i en fair kamp. Men historien begynder at blive snørklet, og det ser underligt ud. Alting peger hen mod, at helten dør. Den bedste taber.
Jesus kunne ikke banke Satan på plads. En kraftig guddommelig magi, der ristede Satan til støv, ville ikke virke, for selv om magien eller kraften havde Gud som kilde, ville den benytte sig af destruktionen som redskab og dermed selv styrke det, den ville ødelægge. Derfor er Jesushistorien en helt anden. Det er begivenheden, hvor Jesus gav afkald på magt og blev magtesløs, hvor Satan med destruktions-funktionerne dræbte en retfærdig. Dermed kom han – med en anden stor eventyrforfatter C. S. Lewis ord – i konflikt med urloven, loven fra før skabelsen, at en retfærdig ikke må dø. Enhver henvisning til denne begivenhed tapper hans opblæste magtimperium for kraft som en punkteret ballon.
Den sidste Harry Potter film er også den bedste. For vi får ikke bare en god historie – vi får den bedste. Fortalt med andre personer i hovedrollerne, men med den dybeste, evige fortælling bag sig.
Harry Potter
og Dødsregalierne – del 2
118 min.
Biografpremiere: 13. juli
