Søndagskoler tjener løn på lodsedler
Efter et mindre fald i lodseddelsalget sidste år sætter Danmarks Folkekirkelige
Søndagsskoler nyt fokus på betydningen af den indtjening.- Lodseddelsalget kan betale et helt års løn for en af vores søndagsskolekonsulenter, slår Bent Molbech Pedersen fast, landsleder i Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler (DFS).
DFS er en samlingsorganisation for både søndagsskoler og juniorklubber i folkekirkelige sammenhænge. Hver år fra juli til oktober sælger organisationen støttelodsedler primært gennem de lokale klubber. Lodsedlerne koster 20 kroner, og de lokale afdelinger kan selv få lov til at beholde de seks kroner til lokale aktiviteter.
– Sidste år var der et lille fald i salget, og vi tror, det havde noget at gøre med, at vi tog det som en selvfølgelighed. Vi kan ikke bare forvente, at folk ser perspektivet i lodseddelsalg, hvis de ikke ved, hvor meget det betyder for os. Derfor gør vi i år ekstra opmærksom på værdien af indsamlingen, forklarer Bent Molbech Pedersen.
I 2010 solgte DFS omkring 24.000 lodsedler og tjente dermed omkring en kvart million – nok til lønnen for en af de 11 konsulenter.
En søndagsskolekonsulent har mange aspekter i sit job. De medvirker ved lokale arrangementer, laver sjov med børnene, når de er på besøg i søndagsskolerne, men først og fremmest skal de være sparringspartnere for de mange frivillige medarbejdere landet over. Ved hjælp af kurser og oplæg er de også med til at inspirere i arbejdet.
Der er samlet 15 ansat i DFS. De bruger også allesammen en hel dag på at sælge lodsedler. Bent Molbech Pedersen skal ud at stemme dørklokker.
– Jeg regner med at tage en rygsæk på og gå fra hus til hus. Det plejer at være en positiv oplevelse. Næsten uanset folks tilknytning har de et positivt billede af søndagsskole, som er noget, mange kender og selv har været glade for i deres barndom.
Ud over indtægten ved salg af lodsedler kommer DFS væsentligste indtægter fra frivillige gaver og tipsmidler gennem Dansk Ungdoms Fællesråd.
– Når vi får penge ind, hjælper det os til at gøre det vigtigste, nemlig fortælle evangeliet til den næste generation. Børn er kirkens nutid og fremtid, og hvis vi ikke giver dem budskabet om Jesus, vil vi se store konsekvenser allerede om 10 år, mener Bent Molbech Pedersen.