Mere optaget af gaven end af giveren
Af Knud Erik Nielsen er sognepræst ved
Skt. Catharinæ Kirke i Hjørring og
medlem af Indre Missions Hovedbestyrelse.
Få dage efter terrorkatastrofen i USA den 11. september for ti år siden bad jeg mine konfirmander om at skrive bønner for de omkomne, de døende i ruinerne, de pårørende, redningsfolkene, for besindighed blandt verdens ledere, og om hvad de ellers tænkte og følte.
Det kom der mange gode bønner ud af, som vi bad højt for Gud og hinanden på klassen.
Én af bønnerne lød sådan: Kære Gud! Vi takker dig for livet, du gav os. Vi beder for dem, der har mistet familie og bekendte. Vi beder for dem, der forsøger at redde liv. Vi beder også for dem, der står bag. Vi håber, de vil fortryde det.
Og vi takker dig for, at vi har det så godt og ikke lider som så mange andre. Vi takker for mad på bordet hver dag, for en seng at sove i, og fordi vi ikke sulter. Vi beder for vores familier, for dem der er syge og for en god dag. Og hjælp at der ikke må komme en tredje verdenskrig.
Jo, når nøden trykker, og døden stiller vor sårbarhed og afmagt til skue, da presser ikke alene bønnen om hjælp sig på, men også en stor taknemlighed for det daglige nære liv. I nøden ser vi ofte, hvad vi har, de vigtige ting.
Når krisen eller faren er drevet over eller kommet på afstand, så glemmer vi til gengæld ofte taknemmeligheden. Vi bliver igen mere optaget af gaven og os selv, end af at takke og lytte til ham, der har givet det alt sammen.
Sådan gik det også for ni ud af de ti spedalske, som i denne søndags evangelietekst blev helbredt af Jesus. Alle blev de helbredt, men ni af de ti blev så glade for gaven, at de helt glemte giveren. Kun én kom tilbage for at sige tak.
Et det mon sådan, forholdet er i vore bønner? Kun én tak for hver niende gang vi beder om noget?
Jesus definerer det at takke ham som at give Gud æren. Var der kun denne fremmede, der vendte tilbage for at give Gud æren? Og lige efter sætter han stort set lighedstegn mellem det at give Gud æren gennem takken og så det at tro på ham. Stå op, din tro har frelst dig, siger han til den tilbagevendte.
Lukasevangeliet 17, 11-13. Maleri af Peer Laigaard.
Ni fik helbredelse gennem deres bøn. Men den ene, der kom tilbage for at give Gud ære, fik mere. Han fik frelse.
Frelse er noget andet og mere end helbredelse eller hjælp i en krisesituation. Man kan godt få svar på sin bøn om helbredelse, eller måske få hjælp i en nødsituation, uden at det nødvendigvis fører ind i den virkelighed, som Bibelen kalder frelse. Uden at det fører ind i det forhold til Jesus, der giver Gud ære ved at takke ham, tro ham og leve med ham.
Og netop frelse var det, Jesus først og fremmest kom til jorden for at give os fra Gud. Frelse fra syndens, dødens og ondskabens magt. Alle Jesu undere og helbredelser peger hen på dette hans vigtigste og egentlige under. Nemlig, at give os del i alt det, der ligger i ordet frelse gennem troens og takkens tilegnelse af det.
Der er noget, der hedder gavernes tyranni. Det er der, hvor en giver ikke lader gaven være fri, men vil binde modtager til sig gennem gaven og taknemligheden.
Jamen er Gud da sådan en gavens tyran, der vil binde os til sig gennem sine gaver? Er hans gaver til os da ikke fri? Både JA og Nej!
Jo, hans gaver til os er frie. Gud giver os frihed til at skalte og valte med livet, som vi vil. Og alligevel kan man godt sige, at Gud kan ligne en gavens tyran, der gennem sine gaver og ikke mindst gennem den største af alle gaver, Jesus Kristus, vil binde os til sig. Ikke for at tage friheden fra os, men for at give os den påny i vor bundethed til ham. Det lille barns frihed, kan vi kalde det. Den frihed, der består i at få alt gratis. Og ordet gratis kommer jo af det græske ord gratia, der også betyder nåde.
