Nu gælder det for KD

”Vi eksperimenterer ikke med vores kristne grundholdning, lover Per Ørum. Efter nogle turbulente år er Kristendemokraterne nu tilbage på den oprindelige linje.- Det er overvejende sandsynligt, at KD kommer tilbage i folketinget ved det kommende valg, mener Per Ørum.
Han meldte sig som konservativ løsgænger ind i partiet for godt et år siden. Og det er lykkedes ham at placere partiet midt i begivenhederne på Christiansborg, hvor han flere gange har været det afgørende 90. mandat for regeringen.
Han forsøgte ihærdigt at kæmpe for, at udkants-Danmark skulle beholde sine sygehuse, og at standse centraliseringen. Det lykkedes ikke, men i Vestjylland kvitterede Fælleslisten – som ved regionsvalget opnåede 35.000 stemmer – med at støtte Ørum og Kristendemokraterne ved at opstille deres kandidater på KDs liste.
Det gør det realistisk, at Per Ørum kan erobre et såkaldt kredsmandat i Vestjyllands storkreds – og det kan blive afgørende for KD.

Kredsmandatet

Hvis KD i Vestjylland får et kredsmandatet, vil det nemlig automatisk betyde, at partiet også får de mandater, det ellers har stemmer til, selv om det evt. ikke skulle nå op på spærregrænsens 2 pct. Der vil altså fald mindst 2-3 mandater af til andre områder.
– Vi skal have 18.000 stemmer, og med samarbejdet med Fælleslisten mener jeg, det er realistisk, siger Ørum, mens det summer af aktivitet omkring ham på Christiansborg.
Han tror, at mange venstre-vælgere denne gang vil støtte KD i stedet, som protest imod, at Venstre på det seneste har forladt sin tidligere politik med decentralisering og ”det nære samfund”.
– Jeg tror også, vi får opbakning fra landbruget denne gang, mener Ørum. Det lykkedes ham nemlig at skaffe adgang til lån for 5 mia. kr. for de mest udsatte landmænd, som ellers risikerede konkurs.

Som i 1973

– Men jeg tror nok, vi skal komme op over 2 pct. og få 4-5 mandater. Jeg talte her til morgen med Jens Møller, som var partileder i 1973, og han sagde, at valget denne gang minder meget om valget dengang.
Dengang havde partiet også været ude i en krise med en tidligere formand, som gik. Men partiet besluttede at stå fast på det etisk-kristne grundlag – og så røg man ind i folketinget.
Sådan tror jeg også, det vil gå denne gang.
Vi har lært af erfaringerne, at man ikke skal eksperimentere med partiets værdi-grundlag. Her står vi fast. Og når det kirkelige bagland forstår det, vil de også bakke op om Kristendemokraterne.

Folketinget skal ikke splitte folkekirken

– Tænker du her på oppositionens og nu også regeringens planer om at indføre homofile vielser i folkekirken?
– Ja, det er i hvert fald én af de sager, hvor vi klart markerer, at politikerne ikke skal ind og pille ved folkekirkens åndelige grundlag.
Det er meget skuffende, at kirkeminister Per Stig Møller (Konservative) vil indføre et ritual, som faktisk splitter folkekirken. Vi får jo nok ikke 90 mandater, så vi kan forhindre det. Men vi vil i hvert fald markere, at her er politikerne fra de andre partier gået for vidt. Her har de brudt årtiers tradition med, at politikerne respekterer kirken og ikke blander sig i kirkens indre anliggender.
Desværre står vi og Dansk Folkeparti nu alene med dette synspunkt. Så vi kan nok desværre ikke forhindre, at de gør det. Men vi vil i hvert fald aktivt arbejde for en kirkeforfatning, så det bliver beskrevet og slået fast, at folketinget ikke frem over kan blande sig i forhold, der har med troen og teologien at gøre, siger Per Ørum, der i øvrigt er søn af provst John Ørum Jørgensen, som på et tidspunkt var formand for Indre Mission.
– Jeg tror, at mange borgerlige vælgere i skuffelse over deres egne partier vil stemme på KD denne gang for at markere, at de ikke er enige.
– Er der andre etiske områder, hvor KD skiller sig ud fra de andre partier?

Rådgiving kan give 5.000 færre aborter årligt

– Ja, vi er imod fri abort. Vi vil have obligatorisk rådgivning for alle abort-søgende. I dag er der kun 8 pct. af de unge piger under 24 år, som modtager en rådgivning. Derfor mener vi, at der skal gøres noget. Men desværre er vi også dér det eneste parti, der vil have obligatorisk rådgivning. Det viste debatten om vores forslag i folketinget for nylig. Men vi vil blive ved med at presse på, siger Per Ørum.
I Tyskland, hvor kristendemokraterne har fået gennemført obligatorisk rådgivning af abortsøgende, ligger antallet af aborter 1/3 lavere end i Danmark. Overført ville det sige, at ca. 5.000 danske børn kunne få lov at blive født – hvert år – i stedet for at ende som aborter.

Handikappedes skal ikke frasorteres

– Vi er imod den frasortering af handikappede, der sker.
Det begynder allerede ved fødslen, hvor man fx har fået fjernet næsten alle børn med Downs sygdom ved abort.
Vi mener, at alle mennesker har uendelig værdi. De kan ikke gøres op i penge. Det er vores helt grundlæggende holdning. Vi vælger livet fremfor pengene.
Når vi går ud og foreslår ændringer på det sociale område, så er det heller ikke for at spare penge. Det handler først og fremmest om, at mennesker skal få det bedre. Politikerne skal have fokus væk fra penge og over på livskvalitet istedet.
– Vi vil sørge for, at de handikappedes retssikkerhed bliverbedre, siger Per Ørum.
– Der skal etableres et uafhængigt rådgivningscenter og bedre klageadgang for handicappede i Danmark, foreslår Ørum og henviser bl.a. til Ekstrabladets afsløringer for nylig, hvor handidkappede på en institution fik lov at ligge i deres egen afføring og måtte vente en uge på bad, mens personalet holdte timelange kaffepauser.
– Det er så umenneskeligt, at det kræver politisk handling.
Kristendemokraterne kræver, at der etableres et stærkt centralt rådgivningscenter for handicappede, som skal arbejde uafhængigt af det offentlige, men tæt på de handicappedes egne organisationer.
Per Ørum og KD vil også sikre, at handicappede får klageadgang til den internationale komité under FNs Handicapkonvention, når en sag har været gennem alle danske juridiske instanser.

Hverken blå eller rød 2020-plan

– Hvordan skal statens økonomien hænge sammen…?
– Vi har udarbejdet vores egen 2020-plan, hvor der er dokumentation for, hvordan vi vil skaffe pengene til de udgifter, vi foreslår.
Vi er enige med nogle af elementerne i både den blå og den røde plan. Men desuden har vi nogle selvstændige forslag.
– Hvilke forslag er det?
– Vi vil fx fjerne fradraget for de faglige kontingenter. Det drejer sig vel at mærke ikke om a-kasse bidraget, som der fortsat vil være fradrag for.
Vi vil tilmed nedsætte a-kassebidraget til det halve de første to år for at få flest mulige unge til at melde sig ind i en a-kasse, så de er sikret ved arbejdsløshed.
– Vi vil også rulle dagpenge-reformen tilbage, så ledige ikke kun kan gå på dagpenge i to år, men i fire, som tidligere.
Igen handler det om at tænke på de mennesker, som ellers ville komme i klemme på kontanthjælp. Alt handler ikke om at spare mest muligt. Det handler også om at redde nogle mennesker og give dem noget livskvalitet og respekt.
Til gengæld har vi ingen planer om at sænke topskatten for de rigeste eller afskaffe andre skatter. Det synes vi ikke lige situationen er til med den verdenskrise, der udfolder sig for øjeblikket.
De svageste skal ikke så bagest i køen, når vi skal i redningsbådene.

Betingelser for at pege på Løkke

– Hvem vil KD pege på som statsminister?
– Vi mener, at Lars Løkke trods alt er den bedste til at tage sig af de økonomiske udfordringer. Derfor vil vi pege på ham som forhandlingsleder, når der skal skabes en ny regering.
Men vi vil stille nogle krav.
De tre vigtigste krav, vi har, er 1) at der kun skal være 30 minutter til det nærmeste sygehus i udkants-områderne.
2) Desuden mener vi, at Danmark skal op og give 1 pct. af bruttonationalproduktet i u-landsbistand. Selv om vi har krise, så skal vi ikke svigte verdens allerfattigste.
3) Og så vil vi have en familiekonto, så familierne selv kan spare op til og prioritere, hvornår de vil tage fri til at styrke familien.
Det er et forslag, som regeringens egen familie-kommission er kommet med, men som regeringen ikke har gennemført.
Vi har i KD altid gået ind for, at familierne skal styrkes, for hvis familierne fungerer, så har det en positiv virkning på hele samfundet. Det hjælper børnene og de unge, og det hjælper også voksne til at klare problemerne, når man står sammen i en familie.
– Men hvis Løkke ikke får flertal, hvad gør KD så?
– Så vil vi naturligvis forsøge at få indflydelse på en S-SF-regering og få mest muligt gennemført af vores politik.
KDs mål har altid været at trække fløjene ind imod midten, så vi her i Danmark samarbejder om fælles løsninger til gavn for hele samfundet og ikke bare for bestemte grupper.