Om at spilde sin stemme…

De store partier, som jo aldrig får brug for at indsamle underskrifter, har gjort det næsten umuligt for nye partier at blive opstillet.
Man skal ikke blot have navn, adresse og underskrift, men også 20.000 personers cpr-nr., som de færreste ønsker at afgive; hvorefter blanketten skal sendes ind til partiet, som derefter sender den til vedkommende kommune, som derefter skal undersøge, om personen har stavet sit navn rigtigt og oplyst den korrekte adresse, ellers bliver den kasseret, hvorefter blanketten sendes ud til den pågældende underskriver, hvorefter han skal beslutte sig for igen at bakke op og sende blanketten videre…
Hvis hele denne øvelse imod forventning skulle lykkes mindst 20.000 gange, så skal alle disse underskrifter være indsamlet inden for 18 måneder, ellers er de ugyldige, og endelig skal indenrigsministeriet gennemgå alle underskrifter, navne og adresser – og her er der så igen en vis spildprocent. Kristendemokraterne måtte fx op i nærheden af 25.000 underskrifter, før man blev godkendt.
At det virkelig lykkedes er næsten et mirakel…
Men så blev der møjsommeligt opstillet kandidater i hele landet. Privatpersoner lånte penge til partiet, så det ikke gik konkurs undervejs. Engagerede kristne har brugt tusindvis at timer på at få partiet køreklar. Medierne tav længe KD ihjel, men da Per Ørum gik over til KD og var tungen på vægtskålen, var de nødt til at omtale ”de kristelige”.
Nu kæmper næsten hundrede kandidater desperat imod alle odds, uden ret mange plakater, uden penge til annoncer, uden opbakning fra organisationer, næsten uden frivillige, som gider hjælpe til…
De gør det i protest imod Foghs og andre ateististers plan om at få renset ”religionen ud af det offentlige rum”. De gør det for at redde kristne friskoler, efterskoler og højskoler. For at bevare vores kristne kulturarv.
De gør det næppe for deres egen fornøjelses skyld, for det er ikke spor populært at være en kristen i politik. Men nogen må stille sig op imod den flom af kristendomsfjendsk propaganda, som vælter ind over os.
Og alligevel siger mange kristne, som ikke har rørt en finger for Danmark: Jeg véd ikke rigtigt, om jeg vil risikere at spilde min stemme…
Hvad så, om du skulle spilde din stemme? Hvad har de andre ikke sat på spil? Det mindste, vi kan gøre, er da at bakke op om dem, der har taget slæbet.

Af redaktør Henri Nissen