Her lever myten om det gode menneske
Henry Larsen møder mange mennesker i sit job som taxachauffør. Gennem samtaler med mennesker fra
alle samfundslag møder han troen på det gode menneske. Og det gode menneske tror ikke, det behøver Gud.
Døren lukkede sig efter mine sidste kunder med den lyd, kun en Mercedes giver. Lyden af døren til en bankboks, der lukker med tyngde og vished om, der er lukket. Næste kunde venter i nattemørket.
Af Henry Larsen
Taxachauffør og prædikant
Jeg har en meget speciel arbejdsplads med mennesker fra alle lag. Alle fra ludere og lommetyve til ministerfruer og direktører i de største virksomheder er mine kunder. Alle skal fra a til b på et eller andet tidspunkt i deres liv. A ligger som regel i København og omegn for mig, b ligger spredt over resten af landet, enkelte gange i udlandet. De kommer alle forbi taxichaufføren på et eller andet tidspunkt, og det er tro mig – en meget spændende arbejdsplads, da mennesker alle er spændende og i besiddelse af en unik historie. Opgaven er at lokke dem i gang med at fortælle.
Jeg oplever i min hverdag en meget kreativ og virkende Gud. Der er ingen grænser for Guds opfindsomhed i tilrettelæggelsen af min hverdag. Jeg møder manden, der har fået en dødsdom på to måneder fra hospitalslægen. Jeg møder pigen, der har tilbragt to nætter på sin brors gravsten, da han var den eneste, hun havde tilbage. Han blev begravet efter en dødelig overdosis. Jeg har mødt narkomaner med 20 års misbrug af heroin bag sig, der blev forvandlede ved mødet med Guds kærlighed og retfærdiggjort gennem den tro, Guds Ord skaber. Jeg har set mirakler. Mødt en Gud, der ikke har tid til tomme dogmer og diskussioner, men en Gud, der stadig arbejder, da menneskelig elendighed og håbløshed stadig er hverdagskost. Mennesker udsatte for incest eller seksuelle overgreb, der spørger, hvor Gud var. Samme mennesker, der i bøn oplever, at Jesus taler til dem og viser dem, at han var ved deres side i øjeblikket, da de blev krænket. De ser, han græder i bøn som pisket, men at han respekterer den frie vilje, han selv havde skabt.
Gennem disse tusindvis af samtaler med mine kunder fremtoner nogle fællestræk ved, hvad bedst kaldes en almindelig dansk trosbekendelse i modsætning til folkekirkens. Denne tro er myten om det gode menneske. Det gode menneske retfærdiggør sig selv både over for Gud og mennesker. Denne opfattelse er i direkte kollisionskurs med det, der skabte Reformationen.
Den værste frugt af denne generelle amnesti, vi tildeler os selv igennem god opførsel, er, at ingen længere behøver Gud; hvad skal vi med ham? Hvorfor kollisionskurs? spørger gode mennesker. Hvorfor kradser kirken, hvor det ikke klør? Vi er jo gode mennesker! Vi retfærdiggør os selv ud fra egne værdinormer. Var det ikke, hvad vi lærte som emotionel insulation, før diagnosestrømmen tog fart og gjorde det næsten umuligt at følge med, hvor godt humør hedder hypoman enkeltepisode klassificeret under affektive sindslidelser?
Jeg er af den opfattelse, at Reformationen tog sit udspring i, at troen på evangeliet om Jesus Kristus var vejen til retfærdiggørelse alene. Ikke ved penge, der klingede i kirkebøssen, men troen på den Gud sendte, Jesus Kristus.
Denne tro gjorde det muligt at stå i Gud Faders nærhed med den glæde og fred, der udspringer af at lære Gud at kende som sin Far og blive beseglet med Helligånden som pant på den arv, der venter. En perfekt Gud, der ikke accepterer fejl eller den mindste ups, blev stillet tilfreds med lammet uden plet eller lyde, det perfekte menneske Jesus Kristus et perfekt offer til en perfekt Gud. Med et eneste offer blev vi alle ved Kristi stedfortrædende død stillet i et nyt forhold til Gud Fader som perfekte i Kristus.
Hvis vi ville omvende os og tro evangeliet, vel at mærke. Gå derfor ud i al verden og forkynd de gode nyheder. Jeg nyder nu mine fire hjul. Og hvad møder jeg? Evangeliet om de gode mennesker, der ikke har brug for Gud.
Kirken har tilsyneladende glemt sin hovedopgave, at åbenbare hans herlighed og virksomme nærvær som et brugbart alternativ til vores fornuftstyrede samfund.
Vi taler imod dette og hint i stedet for at leve som børn af reformationen og tænde et lys for dem, der sidder i mørket. Hvad er der sket med at vandre i Ånden? At åbenbare Jesus til en døende verden, der styrer ubekymret mod afgrunden som en anden Titanic med garanteret synkefrit skrog. Forløsning og retfærdiggørelse skulle gerne give den effekt, at vi lever i en fornyelse af vores tanker ved at lære at tænke, som Jesus tænkte. I kærlighed alene. Tjene næsten i kærlighed som mesteren gjorde.
Men ak, her sætter som altid vanetænkningen ind. Vi er måske blevet retfærdiggjorte af tro, men fanget i den gamle vanetænkning klatrer vi, som vi plejer, op i kundskabens træ, der meget hurtigt lukker fornyelsen af åndslivet ned. Myelinisering kalder de kloge det vist nok, vi gør som vi plejer, og vi er jo gode nok.
Adam spiste sammen med sin kone af kundskabens træ og blev nådigt forment adgang til livets træ. Kundskabens træ optræder i 1. Mosebog sammen med livets træ, men i sidste bog i Bibelen består kun livets træ. Omtalt som et træ, man skal sejre for at få adgang til og et træ, der står ved Guds trone. Jesus levede alene af dette træ, Guds levende Ord. Han vandrede i tro og i Helligånden.
Det ses blandt andet af hans håndtering af bespisningen af 5000 med to fisk og fem brød. Jesus spurgte Philip, hvad de skulle gøre, og Philip svarede fra kundskabens træ om mulighederne set fra et menneskeligt perspektiv. Jesus vidste, hvad han ville gøre. Han havde tro på, at hvad Faderen havde givet var nok, nemlig to fisk og fem brød. Miraklet udeblev ikke, Faderen ærede Sønnens tro. Livets træ, ikke kundskabens træ. Helligåndens blide tilskyndelse, ikke forstandens svar. Philip lærte en lektie der!
Forståeligt nok var et af Jesus spørgsmål til disciplene om, hvorvidt han ved sin genkomst ville finde troen på jorden. Ikke en almindelig tro, men den tro, han kom for at skabe ved sit Ord. Alle tror i en eller anden form. Vi tror, vi kan nå toget og løber. Irriterende når toget er kørt tag en taxi! Vi tror, vi kommer hjem efter en dags arbejde, men nogle gange render vi ind i en realitets-korrigering. Fremtiden ligger i Faderens hænder og ikke vores, men vi tror, den hellige grav er velbevaret og er jo gode mennesker. Vi bliver altid forstyrret i vores tro, når ting og hændelser, vi ikke forstår, kommer på tværs eller i konflikt med denne vores generelle tro, læs arbejdshypotese, og med det resultat, at vi ofte forlader bekendelsen af en tro, vi ikke kendte vilkårene for. Guds Rige, Guds regler.
Måske er tiden inde til, at Kirken som Kristi legeme begynder at kravle ned fra kundskabens træ og kravle op i livets træ? Vi tjener en levende, virkende og aktiv Gud, der ikke er faldet i søvn eller holder fri. Lad os prøve os selv og se, om vi lever i den tro, der skaber de gerninger, der får verden til at undre sig. Lad os opleve den Reformation, hvor troen bliver levende igen. Selv vores danske flag vidner om troens renhed og Jesu blod. Lad det atter være vores banner. Mærker I ikke på jer selv, at Kristus lever i jer?
