Stor fejring af ICEJ jubilæum
Søndag morgen fejrede knap 200 ICEJs 30 år i et festklædt kirkecenter i Blåhøj.- Det er så fantastisk, at efter 30 år, så har vi stadig fremgang.
Ordene kommer fra Solveig Leenders, som sammen med sin mand Jørn Leenders, er ledere af den danske afdeling af den Internationale Kristne Ambassade i Jerusalum (ICEJ).
De er sammen med op mod 200 andre samlet søndag den 28. august i Betania Kirkecenter i Blåhøj for at fejre den danske afdelings 30 års jubilæum.
I dagens anledning er kirkecentret iklædt det helt store festskrud. Israelske flag byder velkommen over indgangen og suppleres af adskillige flag indendørs kombineret med billeder af Jerusalem. Der er ingen tvivl om at Betania Kirkecenter har set frem til denne dag.
Udover de mange feststemte besøgende er der også inviteret særlige gæster. Malcolm Hedding, der prædiker over emnet: Har du lært lektionen fra figentræet?, er tidligere direktør for ICEJ. Desuden kommer Dan Oryan fra den israelske ambassade, den norske ICEJ-formand Leif Wellerup og den finske tenor Lasse Riutuamaa. Han er sammen med et Shofarhorn med til at markere den israelske feststemning – også i musikafdelingen.
De er kommet for at fejre dagen sammen med de mange besøgende. Og at der er noget at fejre, bliver løbende understreget.
– Vi blev bedt om at hjælpe med en slags plejehjem for holocaustoverlevende, som der nu bliver lavet et israelsk tv-program om, fortæller Jørn Leenders, som er taknemmelig for Blåhøjs åbne arme.
– Det er ikke alle steder, vi er velkomne, siger han og uddyber senere.
– Jeg kan give et eksempel. Jeg skulle sælge en israelsk frimærkesamling, som var vurderet til 40.000. Jeg endte med at få 5.000. Den slags diskret antisemitisme er skræmmende. Det er næsten lettere at forholde sig til dem, der råber og skriger.
For ICEJ er det ikke altsammen fest. Op til FN-afstemningen den 20. september beder og faster alle ICEJ-afdelinger to onsdage i måneden for et udelt Jerusalum. Jørn Leenders har store forventninger til, at Gud vil gribe ind.
– Jeg tror, at Gud vil sætte et mærke på historien, så der bliver et før og efter den 20. september, fortæller han fra prædikestolen. Senere supplerer Malcolm Hedding.
– Det bliver en afgørende dato i Israels historie, hvor hele verden vil gå imod Israels figentræ, siger han.