Tak, at jeg ikke er som ham…
Af Anni Louise Albæk, Ungdoms-gadepræst i Aarhus
Hvem er jeg? Der er mange måder at svare på det spørgsmål på. Man kunne sige: Jeg er min mors datter, jeg er veninde, eller jeg er mit arbejde. Man kunne også fortælle, hvad man har opnået i livet: Jeg har taget en uddannelse, jeg har rejst, jeg har sprunget med faldskærm. Og hvis man ikke ved, hvad man skal svare, så ved man i al fald, hvad man ikke er: Jeg er ikke som dem, der sidder på bænken, og jeg er i al fald ikke som de der fremmede!
Farisæeren i søndagens evangelium vidste, hvad han ikke var. Han var i al fald ikke røver eller uretfærdig, og han var da slet ikke som den tolder, der stod ved siden af ham og bad i templet. Heldigvis da.
Tolderen arbejdede for den romerske besættelsesmagt. Han opkrævede skatter, og de fleste toldere sørgede for at opkræve rigeligt, så der også var et ordentligt stykke af kagen til dem selv. Derfor blev de betragtet som landsforrædere. Sådan en mand priste farisæeren sig lykkelig for, han ikke var. Tak Gud, at du ikke skabte mig som en tolder, og tak Gud, at jeg er bedre end det, bad farisæeren.
Farisæeren brugte sit liv på at leve til Guds ære. Han var højt respekteret som en hellig mand.
Alligevel siger Jesus i søndagens tekst, at det er tolderen, der er retfærdig i Guds øjne. Ved første øjekast lyder det jo ikke helt forkert. Tolderen var jo ærlig og satte sig ikke over andre mennesker. Farisæeren derimod pralede af sine handlinger og troede, at de gjorde ham til et bedre menneske.
På Jesu tid må det alligevel have været et chok, at det ikke var farisæeren, Jesus kaldte retfærdig. Det svarede til, at bankrøveren skulle være mere retfærdig end politimanden. At voldtægtsforbryderen var mere retfærdig end kvinderetsforkæmperen. Ja, at en pædofil skulle være mere retfærdig end du selv. Det er al menneskelig rimelighed, der bliver sat ud af spil, når Gud siger, at mennesker, man ikke værdiger et blik, er retfærdige.
Vi kommer let til at stirre os blinde på handlinger. Vi tænker, at mennesker, der har forbrudt sig mod andre, bør have en straf. Det ville være retfærdigt.
Men denne lignelse fortæller ikke om handlinger. Gjorde den det, ville tolderen få en enkeltbillet nedad, men det gør han ikke.
Når vi hører lignelsen, er det åbenlyst, at vi helst vil ligne tolderen. Vi vil gerne have, at Gud kan lide os. Så vi vil i al fald ikke være som ham den storskrydende farisæer.
Og pludselig er lignelsen vendt helt om. Nu ser vi pludselig med ringeagt på farisæeren og beder Tak Gud, at jeg ikke ligner ham, og pludselig har vi gjort farisæerens ord til vore egne. Og det er, hvad der er på færde i fortællingen; nemlig menneskets optagethed af at være bedre end de andre og vores konstante forsøg på være noget andet.
For bag det første lag i fortællingen ligger der et lag, hvor vi identificerer os med tolderen og samtidig gør som farisæeren. Vi ser ned på farisæeren. Det er så besnærende let at sige, hvem man selv er, ved at tage afstand fra andre. Men det er ikke det, Gud ønsker.
Guds ønsker, at vi elsker hinanden. Det er, hvad Jesus brugte et helt liv på at forsøge at fortælle os på den ene og den anden måde. Elsk hinanden, fordi jeg elsker jer så uendeligt højt.
Men Gud ved godt, at vi ikke altid magter det. Gud ved, at vi alle har både noget tolder og noget farisæer i os. Gud ved, at vi nogle gange ser ned på andre. Men selv det menneske, vi ikke magter at behandle ordentligt det menneske ser Gud på og siger, at det er elsket af ham. Det er gode nyheder!
