600 unge var disciple sammen i Skanderborg

Kristeligt Forbund for Studerendes ”Discipeltræf” samlede i efterårsferien over 600 unge.Det var fællesskabet om Gud, der var i centrum, da Skanderborg Gymnasium i efterårsferien fyldtes af over 600 unge, de fleste i alderen 16-19 år.
Kristeligt Forbund for Studerende havde traditionen tro inviteret til ”Discipeltræf” – og den invitation var der rigtig mange, der tog imod. Cirka 450 havde købt billet til hele lejren, og tirsdag besøgte næsten 200 flere lejren til aftenmødet. Så der er nok at glæde sig over, lyder det fra lejrchef Lars Bjerregaard.

Tungetale med udlægning

– Jeg synes, lejren er gået rigtig, rigtig godt. Det er min første lejr som lejrchef, og jeg kunne ikke forvente mig mere. Der var rigtig mange, der hjalp med mange ting, og stort set alting gik som det skulle, fortæller en glad Lars.
På programmet var der sædvanen tro daglig bibelundervisning for alle, og derudover kunne deltagerne deltage i forskellige seminarer, sport, hænge ud på de forskellige caféer, besøge bederummet eller deltage i en af lejrens mange andre aktiviteter. Særligt mødet tirsdag aften blev en stor oplevelse for mange, fortæller Lars, da én af deltagerne delte en tungetale, og to andre delte en udlægning.

Blev kristen undervejs

– Det gjorde stort indtryk på rigtig mange. Tungetalens udlægning var blandt andet et bibelvers: ”Overgiv din vej til Herren, stol på Ham, så griber Han ind” fra Salmernes Bog kap 37, vers 5, og overgivelse var faktisk et tema, der fyldte rigtig meget på hele lejren. Vi fik tilmed lov til at opleve, at der var en person, der for første gang overgav sit liv til Gud, og når man hører det – ja, så giver det hele bare mening. Det var fantastisk, lyder det fra Lars.

Også en indsamling til den internationale kristne studenterorganisation IFES gik over alt forventning.
– Vi havde sat os et rigtig ambitiøst mål om at nå 10.000 kroner, som skal gå til opførelsen af IFES’ nye hovedkontor. Det mål nåede vi allerede mandag aften. Jeg er virkelig imponeret over KFS’ernes givervilje, siger Lars.
Eva

Det sagde deltagerne om discipeltræf:

Bjarke Brokhøj, 18 ½ år, 2.g’er, Holstebro
Hvorfor er du på Discipeltræf?
For at blive frommere… ha ha. Nej, for at blive fyldt på til at gå i gymnasiet. Jeg er her for at høre om Gud og tage det med hjem til gymnasiet.

Hvad er det bedste ved at være på Discipeltræf?
Her er masser af dejlige mennesker og en fantastisk komité (arrangørerne, red). Her er frimodige og åbne mennesker, som det er godt at snakke med.

Hvad er det værste ved at være her?
I år er det, at gymnasiet bliver låst af kl 0.30, så der er vi nødt til at gå i seng. Det er ærgerligt, når man nu endelig er sammen med kammeraterne og har tid til at snakke dybere end vi gør normalt.

Regitze Lind, 18 år, 3.g’er, Vejle
Hvorfor er du på Discipeltræf?
Fordi det har jeg været de andre år. Det er en god afveksling fra en travl hverdag. Det er dejligt at være sammen med kristne mennesker, og dejligt at komme til møder og blive fyldt op. Og så er det selvfølgelig dejligt at se gamle venner igen.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Hvad er det bedste ved at være på Discipeltræf?
I år er jeg blevet rigtig glad for formiddagsmøderne. Måske har jeg haft mere fokus på møderne i år end tidligere, hvor mit fokus måske mere har været på vennerne.

Hvad er det værste?
At skulle sove i sovesal! Og at der er laaang kø til maden. Og at der kun er ét rygested.

Peter Højlund, 16 år, 1.g’er, Løsning
Hvorfor er du med på Discipeltræf?
Fordi mine ældre søskende har været det og fortalt mig om det. Og så er jeg her for at se mange af mine bekendte – og selvfølgelig for at få Gud i fokus. Det er rart at være et sted, hvor man kan mødes om vores tro.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Hvad er det bedste ved at være på Discipeltræf?
At jeg får snakket med folk. Det er godt at mødes og vide, vi har troen til fælles. Det giver meget fin mening at være her.

Hvad er det værste?
Jeg synes, det er lidt træls med sengetiderne, altså at vi ikke selv kan bestemme, hvornår vi kan gå i seng. Jeg synes, vi er nået til et punkt i livet, hvor det ikke er nødvendigt med sådan nogle restriktioner.