I neeeed you!

I need you more, more than yesterday. Sådan begynder en gammel lovsang. Og sådan ville jeg utroligt gerne have det med Gud hver dag.
Men ofte er der andre ”needs”, som presser sig mere på. Her på det seneste har jeg slåsset med lidt småskavanker. Helt ærligt. Mine bønner var ikke særlig prægede af mit behov for Gud, men mere prægede af min utrolig dårlige evne til at udholde ”lidelse”. I mit tilfælde ville en mere korrekt version af sangen lyde sådan her: ”I need (all this from) you more, more than yesterday.”
Ja, det er ikke særligt fromt. Men jeg er nok ikke den eneste, som ikke altid kan mærke eller prioritere mit hjertes afhængighed af Gud. Ikke bare af Guds gaver og Guds følelser og Guds godhed, men ham selv. Mine daglige behov, hvadenten det er nye sko eller tøj, en god hårdag, eller bare en god nats søvn, har det med at fylde meget mere i min verden, end Gud selv.

Jeg har prøvet at fortælle mig selv, at nu skal jeg fokusere på Gud og ikke alt det andet. Jeg har prøvet det så tilpas længe, at jeg ved, det ikke virker. Løftede pegefingre hjælper mig ikke til nogen som helst vækst i mit liv med Gud. Men heldigvis er det ikke op til mig at finde løsningen på problemet. Gud har selv klaret den.
Når jeg er optaget af alle mine jordiske behov, mig og mine nærmeste og kommer med alle mine krav og bønner til Gud, så møder han mig lige der.
Ikke ved at svare på alle mine spørgsmål og løse alle mine problemer, men han prikker lige så stille til mit hjerte og fortæller mig, at han elsker mig og minder mig om, at han er lige midt i det hele lige nu. Ja, han er så meget midt i det hele, at han bor i mig.
Det betyder ikke, at han ikke vil gøre noget ved mine problemer, men first things first. Og Gud er helt sikkert værd at have som First Thing i sit liv.

Måske skulle jeg i stedet omskrive teksten til: ”I really, really want to need you more, more than yesterday!”