“Kvartetten” indbyder til nystart af israelsk-palestinensiske forhandlinger
Den såkaldte “Kvartet” – omfattende repæsentanter for Rusland, USA, FN og EU – vil indbyde israelske og palestinensiske ledere til et møde om kort tid i bestræbelserne på at nystarte direkte forhandlinger mellem de to parter.Denne meddelelse blev fremsat af gruppens uderigspolitiske leder, Catherine Ashton, efter et møde af “Kvartetten”s udsendinge i Bruxelles.
– Efter vores vellykkede møde i New York har vi drøftet, hvad vi kan gøre for at opmuntre vore israelske og palestinensiske partnere til at genoptage realitetsforhand-linger snarest muligt, og vi vil nu indbyde dem til et møde om dette, sagde hun.
En israelsk regeringstalsmand havde følgende kommentar til denne udtalelse:
– Israel har gentagne gange opfordret til en genoptagelse af forhandlinger, uden forhåndsbetingelser. Vi var parat til dette igår, det er vi også idag og vil være det imorgen. Vi håber, at palestinenserne også vil være det.
I kølvandet på den palestinensiske præsident Mahmoud Abbas’ officielle anmodning den 23. september til FN om at acceptere Palestina som en medlemsstat, mødtes “Kvartetten” og fremsatte et forslag om genoptagelse af direkte forhandlinger.
Forslaget gik ud på at parterne skulle enes om at afholde et møde senest den 23. oktober
med det formål at opnå en aftale inden udgangen af 2012, omfattende konkrete ideer om grænser og sikkerhed i løbet af 90 dage og opnåelse af “et substantielt fremskridt” i løbet af seks måneder.
Mens Israel officielt har accepteret forslaget – omend med nogen “bekymring” om nogle af dets elementer – har palestinenserne endnu ikke officielt godkendt denne plan, men har udtalt, at den har “opmuntrende elementer”.
En talsmand for Den palestinensiske Myndighed (PA) siger, at palestinenserne ikke vil genoptage forhandlingerne, før Israel “fryser” alt byggeri over “Den grønne Linje” (1967-grænserne. red) og accepterer disse som basis for forhandlinger.
“USA vores fjende nr. 1”
Et højtstående medlem af Fatahs centralkomite, Tawfik Tirawi, siger, at USA er palestinensernes fjende nr. 1, fordi det “støtter den israelske undertrykkelse af palestinenserne”.
– Vi har ikke kastet riflen bort – Fatah har ikke opgivet muligheden for væbnet kamp mod Israel, siger Tirawi, tidligere chef for PA’s efterretningsstyrke på Vestbred-området.