Tro der rykker
Hvem er min næste? Hvordan engagerer kirken sig i sociale forhold, det være sig på fremmede missionsmarker som i nærmiljøet?Spørgsmålet er ældgammelt, men alligevel en kilde til selvransagelse for den kristne kirke. Også i dag.
Det er dette vigtige emne, Henrik Sonne Petersen tager op i denne lille bibelstudiebog, der også giver eksempler på arbejdet ude i marken: i Tanzania, Egypten, Indien, Libanon og på Madagaskar. Forfatteren er leder af Danmissions program for kirke og dialog.
Det handler om, hvordan diakonien igen kan blive solidt placeret i kirkens arbejde og selvforståelse. I Danmark bruger vi ikke så gerne ordet diakoni, skriver forfatteren. I en mail uddyber han overfor mig, at ordet længe har været forbundet med en art godgørenhed, der ikke er underlagt mange kvalitetskriterier eller udføres uden de store målsætninger, og derfor heller ikke er særlig brugt i folkekirkelig sammenhæng.
Bogen er motiveret af et ønske om at gå tilbage til afsættet for kirkens sociale eller diakonale engagement, og dér, i bibelteksterne, igen lytte efter, hvad Guds Ord har at sige ind i en ny situation i Danmark, med nye udfordringer … (s. 6).
Hver af bogens seks bibel-studier indledes med en bøn, efterfulgt af en gennemgang af teksten og dens betydningslag, et interview med en kirkeleder eller lokalt engageret kristen fra det globale syd og endelig en række arbejdsspørgsmål, der alle er gode tankevækkere.
En top-aktuel bog, der nok skal kunne holde sig en god tid.
Henrik Sonne Petersen:
Tro møder nød!
– Bibelstudier om
udvikling og diakoni
78 sider 99 kr.
Unitas Forlag