Brug anledningen
Nu er der kun nogle få uger til, at adventstiden begynder. I stedet for, at vi kristne jamrer med i det almindelige surmuleri over, at butikkerne begynder alt for tidligt, vil jeg foreslå, at vi i stedet tager den positive vinkel i år.
Der er ateister nok, som vil afskaffe julen og alt, hvad den står for. Hvert år kan vi læse om politikeres latterlige forsøg på at være politisk korrekte ved at fjerne juletræer, eller ved at ville forbyde juletraditioner og religiøse indslag.
Dybest set handler det slet ikke om tolerance over for jøder og muslimer, men om intolerance over for kristne.
Den kampagne skal vi kristne selvfølgelig ikke være med på eller stiltiende acceptere. Vi skal kæmpe for julen, fordi den er en kristen tradition.
Man kan sige, at meget bare er et gaveræs og at det har intet med den kristne jul at gøre. Men den slags fromme ord gavner altså ikke sagen. De gavner derimod kristendommens modstandere.
Tænk i stedet positivt og konstruktivt: Hvordan fylder vi igen julen med det ægte indhold? Ikke blot for andre, men også for os selv? Os, der tror, vi kender det så godt.
Det er vigtigt at huske på, at:
1. Julen ER en fejring af Jesus fødselsdag.
Det er en tak og en lovprisning for, at Gud kom for at frelse os fra fortabelsen. Hvad der skete julenat var verdenshistorie. Det var helt afgørende for vores liv her og nu – og det evige liv. Det skal da fejres!
2. Julen er en gylden anledning til at gøre Jesus nærværende. For os selv og for dem, der endnu ikke kender ham personligt. Det kan vi gøre på opfindsomme måder:
– Vi kan arrangere julekoncerter og julearrangementer.
– Spille julemusik med et kristent budskab.
– Skrive og fortælle om ægte jul i de verdslige miljøer.
– Sende meningsfulde julekort. Tænde lys.
– Give adventskranse og juledekorationer til ældre.
– Læse juleevangeliet om igen – og gode julehistorier.
– Og så kan vi bede Gud om at lede os til mennesker, der har brug for venlige ord og hjælp. Måske falder du i snak med én i supermarkedet. Vær åben og ærlig om din kristne juletro.
Lad ikke advents- og juletidens muligheder gå fra dig. Julens Jesus kommer snart – igen.
Af redaktør Henri Nissen