Tro er tillid
Af Bent Oluf Damm der er sognepræst i
Nørre Løgum Sogn i Sønderjylland.
Rygter har det med at gå foran de personer, som de knytter sig til. Sådan var det også med Jesus, som sidst han var i byen Kana havde overrasket alle ved en bryllupsfest ved at gøre vand til vin. Det rygte havde naturligvis spredt sig i byen, så da Jesus igen besøgte byen, var adskillige mødt frem for at finde ud af, om rygterne havde noget på sig.
En kongelig embedsmand var også mødt op. Han havde også hørt om Jesu mirakler, og han havde derfor forladt sin dødssyge søn derhjemme. Han klamrede sig til håbet om, at rygterne om Jesus talte sandt, for så var der måske håb for hans søn.
Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke, siger Jesus til embedsmanden og den lyttende forsamling. Det lyder hårdt. Men Jesus vil vise, at det at opleve tegn og undere i sig selv ikke rækker til troen.
Tro er tillid, og tillid skabes og næres ikke af sensationer. Tillid er derimod frimodighed til at stole på Gud, også når underet udebliver.
Jesus afviste ikke embedsmanden. Men han gik heller ikke med ham hjem og helbredte sønnen. I stedet sendte Jesus ham bort med et løfte: Gå hjem, din søn lever.
Embedsmanden fik altså ikke et synligt under med fra Jesus. Han måtte gå i tillid til noget, han ikke kunne se.
Det var nok ikke, hvad han havde forestillet sig, da han opsøgte Jesus. Og turen hjem har næppe været uden tvivl og anfægtelse. Men vejen hjem lærte ham, hvad levende tro er. Nemlig en tro, der lever med tvivlen hængende lige i hælene. Troen på Jesus er ikke en fin poleret nips, som vi kan tage ned af tilværelsens pyntehylde. Den er heller ikke en færdigret i troens supermarked, som er lige til at sætte på bordet, eller en lykke-pille som kan rydde problemerne af vejen.
Jesus ønsker at give os en levende tro og forny os igen og igen. Han ønsker at gå med os på livets krogede veje og bære os der, hvor hullerne er for store.
Johannesevangeliet 4, 47-48.
Ved kirkens døbefont fik vi et helt personligt ord fra Gud, da vi med navns nævnelse kom til at tilhøre den korsfæstede og opstandne Frelser og Herre. Det ord og det løfte trækkes aldrig tilbage, men det er ikke et ord, som én gang for alle fjerner alle livets bekymringer.
Troen er ikke bare en søndagsbeskæftigelse. Den næres i hverdagen gennem mødet med Gud i hans ord. Fordyber vi os i ordet og i bønnen, kan Jesus blive ved med at møde os med personlige ord.
Når vi læser eller hører om Jesu død og opstandelse, må vi også høre det som noget, der er personligt! Ingen kan sige, at Jesus døde ikke for min skyld. Og endnu mere personligt og trosstyrkende bliver det ved nadverbordet. Ingen af os bliver gået forbi. Jesus kommer til os gennem brødet og vinen, som pant på det uforståelige, vore synders forladelse. Komplet uforståeligt? Måske umiddelbart.
Men alligevel befriende ord, der er værd at gå ud i hverdagen på i tro og tillid. Han har betalt for det, som jeg gjorde galt. For at jeg skulle gå fri.
Embedsmanden havde kun et ord at holde sig til. Det må have været svært at holde fast, med tvivlen lige i hælene. Men da han kom hjem, opdagede han, at det var virkelighed. Hans søn levede, som Jesus havde sagt.
Han byggede ikke troen på et under, men gik i tro og fik lov til at se underet.
Det største under den dag var dog ikke, at drengen levede. Men at troen levede. Det under arbejder Gud på at lade ske i hvert eneste menneske, som hører hans ord. Han kalder os til at leve sammen med ham, ikke badet i sensationens undere, men med et liv i tillid til – og overbevisning om – ting, vi ikke ser.
