Danmarks hjælpende hånd til den nye stat Israel

Over 60 år efter Den anden Verdenskrig kommer der stadig nyt frem om denne periode og den nærmeste tid efter, og nu har to danske historikere, bosat i Israel, kastet nyt lys over Danmarks rolle i 1948, da den nye stat, Israel, blev oprettet.Forfatterne er cand. mag, Arthur Arnheim, 82, Jerusalem, og dr. Dov Levitan, 61, lektor ved Bar-Ilan Universitetet i Ramat Gan, nær Tel Aviv.

Deres opsigtvækkende oplysninger fremstår i deres fælles bog, “Politik, diplomati og den hjælpende hånd’, der er udkommet på Museum Tusculanums Forlag i København. Bogen er på 286 sider.

Arnheim og Levitan har kulegravet dokumenter og andet materiale om omstændighederne ved Israels oprettelse og er kommet over nye enkeltheder om den danske rolle i forbindelse med den nye statsdannelse.

Det daværende Palestina var dengang et britisk mandatområde, og to år efter krigens afslutning, i 1947, blev det overladt til FN at iværksætte en plan for områdets fremtid.

Krige og kriser
I bogens forord skriver forfatterne:

– Siden da har krige og kriser i Mellemøsten afløst hinanden i hurtig rækkefølge. Det, der begyndte som en lokal konflikt mellem jøder og arabere,. fik snart globale implikationer, og idag figurerer Mellemøsten på enhver stats udenrigspolitiske dagsorden. Forskningen i konfliktens baggrund og udvikling har været omfattende. Den har især fokuseret på FN’s forsøg på at skabe fred og sikkerhed i området og stormagternes interessespil. Denne forskning har imidlertid kun givet sparsomme bidrag til belysning af konfliktens betydning for små stater og disses eventuelle bistand til konfliktens pacificering. Et lille team af danske og israelske historikere besluttede derfor i 2004 at udforske relationerne, da den jødiske stat blev til. Det viste sig, at der bag den officielle overflade var danskere – både grupper og enkeltpersoner – der rakte den jødiske stat en hjælpende hånd under den vanskelige fødselsproces.

Det emne, som forfatterne har taget op, har den arabisk-israelske konflikt som baggrund, og på grund af den ekstremt ophedede debat og de polariserede standpunkter, som konflikten har fremkaldt, vil behandlingen af ethvert emne med selv den ringeste tilknytning til konflikten udløse spørgsmålet: Er fremstillingen pro-israelsk eller anti-arabisk?

Videre skriver forfatterne, at dette blot er en mindre del af en større samenhæng, hvis grundlæggende motiv har været at udforske, forstå og forklare jødisk identitet, eksistens og det jødiske folks overlevelse. Det Kongelige Bibliotek i København og Bar-Ilan Universitetet i Ramat Gan har optaget Danmark-Israel projektet i et akademisk samarbejde. Medarbejdere ved arkiver og dokumentationscentre i Danmark og Israel har bistået ved indsamling af kildemateriale, og adskillige danske forskere med ekspertise har støttet med vejledning og gode råd.

Opmærksomhed
Bogen med dennes nye afsløringer har vakt opmærsomhed, og foreningen “Danskere i Israel” har i efteråret afholdt en foredragsaften på Bar-Ilan Universitetet, hvor de to forfattere fremlagde deres synspunkter – og senere besvarede spørgsmål fra interesserede tilhørere.

Arthur Arnheims emne var “Perspektiver – hvad skete der i fortid og nutid”, mens Dov Levitans foredrag var om “Danmarks og de (øvrige) skandinaviske landes tilnærmelse til Israel inden for FN’s rammer 1947-1950”.

Der var et stort fremmøde af herboende danskere og dansk-interesserede, og der blev også talt af Danmarks ambassadør, Liselotte Plesner.

Otte års arbejde
På spørgsmålet hvorlænge de to historikere har arbejdet med denne forskning, siger Dov Levitan:

– Otte år, fra begyndelsen. Jeg koncentrerede mig om arkivmaterialet, mens Arthur gjorde det om skrivearbejdet.

Adspurgt om han kan fremhæve noget specielt fra deres forskning, siger Levitan, at Danmark i 1947 var på pletten, da Israel oprettedes og stemte for FN’s delingsplan.

– Danmark støttede Israels tilblivelse, siger Levitan. Officielt stod Danmark på Englands side, ikke mindst af hensyn til araberne, men uofficielt var der stor sympati og støtte for oprettelsen af den jødiske stat. Hertil kom, at danske kommunister var i besiddelse af våben, og det var en god måde at komme af med disse, hvis de kunne sendes til den kommende stat. Dansk-fabrikerede våben, heriblandt Madsen-maskingeværet, nåede frem til Israel – og danske myndigheder vidste om destinationen.

Dansk våben – i Jaffa
Her kommer Dov Levitan med en særlig afsløring. Han siger, at han har ledt to-tre år efter et sådant dansk våben i Israel – og fornylig fandt et Madsen-maskingevær i byen Jaffa.

Et af bogens mest interessante kapitler har overskriften “Danske kommunisters våben til Israel” og heri står:

– I september 1948 afgik en sending våben i al stilhed fra Københavns Frihavn til Israel. Våbnene var indsamlet hos tidligere kommunistiske medlemmer af modstandsbevægelsn. Efter krigen afleverede frihedskæmperne nogle af deres våben, men i begyndelsen af marts 1948 lå der stadig mange uafleverede våben omkring, hvilket bekymrede politi og politikere. Der blev fastsat en frist til den 15. marts med frit lejde til at aflevere våben, men at dette ikke hjalp, fik en mindre kreds kendskab til under den såkaldte Påskekrise. Der var opstået rygter om et kommunistisk kup i forbindelse med en mulig sovjetisk militær intervention, og statsminister Hans Hedtoft havde indkaldt Det udenrigspolitiske Nævn til et møde, hvorunder han meddelte nævnets medlemmer, at der forelå oplysninger fra politiet om, at der i København var 4000 kommunister under våben. Krisen blev overstået og oplysningen om de kommunistiske våben var glemt – dog ikke af alle indviede, idet disse våben i september 1948 fandt vej til Israel.

Ideen til bogen
Ideen til bogen var Arnheims, siger Levitan.

– Arthur havde i Danmark talt med forskeren, dr. Hans Kirchhoff, og havde fået dennes bifald til at gå videre, siger Dov Levitan. Siden opstod et samarbejde mellem Det kgl. Bibliotek i København og Bar-Ilan Universitetet om projektet, der tillige fik støtte af dr. Sofie Lene Bak, som nu er tilknyttet Dansk-Jødisk Museum. De har begge gennemlæst vores manuskript og bistået med gode råd til dets forbedring. Synspunkter og vurderinger i værket er imidlertid vores egne.

I årene efter besættelsestiden lagde dansk udenrigspolitik sig formelt tæt op ad Englands stærke modstand mod jødisk indvandring til Palestina og dets skeptiske holdning over for oprettelsen af staten Israel – men samtidig ydede Hedtoft og ikke få enkeltpersoner i fremtrædende positioner det jødiske folk en ikke ubetydelig støtte, med megen diskretion.

Ifølge Arthur Arnheim havde englænderne allerede i 1945 under arabisk pres lavet en klar indvandringspolitik for jøder. Om dette siger Arnheim:

– Den danske udenrigsminister svarede på den engelske henvendelse ved at klare sig udenom ved at sige, at dette måtte foregå efter danske regler – at hvis der var et skib, som ikke var sødygtigt eller ikke burde sejle videre af andre grunde, ville man holde det tilbage. Men han sagde ikke, at man ville standse et flygtningeskib.

Et sådant fartøj dukkede op en februardag i 1947, da skibet “Ulua” stod ind i Københavns havn. Det var isvinter og skibet skulle efter planen have anløbet Trelleborg i Sverige, men havnen var lukket på grund af pakis. “Ulua” var et tidligere amerikanske kystbevogtningsskib, som den jødiske forsvarsorganisation, “Hagana”, havde overtaget. I Trelleborg skulle skibet have afhentet omkring 800 kvindelige jødiske flygtninge, der ønskede at tage til Palestina.

Skibets kaptajn vidste, at han ville være i fare for at få det opbragt af danske myndigheder, hvis han sejlede til København, men han tog chancen og listede stille ind i Københavns havn i håb om at kunne ligge ubemærket ved kaj, indtil fartøjet kunne fortsætte til Trelleborg.

Videre siger Arnheim:

– Ernest Bevin, Englands udenrigsminister, havde i 1947 sendt et brev til sin danske kollega, hvori han anmodede om, at hvis der kom sådanne flygtningefartøjer til Danmark, skulle danske myndigheder sørge for, at de ikke kom videre. “Ulua” sejlede direkte ind i dette politiske spændingsfelt. Efter få dages forløb fik det besøg af danske myndigheder, omfattende paspoliti og karantænefolk, med en søofficer i spidsen. Her kommer Hedtoft på banen ved stilfærdigt og uden at nogen kunne spore det lod danske myndigheder vende det blinde øje til – og forbrød sig mod Bevins henstillinger. Han forbrød sig mod Danmarks formelle udenrigspoplitik ved at lade skibet sejle videre.

Da jøderne i Palestina ensidigt ville proklamere staten Israel, når briterne skulle forlade landet den 15. maj 1948, sagde Hedtoft “I kan regne med os”

– Dette var ikke bare et venligt klap på skulderen til en gammel kammerat, siger Arnheim. Der må ligge noget mere i det, når han siger det sådan.

“Dodde” Israel og Herbert Pundik
De første, der har berettet om indsamlingen og udsmuglingen af danske kommunistiske våben, var to danske frivillige i den israelske uafhængighedskrig, den afd. frihedskæmper, David (“Dodde”) Israel, senere kaptajn i den israelske hær, og Herbert Pundik, tidl.. chefredaktør for Politiken. De blev udkommanderet til at gennemføre opgaven.

“Dodde”s medarbejder ved operationen med udsmuglingen af de danske kommunister våben var Herbert Pundik. Han var blevet en slags uofficiel tillidsmand for de ca. 30 danske frivillige i den israelske hær, og han opretholdt kontakten med den nyetablerede forsvarsorganisation “Kadimah” i København, der havde rekrutteret, organiseret og udsendt de frivillige.

Efter kort tids tjeneste i den nyoprettede israelske hær var “Dodde” avanceret til kaptajn. Han havde gjort sig bemærket ved at fremskaffe en Sherman-tank på et tidspunkt, da hæren ikke besad svære våben. Ved et tilfælde traf han en engelsk officer, der – efter at den engelske hær havde trukket sig ud af landet – var blevet tilbage i Palestina for at tilse et lager med krigsmateriel, som ventede på at blive indskibet i Haifa. Officeren fortalte, at der bl.a. var en Sherman-tank, hvis kanon var blevet udboret og derved var ubrugelig. “Dodde” sagde, at hans kibbutz kunne have god nytte af sådan en maskine til landbrugsarbejdet og tiilbød at købe den.

Handelen blev hurtigt afgjort, men så opstod problemet med at finde en kyndig soldat til at betjene denne krigsmaskine Det lykkedes imidlertid at finde en tidligere officer fra Den røde Hær, der kune operere den. Kampvognen fik et maskingevær foran, og bagtil sattes en hjemmefabrikeret morter. Yderligere mandskab blev rekrutteret til bemanding af tanken, hvorefter den straks blev sat i aktion. Den kom til at tjene på flere frontafsnit med stor succes..Når den dukkede op på krigsskuepladsen, var dens tilsynekomst ofte nok til at bortjage lettere armerede arabiske kampvogne.

Resterne af “Dodde”s Sherman-tank er blevet stående som et monument ved Latrun på vejen mellem Tel Aviv og Jerusalem, hvor flere af de sværeste kampe blev udkæmpet i 1948, og hvor man efter krigen opstillede nogle af de kampvogne, som deltog i forsvaret af Jerusalem.